Egoistiske socialister

KLUMME: - Det er en kedelig mode, dansk politik har fået med enkeltpolitikere, der skifter parti efter personlige karrierebehov, skriver Altinget.dks chefredaktør.
Rasmus Nielsen

Af Rasmus Nielsen
Chefredaktør, Altinget.dk

HVOR DF UVENTET blev en solid støtte til Fogh-æraen, er SF næsten lige så uventet blevet en belastning for Thornings og Socialdemokraternes regerings-projekt. Det ville være bedst for det røde regerings-alternativ til Løkkes blå, at treparti-regeringen blev slanket til to.

Det har vist sig strategisk forkert af Socialdemokraternes formand at satse så entydigt på at løfte sig på en S-SF-alliance frem for det historisk mere velprøvede SR-samarbejde, som nu igen udgør omdrejningspunktet i en dansk regering. 

SF har altid været mere til uforpligtende debat end forpligtende lovgivning. SF's rolle var at formidle synspunkter, der var anderledes end hos de partier, der lovgav og tog ansvar for samfundets udvikling. Og SF'ere var i den forbindelse særligt glade for deres ekstra plads i Informations læserbrevsspalte og i diverse folkelige bevægelser mod atomkraft, krig, europæisk union mv. 

Lugten af egoistiske socialister breder sig. At man sætter sin person over den fælles ideologi.

Rasmus Nielsen
Chefredaktør

Det var på dette debatgrundlag, at politikere som bl.a. Jesper Petersen og Emilie Turunen blev folkesocialister. De vidste, hvad de gik ind til som oppositionspolitikere: Angreb på magthaverne fra venstre. Og udsigt til et liv uden for landets normale flertal.

AT EN POLITISK ordfører som Jesper Petersen skifter parti, er uhørt. Så meget for det parti, der har skabt sønderjyden et nationalt navn. Den 31-årige bachelor i statskundskab var formand for SFU 2004-06 og medlem af SF's forretningsudvalg 2006-08. I 2007 kom den sympatiske, kommunikationsstærke og fagligt respekterede politiker i Folketinget for fra 2011 at blive politisk ordfører. Jesper Petersen kunne være blevet en glimrende SF-formand. 

Han begrunder sit vælger- og partisvigt, hvor 4.340 vælgere i Sydjylland/Sønderborg ellers i 2011 betroede ham deres stemme, sådan: ”Jeg er kommet til den konklusion, at Socialdemokraterne er partiet, der evner at tage ansvar og lederskab for at fremtidssikre et solidarisk velfærdssamfund.”  Jamen, sådan har det jo altid været med Socialdemokratiet. Partiet, der på godt og ondt har taget hovedansvaret for den nuværende samfundsmodel med lighed, stor offentlig sektor, høje skatter og afgifter og mange regler.

Hvorfor dette pludselige behov for at tage ansvar, når man i bund og grund kommer fra et parti med rod i debatkulturen? Lugten af egoistiske socialister breder sig. At man sætter sin person over den fælles ideologi.

Læg nu også mærke til, hvem det er, der svigter SF. Det er jo ikke ministre som Astrid Krag eller Villy Søvndal, der havde været nødt til at forlade regeringen, hvis de skiftede parti. Det er personer, der kan skifte parti uden at blive umiddelbart straffet på tegnebogen. Jesper Petersen fortsætter frem til valget i Folketinget. Emilie Turunen fortsætter i Europa-Parlamentet indtil næste sommer.

HVAD SKER DER så med deres politiske karrierer? Man kan forestille sig, at de frafaldne SF-profiler vil forsøge at fortsætte karrieren i S, som det lykkedes Christine Antorini. Se nu bare, hvad Emilie Turunen siger til Altinget.dk: ”Det er ikke afgjort, om jeg stiller op til folketingsvalget. Jeg er trådt ind i Socialdemokraterne fuldstændig uden nogen forudgående aftaler. Og så må vi se, hvad der kan komme.”

Men det bliver uhyre svært, ikke mindst fordi S selv er i tilbagegang. Partiet står til at miste yderligere ni mandater, hvis der var valg nu. Så alle de mangeårige socialdemokrater, der har slidt sig op gennem DSU, fagbevægelsen, og hvor de nu ellers har tjent, er allerede i forhøjet alarmberedskab i arbejdet med at holde de gamle SF'ere væk fra de gode kredse hos liste A. Der bliver brug for spin og beskidte metoder. Det bliver blodbad bag facaden – og foran tv-skærmen.

DET ER EN kedelig mode, dansk politik har fået med enkeltpolitikere, der skifter parti efter personlige karrierebehov. Avisen Kommunen opgjorde forleden, at næsten seks procent af landets byrådsmedlemmer har forladt det parti, de blev valgt for i 2009 - svarende til 137 folkevalgte. Uha. Det burde professionelle politikere på Christiansborg holde sig alt for gode til. 

Lad det holde op. Partiforeninger, vrag de afhoppere fra gamle partier, der byder sig til som kandidater. Og vælgere, gør jer umage for at stemme personligt på kandidater, der virkelig har vist, at de vil deres parti. Hvis det da bliver muligt? For vi har vel ikke set de sidste afhoppere fra SF?

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Petersen

Udenrigs- og udviklingsordfører (S), formand for Folketingets Skatteudvalg, fhv. minister
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2007)

Emilie Turunen

Direktør, Nykredit Leasing, i bestyrelsen for EKF Danmarks Eksportkredit, fhv. MEP (S og SF)
BA i socialvidenskab og arbejdslivsstudier (RUC 2009), Master of Science i europæisk politisk økonomi (LSE, London 2015), Executive education (INSEAD), Bestyrelsesarbejde i finansielle virksomheder, bank og realkredit (CBS Bestyrelsesuddannelse)

0:000:00