Farmakonomer henter chefkonsulent fra Dansk Byggeri

Farmakonomerne opruster på den politiske front med en ny chefkonsulent hentet fra Dansk Byggeri.

Morten Kamp Thomsen
Morten Kamp Thomsen Chefkonsulent, Farmakonomforeningen

Farmakonomforeningen opruster på den politiske front og har ansat Morten Kamp Thomsen som politisk chefkonsulent per 1. januar. Det skriver fagforeningen i en pressemeddelelse.

Den nye chefkonsulent kommer fra en stilling i byggeriets arbejdsgiverorganisation, Dansk Byggeri. Nu skal han bruge sin erfaring til at styrke den politiske varetagelse for foreningens godt 5.400 medlemmer i medicinalindustrien.

"Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang med arbejdet. Alle går jo og afventer sundhedsreformen, hvor der ligger et stort arbejde i at synliggøre, hvordan farmakonomer kan spille en rolle i det nære og sammenhængende sundhedsvæsen," siger Morten Kamp Thomsen.

Ser frem til reform
Morten Kamp Thomsen forventer, at farmakonomerne vil spille en rolle, når og hvis kommunerne efter en kommende sundhedsreform skal overtage mange af regionernes opgaver.

"Farmakonomerne har jo en helt særlig viden i forhold til medicin, og hvordan man undgår medicinfejl, hvilket koster samfundet og ikke mindst kommunerne dyrt. Her virker det oplagt, at farmakonomernes kompetencer kommer mere i spil."

Morten Kamp Thomsen er uddannet i forvaltning fra RUC og har tidligere været ansat i Dansk Standard og Dansk Metals formandssekretariat.

astrid@altinget.dk

Tilbage til navnenyt »

Prøv sundhed gratis i 14 dage

  • Artikler
  • Debat
  • Politisk kalender
  • Spørgsmål og svar
Gratis prøveabonnement