Jeg vil aldrig sige "Gå ad helvede til"

INTERVIEW: Annette Vilhelmsen lægger afstand til den mest markante udtalelse fra Villy Søvndal i hans tid som formand. Vilhelmsen er heller ikke enig i, at finansverdenen er en fjende, og hun ser SF som et "ideologisk parti frem for et klasseparti".
Annette Vilhelmsen: Ses normalt som en del af "venstrefløjen" i SF, men i modsætning til "højrefløjens" Astrid Krag ser Vilhelmsen ikke finanssektoren som en fjende.
Annette Vilhelmsen: Ses normalt som en del af "venstrefløjen" i SF, men i modsætning til "højrefløjens" Astrid Krag ser Vilhelmsen ikke finanssektoren som en fjende.
Erik Holstein

Kontoret er usædvanlig lille, men der er blevet plads til et enkelt maleri. Det forestiller ikke en socialistisk koryfæ, men derimod N.F.S. Grundtvig. Det er næppe noget tilfælde, for den øjeblikkelige favorit i SF's formandsvalg, Annette Vilhelmsen, har udgangspunkt i højskolerne og virker som en dame, der har mere til fælles med Grundtvig end Marx.

Annette Vilhelmsen, som størstedelen af Christiansborg-journalisterne aldrig havde interviewet, før hun sprang ud som formandskandidat, har en rolig og imødekommende fremtoning. Hun kan blive lang i spyttet ved kildne spørgsmål, men hun lader sig ikke blæse omkuld.

Hun har fra starten markeret en klar kritik af, at SF ikke har haft en selvstændig profil i forhold til regeringsgrundlaget. Derimod har det været sværere at få Annette Vilhelmsen til definere de politiske forskelle mellem hende og ledelsens kandidat, sundhedsminister Astrid Krag. Men de kommer frem, når man graver en smule dybere.

Ikke en fjende
Er der dele af regeringsgrundlaget, SF ikke skulle have gået med til?

Et boligområde kan få et stempel som ghetto, blandt andet fordi der bor en overvægt af folk med ikke-vestlig baggrund. Det kriterium så jeg da gerne kom væk. 

Annette Vilhelmsen, formandskandidat i SF

"Jeg må have tillid til, at vores forhandlere fik forhandlet det bedst mulige igennem. Jeg er mere optaget af, hvad vi kan få ud af det, der nu ligger, og hvordan det næste regeringsgrundlag skal være," siger Annette Vilhelmsen.

Er der nogle aftaler, der blev indgået i S-SF-alliancens tid, som man ikke skulle have indgået?

"Det er meget muligt, der er det. Men jeg vil hellere være fremadrettet. I stedet for at skulle være en ny formand, der begynder med at skose det, der var."

Men er der slet ikke nogen politiske forskelle mellem dig og Astrid?

"Jo, der er i hvert fald den klare forskel, at Astrid har sagt: "Finansverdenen er min fjende". Det holder ikke. For vi skal have skabt grøn omstilling og investeret i klima- og energijob. Her skal vi have større virksomheder og kapitalfonde med. Jeg vil gerne have en mere reguleret finansverden, men det er ikke en fjende."

Thors leverpostej
Det er ikke kun synet på finansverdenen, der skiller. Mens skatteminister Thor Möger Pedersen og næstformand Mattias Tesfaye entydigt tager udgangspunkt i LO-arbejdernes interesser, har Annette Vilhelmsen en anden tilgang: 

"Når man melder ud, at SF laver politik  for "de blå overalls" - "dem der står tidligt op hver dag og smører leverpostejmadder" -  men ikke for piloter og advokater, ja, så er der mange, der tænker: "SF er ikke for mig". På den måde sorterer man både dem fra, der er på overførselsindkomster - og dem i den anden ende, som opfatter SF som et ideologisk parti frem for et klasseparti."

Så du mener, SF skal være et ideologisk parti frem for et klasseparti?

"Ja. Selvfølgelig skal SF varetage lønmodtagernes vilkår, men vi skal også varetage vilkårene for dem, der er på sociale overførsler - og varetage vilkårene for et sundt erhvervsliv, så vi kan få skabt de arbejdspladser, vi har så dødhamrende meget behov for."

Gå ad helvede til
Der er i SF's formandskamp blevet fokuseret meget på de to kandidaters meldinger i den højspændte dagpengestrid. Men forskellene her er taktiske snarere end substantielle: Hverken Krag eller Vilhelmsen er politisk tilhængere af den forkortede dagpengeperiode.

Til gengæld vil de to kandidater noget vidt forskelligt i værdipolitikken. Astrid Krag er varm tilhænger af den drejning, der har været af SF's værdipolitik under den siddende formand Villy Søvndal. Vilhelmsen lægger an til en helt anden stil.  

Hvad synes du om Villys melding om, at Hizb ut-Tahrir skulle gå ad helvede til?

"Sådan ville jeg i hvert fald aldrig sige. For jeg mener grundlæggende, at man skal møde andre mennesker med respekt. Men jeg accepterer selvfølgelig ikke folk, der undergraver vores demokrati."

Men gør Hizb ut-Tahrir ikke det?

"Jo, og det, synes jeg, er dybt problematisk. Jeg kan ikke acceptere kvindeundertrykkelse, eller at religiøse love står over demokratiske love. Men vi kan jo ikke smide alle ud, der vil undergrave vores demokrati. Hvor skal vi smide alle de folk hen?"

Så du mener, at man skal tage en dialog med Hizb ut-Tahrir i stedet for at bede dem gå ad helvede til?

"Ja, det mener jeg. Nu ved jeg ikke, hvad der fik Villy til at sige sådan. Det klip med Villy er jo taget ud af en sammenhæng, så..."

Men i interviewet med Altinget fremhævede Villy Søvndal netop den bemærkning som noget af det, han var tilfreds med i sin formandstid?

"Nå, men det er jo godt for ham, hvis han synes, det har været godt. Jeg ville aldrig have sagt det."

Ghettoer handler ikke om etnisk baggrund
En lignende forskel kan man se på det meste af værdipolitikken. Således har Annette Vilhelmsen også en noget anderledes tilgang til ghettoproblematikken, som efter hendes opfattelse ikke har noget med etnisk baggrund at gøre:

"Et boligområde kan få et stempel som ghetto, blandt andet fordi der bor en overvægt af folk med ikke-vestlig baggrund. Det kriterium så jeg da gerne kom væk. Når vi har boligsociale problemer, så skal de løses med boligsociale midler."

Men er det ikke svært at blive integreret, hvis man bor i et område, hvor 80 procent har ikke-vestlig baggrund?

"Jo, men det afgørende er, at du har arbejde og uddannelse. For nogle år siden talte man meget om begrebet "den gode ghetto", altså hvad der skal der til, for at man kan lave god integration. Det er meget menneskeligt, at man flytter sammen med nogle som en selv. Der er jo ikke nogen som danskerne, der har lavet kolonier rundt om i verden."

Ingen problemer med selvtilliden
At Annette Vilhelmsen nu står med gode chancer for at besejre en siddende minister, der har opbakning fra hele ledelsen, er en af de største politiske overraskelser i årevis. Specielt i betragtning af at Vilhelmsens primære erfaring som folkevalgt stammer fra byrådet i Kerteminde.   

Er du slet ikke bange for, at din erfaring er utilstrækkelig til at blive leder af et regeringsparti, der tilmed er i en dyb krise?

"Jo, men partiets krise løses ikke kun med erfaring fra Christiansborg. SF's helt store problem er, at medlemmerne og vælgerne har forladt det, og min erfaring ligger netop med vælgere og medlemmer. Så jeg er ydmyg over for den store opgave, men jeg er ikke bange for den."

Og du er helt sikker på, at SF sidder i regering resten af valgperioden, hvis du bliver formand?

"Ja - og jeg er lige ved at sige - især hvis jeg bliver formand. For jeg tror, jeg vil kunne få skabt den nødvendige tillid til regeringssamarbejdet blandt vores medlemmer."  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Annette Vilhelmsen

Direktør, Tietgen, næstformand, DEG-L (Lederne i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier), fhv. partiformand (SF), minister & MF
cand.pæd. i almen pædagogik (Danmarks Lærerhøjskole 2001)

Villy Søvndal

Fhv. udenrigsminister og partiformand (SF), byrådsmedlem, Kolding, formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget
Lærer (Kolding Seminarium 1980)

Astrid Krag

MF (S), fhv. social- og ældreminister
student (Tørring Amtsgymnasium. 2001)