Liberal Alliance gør klar til at lukke ned

Hvis vi ikke kommer ind igen efter næste valg, så er det helt sikkert, at der ikke længere er noget, der hedder Liberal Alliance. Man kan lige så godt være realistisk.

Anders Samuelsen
Partileder, Liberal Alliance

 De ved det godt. Meningsmålingerne er dystre, den politiske indflydelse er minimal, og sårene efter en kaotisk, politisk ilddåb er endnu ikke helet.

Alligevel var det blandingen af en sær dødsforagt og utrolig optimisme, der prægede Liberal Alliances landsmøde på Fuglsøcentret i Mols Bjerge.

"Fremad mod nye solbeskinnede højder" sagde partileder Anders Samuelsen (LA) til sine godt 230 fremmødte medlemmer.

Og de troede på det.

Derfor blev det også en solbeskinnet weekend med tro og håb om en lysere fremtid for det hårdt prøvede parti.

Lukker butikken?
Men spørgsmålet er, om tro og håb er nok til at holde skuden over vande.

For selv om både Villum Christensen, Leif Mikkelsen og Anders Samuelsen i tale efter tale på landsmødet såede kampgejst i de menige medlemmer, indrømmer Samuelsen, at der er grænser for alt. Også for tålmodigheden med det politiske projekt han selv i sin tid var med til at søsætte. 

"Hvis vi ikke kommer ind igen efter næste valg, så er det helt sikkert, at der ikke længere er noget, der hedder Liberal Alliance. Man kan lige så godt være realistisk," fortæller han Altinget.dk uden for idrætshallen, hvor partiet i weekenden havde sat sig selv i stævne.

Men mens Samuelsen vil gøre boet op efter et kommende folketingsvalg, fortæller røster i partiet, at tidsfristen kan vise sig at blive en hel anden og noget kortere.

Centrale kilder oplyser således til Altinget.dk, at partiets ledelse "inden så længe" vil sætte sig sammen og vurdere situationen. Tidspunkt: muligvis sensommeren 2009. Har Liberal Alliance på det tidspunkt ikke oplevet fremgang i meningsmålingerne, kan det betyde, at partiet lukker ned.

Men også andre muligheder er på tegnebrættet. Der tales både med Simon Emil Ammitzbølls Borgerligt Centrum og - ganske overraskende - med medlemmer af Dansk Folkeparti, der er utilfredse med partiets topstyring.

Der kan altså vente nye omvæltninger for et parti, der ellers har været såre meget igennem i sin korte tilværelse.

Frihed og ansvar
Det startede ellers så godt.

Mandag d. 7 maj. 2007: Anders Samuelsen præsenterer sit nystiftede parti, Ny Alliance, i selskab med sine politiske medsvorne Gitte Seeberg og Naser Khader. Euforien er ikke til at tage fejl af; de tre har lagt kimen til noget stort.

Fredag d. 25. april 2009: Små to år og mange skrammer senere står Anders Samuelsen på et kursuscenter et sted i Mols Bjerge og lytter. Lytter til de medlemmer, der blev hængende gennem mandefald og vælgerflugt. Lytter til de nytilkomne, der stødte til, da partiet blev til Liberal Alliance. Og lytter til diskussionerne om "friheden" og om "ansvaret", der udspiller sig i et hjørne af Fuglsøcentret, der til lejligheden er døbt "Speakers Corner".

Stilen er afslappet, det er klip-klappere og kondisko, både hos MF'er og menige medlemmer. Alle lader op til lørdag, hvor landsmødet for alvor går i gang. Men allerede fredag står en ting klart; det bliver ikke begravelsesstemningen, der får lov at dominere. I alle kroge diskuteres topskat, brugerbetaling, partistrategi og ikke mindst: Hvordan skaffer man flere stemmer?

Den gode tale
"Jeg har taget to taler med. En kort og en lang tale. Hvilken en vil I høre?".

Spørgsmålet lød fra talerstolen, efter landsformand Leif Mikkelsen lørdag formiddag officielt havde åbnet landsmødet. Den velmenende taler mimede bevidst den berømte scene fra Thomas Vinterbergs "Festen". Men omvendt fiktionen valgte de tilhørende at høre "den gode tale". Det var den korte.

Og lørdag blev virkelig "de gode talers" dag. Jo jo, meningsmålingerne så ikke så gode ud, men troen på projektet var glødende og enigheden stor. Der blev knap nok taget tilløb til de spædeste kritiske indlæg mod partitoppen. Et enkelt arrigt tilråb fra salen. Sædvanlig utålmodighed med dirigenten. Og småuenigheder om den organisatoriske praksis. Det var alt.

Til gengæld blev enhver lejlighed brugt til at rose partiets folketingsgruppe, Anders Samuelsen og Villum Christensen, for deres loyalitet, flittighed og engagement.

DF er hovedfjenden
Da Anders Samuelsen selv indtog scenen, var det med en tale, der resten af dagen blev fremhævet som flot og inspirerende. Samuelsen solgte med opsmøgede ærmer og konferenceklare power points ideen om et ægte liberalt parti med klare holdninger, klare budskaber og et klart nyt projekt.

Og hvad er så det nye projekt?

For det først en tilbagevenden til det oprindelige opgør med Dansk Folkeparti, for det andet et opgør med "velfærdsformynderiet" og "regelbureaukratiet" og for det tredje reformlyst og fremskridt.

Samuelsen tegnede et klart billede: Liberal Alliance står på fremskridtets side, modsat de reformangste S, SF, V, K og DF, der konsekvent blev omtalt som "de fem forenede Socialdemokratier".

Samuelsen langede altså ud efter alle de andre politiske partier i Danmark! Alligevel efterlod han ingen tvivl om, hvem der er hovedfjenden:

"Vi stemmer gerne på Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister efter næste valg, men hvis det igen er Pia Kjærsgaard (DF), der skriver regeringsgrundlaget, så står vi af."

Den dårlige tale
Det blev altså "de gode talers" landsmøde - et udpræget optimistisk foretagende. Men hvad lurede under overfladen? Hvad kunne der have stået i "den dårlige tale", der aldrig blev holdt?

Ja, der kunne have stået, at Liberal Alliance i den sidste meningsmåling fra Gallup fik sølle 0,3 procent af vælgernes opbakning.

Der kunne have stået, at medlemmerne står sammen om en løst defineret liberalisme, uden at være enige om et reelt politisk projekt.

Der kunne have stået, at partiet lige havde stemt Cherif El-Ayouti ind i hovedbestyrelsen. En mand der for få år siden uden held forsøgte at melde sig ind i Dansk Folkeparti.

Og endelig kunne der have stået, at partiets ledelse er ved kunne skimte skriften på væggen.

Der havde været rigeligt med stof til den "dårlige tale".

Men den tale kom aldrig. Landsmødet sluttede lørdag nat, da mørket havde sænket sig over Mols Bjerge og de sidste festramte liberalister var lusket til køjs.

Tilbage stod Anders Samuelsens lidet pessimistiske budskab til de fremmødte medlemmer:

"Fremad mod nye solbeskinnede højder".