Af Christina Pontoppidan,
Cand.mag. i retorik, BA i filosofi,
ekstern lektor i retorik ved Københavns Universitet

I de forløbne uger er der blevet skrevet en lang række portrætter af den afgåede statsminister. I mange af dem fremhæves Anders Fogh Rasmussens kommunikationstalent. Han regnes for en dygtig, hvis ikke ligefrem en fremragende, kommunikator. En analyse af hans kommunikationsform afslører dog, at han er villig til at bruge overtalelsesstrategier, der retorisk set ikke kan karakteriseres som dygtig kommunikation.

Sagen om NATO-kandidaturet er et illustrativt eksempel på Anders Foghs til tider dubiøse kommunikationsform. Den er et interessant eksempel på, at man kan lyve uden at tale decideret usandt.

Først nægtede Anders Fogh igennem flere måneder og ved flere lejligheder klart og utvetydigt at være kandidat til posten som NATOs generalsekretær, ligesom han ved de samme lejligheder forsikrede om, at han havde til hensigt at blive som statsminister, så længe han havde danskernes opbakning. Det viste sig som bekendt ikke at være sandt.

Målt med denne målestok - kunsten at få ret ved at lukke munden på sin modstander - var Anders Foghs spidsfindigt snævre udlægning af det at være kandidat særdeles god kommunikation. For som Schopenhauer skriver: "det kommer jo ikke an på sandheden, men på sejren."

Christina Pontoppidan
Retoriker, ekstern lektor Kbh. Uni.

Alligevel tilbageviser Anders Fogh, at han har løjet med henvisning til, at man ikke er kandidat, før man officielt har annonceret sit kandidatur. Hans argument går altså på, at der er forskel på at "være kandidat" til posten i en snæver betydning og at "kandidere til" posten i en bred betydning.

Når pressen spurgte, om han var kandidat til posten som generalsekretær mente de oplagt nok i den brede betydning heraf, mens Anders Fogh nu forsvarer sin ærlighed med henvisning til, at han svarede nej i den snævre betydning. Men det turde være klart, at han lod pressen - og alle andre - tro, at han svarede på, om han var kandidat i den bredere betydning af ordet.

Det svarer til, at den gravide kvinde på jordemoderens spørgsmål om, hvorvidt hun har røget, svarer nej - fordi hun ikke har røget samme dag (men nok alle de forudgående dage i graviditeten), vel vidende at jordemoderen selvfølgelig er interesseret i hendes generelle rygeprofil.

I begge tilfælde kan man bagefter hævde at have talt sandt. Men det kræver, at folk accepterer, at man i situationen opererede med en hemmelig præmis, som ingen andre end en selv var bekendt med. Derfor har Anders Fogh i de flestes bevidsthed løjet om sit kandidatur, fordi han jo godt vidste, at han svarede på noget andet, end han blev spurgt om.

Anders Foghs undvigemanøvre er beskrevet af Arthur Schopenhauer i skriftet Kunsten altid at få ret, hvor han beskriver 38 måder at vinde en ellers tabt diskussion på. I § 17 skriver Schopenhauer: "Når modstanderen bringer os i forlegenhed ved hjælp af et modbevis, vil vi ofte kunne redde os ved at foretage en skarpsindig distinktion, som vi ganske vist ikke tidligere har tænkt på, hvis emnet tillader en dobbeltbetydning eller kan anvendes på to forskellige situationer."

Var det dygtigt?
Spørgsmålet er nu, om det er dygtig kommunikation? Det kommer an på, hvad man definerer som god kommunikation. Arthur Schopenhauers udgangspunkt er eristisk dialektik, eller det han også kalder "læren om den naturlige menneskelige rethaveriskheds metode."

Og målt med denne målestok - kunsten at få ret ved at lukke munden på sin modstander - var Anders Foghs spidsfindigt snævre udlægning af det at være kandidat særdeles god kommunikation. For som Schopenhauer skriver: "det kommer jo ikke an på sandheden, men på sejren."

Set med retoriske briller var der imidlertid ikke tale om god kommunikation. Retorikkens grundlægger Aristoteles definerede retorik som kunsten at overbevise.

Centralt i denne kunst står bevismidlerne. For at udøve kunsten at overbevise, så må det være ved hjælp af gode argumenter, at man vinder folk for sin sag. Den dygtige kommunikator er så stærk i sin sag og sine argumenter, at han tør lægge sine præmisser klart frem for sine modtagere, så de kan tilslutte sig på et gennemskueligt grundlag.

Det er omvendt ingen kunst at få folks tilslutning ved at lyve eller gøre sine modtagere ude af stand til at gennemskue, hvad det er de forholder sig til. Det er den strategi, den dårlige eller trængte kommunikator tyr til.