Jens Rohde
 svarer 
Kaare Dybvad Bek

R: Kan en boligforening ryge af Landsbyggefondens venteliste vedrørende renoveringsprojekter, hvis foreningen ikke kan sikre rettidig godkendelse på grund af corona?

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 10, Spørgsmål 10

Vil ministeren oplyse, om boligforeninger kan risikere at ryge af Landsbyggefondens venteliste vedrørende renoveringsprojekter, hvis en boligforening grundet COVID-19-situationen ikke har mulighed for at forsamles og sikre rettidig godkendelse og opfølgning med hensyn til boligforeningens eventuelle projekter?

Svar fra mandag den 16. november 2020
Dybvad: Der er udstedt særlige coronaregler, som gør det muligt for boligorganisationer at træffe nødvendige beslutninger

Lovforslaget fastsætter Landsbyggefondens rammer fra 2021 til 2026. Ansøgninger om støtte til renoveringsprojekter vil således først blive aktuelle i de kommende år.

Jeg forstår dog spørgsmålet således, at spørgeren er bekymret over behandling af ansøgninger om støtte til renoveringsprojekter, som er omfattet af lov nr. 919 af 20. juni 2020 om ændring af lov om almene boliger m.v. (Forhøjelse af Landsbyggefondens renoveringsramme i 2020 og digitalisering af det almene byggeri). Ifølge loven skal renoveringsrammen udnyttes i 2020, dvs. inden den 31. december 2020, hvilket i lyset af den aktuelle situation med covid-19 rejser spørgsmålet om, hvorvidt de gældende regler om forsamlingsforbud vil kunne stå i vejen for at opfylde målet om at meddele tilsagn på i alt ca. 12 mia. kr.

For at tage højde for forsamlingsforbuddet er der udstedt særlige regler i bekendtgørelse om fravigelse af reglerne på boligområdet som følge af coronavirussygdom (COVID-19), som gør det muligt for boligorganisationer at træffe nødvendige beslutninger.

Såfremt forsamlingsforbuddet forhindrer en boligorganisation i at afholde afdelingsmøde, kan den efter ovennævnte bekendtgørelses § 4, stk. 6, 2. pkt., beslutte urafstemning i afdelingen om emner, som efter kapital 2 i lov om almene Side boliger m.v. skal besluttes på et afdelingsmøde. Det kan f.eks. være en helhedsplan om renovering af afdelingen med støtte fra Landsbyggefonden, som efter almenboliglovens § 37, stk. 1, skal godkendes på et afdelingsmøde.

Grundlaget for beslutningen om, at der ekstraordinært skulle fremrykkes 12 mia. kr. til renoveringer i 2020 var for at holde hånden under dansk økonomi under krisen. Og derfor er det vigtigt, at de almene boligorganisationer, kommunerne og Landsbyggefonden er i stand til inden den 31. december 2020 at løfte opgaven vedrørende udmøntningen af hele rammen fastsat i lov nr. 919 af 20. juni 2020.

Landsbyggefonden har i ”Orientering om afvikling af Landsbyggefondens venteliste til renovering”, som er sendt til Boligudvalget 5. oktober 2020 oplyst, at alle midlerne forventes udmøntet i overensstemmelse med aftalen. Hvis det viser sig ikke at blive tilfældet, vil jeg i samråd med aftalepartierne overveje, om der skal tages nye initiativer.

0:000:00