I 1990'erne har vi i Danmark set mange opgør med fortiden. Først og fremmest er venstrefløjen blevet konfronteret med de forbrydelser mod menneskeheden, som blev gjort i socialismens navn under de kommunistiske regimer.

Men man er også begyndt at interessere sig for Danmarks rolle under Anden Verdenskrig. For eksempel udkom bogen "Under hagekors og Dannebrog" i 1998, der giver en grundig beskrivelse af danske frivillige i Waffen SS og deres deltagelse i krigen på østfronten.

Mere eller mindre saglighed
Opgørene har været mere eller mindre saglige. Nogle har været udmærkede historiske undersøgelser, mens andre har udmøntet sig i hetz, der har ramt tilfældige enkeltpersoner. For eksempel fik en embedsmand og tidligere medlem af DKP lov at sidde isolationsfængslet i måneder, og da alle anklager mod ham faldt til jorden, var han psykisk nedbrudt.

Disse opgør med fortiden er af politikere ofte blevet brugt til at miskreditere modstandere, og her er det grelleste eksempel Søren Krarups og Dansk Folkepartis opgør med loven om flygtninge fra 1983.

Fogh gjorde op med fortiden
Senest har statminister Anders Fogh Rasmussen dette efterår "gjort op" med samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig i et forsøg på at forsvare den danske deltagelse i Den Anden Golfkrig.

Historikere har siden påpeget, at Venstre var et meget tyskvenligt parti under Anden Verdenskrig, der arbejdede for at give deres vælgere, landmændene, størst mulig gevinst af eksporten af fødevarer til Nazi-Tyskland. Således krævede Venstre så sent som august 1943 dødsstraf indført for sabotagehandlinger.

Venstre var et meget tyskvenligt parti under Anden Verdenskrig, der arbejdede for at give deres vælgere, landmændene, størst mulig gevinst af eksporten af fødevarer til Nazi-Tyskland. Således krævede Venstre så sent som august 1943 dødsstraf indført for sabotagehandlinger.

Niels Gjern Johansen
Folketingskandidat

Da Anders Fogh aldrig har været ked af at slå Enhedslisten og SF i hovedet med danske kommunisters forbindelser til Sovjet i 30'erne, så rammer al kritikken ham lige nakken. Hvis venstrefløjen skal stå til ansvar for dens støtte til Stalin i 30'erne, skal Venstre også angre deres velvilje overfor Hitler i 40'erne. Den slags selvmål kan man jo så grine lidt ad, men det har nu ikke stoppet andre i at forsøge at ramme modstandere ved at grave i fortiden.

Millioner til Bent Jensen
Under efterårets finanslovsforhandlinger forsøgte Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti at målrette 4 millioner kroner til historikeren Bent Jensen ved at give dem til Syddansk Universitet til forskning i den kolde krig. Langballe har helt åbenlyst udtrykt ønske om, at få en rapport der kritiserer den danske fodnotepolitik i 80'erne, og den skal Bent Jensen levere. Dette er lykkedes ved at mistænkeliggøre to igangværende forskningsprojekter og ved at gå udenom Forskningsrådet, som normalt fordeler penge til forskning.

Jeg mener det er en uskik med alle disse opgør, der bruges politisk. Historien skal beskrives så grundigt som muligt i den hensigt, at vi skal lære af den, og ikke for at politikere kan lægge gift ud for hinanden.

Måske er det også derfor, ingen har talt om den vigtigste årsag til Danmarks pacifistiske neutralitetspolitik i 30'erne, der havde bred opbakning i Folketinget og befolkningen, og som førte til samarbejdspolitikken under besættelsen: Første Verdenskrig.

Hvem kan bebrejde, at ledere og befolkninger i Europas demokratiske lande var skrækslagne ved tanken om en ny storkrig og ville ofre alt for at bevare freden? I mange år efter Første Verdenskrig var det helt utænkeligt, at Europa nogensinde skulle opleve krige igen, men Anden Verdenskrig kom alligevel, værre end første.

Tænk, hvis man i dag kunne hævde, at de demokratiske lande selv var med til at fremprovokere en ny storkrig og kun havde sig selv at takke for ødelæggelser og millioner af døde? Det er måske det vanskeligste at acceptere ved historien: At man ikke kan opnå fuld klarhed og aldrig med fuld ret kan tillade sig at dømme og frikende.