Kamplysten DF'er på vej frem

PORTRÆT: Formanden for Dansk Folkepartis Ungdom, Anders Primdahl Vistisen, anses for et af partiets unge talenter. Han står med gode chancer for at blive valgt til Folketinget eller Europa-Parlamentet, og han kan lide at slås.

DFU-formand Anders Vistisen er ukendt i den store offentlighed. Men flere mener, han har potentiale til at blive en af næste generations toppolitikere.
DFU-formand Anders Vistisen er ukendt i den store offentlighed. Men flere mener, han har potentiale til at blive en af næste generations toppolitikere.Foto: Pressefoto
Lasse LangeErik Holstein

Kliplev. 2002 eller 2003. Dansk Folkepartis Ungdom holder sommerstævne med udflugter til Dybbøl Mølle og den dansk-tyske grænse om dagen og lejrbål og fri bar om aftenen, og en kejtet teenagedreng fra Vridstrup ved Skive tropper op og bruger det meste af stævnet på at duellere med daværende næstformand Morten Messerschmidt og formand Kenneth Kristensen Berth. På ord, altså.

Den cirka 14-årige teenagedreng hedder Anders Primdahl Vistisen. Han har meldt sig ind i Dansk Folkeparti få måneder forinden, og en hel nat sidder han ved lejrbålet og diskuterer med Morten Messerschmidt. Den uvorne proselyt modsiger den relativt etablerede Messerschmidt i alle spørgsmål og opfører sig i det hele taget så provokerende, at han, ifølge Kenneth Kristensen Berth, gør Messerschmidt rasende.

Anders Primdahl Vistisen går endda så langt, at han truer med at eksludere både formand Berth og næstformand Messerschmidt den dag, han selv får magten i organisationen.

Hverken Messerschmidt eller Berth så dengang det store lys i knøsen. Vistisen er dog siden kommet efter det, er de to enige om. Han var en, man bemærkede, men ikke nødvendigvis en, man tænkte kunne udvikle sig, som han har gjort, erindrer Morten Messerschmidt, der i dag sidder i Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti.

Fakta

Anders Primdahl Vistisen
Født 12. november 1987. Opvokset i Vridsted ved Skive.

2013-: Spidskandidat i Region Midtjylland og nr. 2  i Randers Kommune

2012-: Juridisk assistent ved EFD-gruppen i Europa-Parlamentet

2012-: Landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom

2012: Cand.jur., Aarhus Universitet

2010-: Folketingskandidat i Randers Syd-kredsen

2010-: Medlem af regionsrådet i Region Midtjylland

2008-2011: Medlem af DFU's hovedbestyrelse, i perioden 2009-2011 tillige næstformand

2006: International handelsskoleeksamen, Skive Handelsskole

2002-: Medlem af Dansk Folkepartis Ungdom

Anders Primdahl Vistisen er i dag 25 år gammel, formand for Dansk Folkepartis Ungdom, og han spås en stor fremtid i moderpartiet. Morten Messerschmidt og Kenneth Kristensen Berth siger, at de begyndte at se potentialet hos Anders Vistisen for omkring fem-syv år siden, og partifæller, der kender Anders Vistisen, kalder ham i dag for hårdtarbejdende, fagligt dygtig, veltalende, vedholdende og måske en kende konfrontatorisk.

Politisk kæmper
I årene efter sommerstævnet i Kliplev er Vistisen og Messerschmidt ofte oppe at toppes. Kenneth Kristensen Berth husker, hvordan Messerschmidt og Vistisen af og til står i hver sin ende af et lokale og råber af hinanden, mens formanden sidder i midten og forsøger at holde fred.

"Jeg så det som det som en slags had-kærligheds-forhold. Anders virkede socialt ganske usikker, hvilket han håndterede ved at opsøge nogle slagsmål og være meget provokerende. Usikkerheden er forsvundet som dug for solen, men han er stadigvæk mere provokerende end det modsatte. Han kan godt lide politisk kamp. Og så må man også sige, at han har et temperament, der nogle gange kan spille ham et pus," siger Kenneth Kristensen Berth.

At Anders Vistisen har et temperament, står han ved. Og mens Messerschmidt siger, at han ikke mindes nogen større slagsmål mellem de to, husker Vistisen kampene, hvor den dengang små-socialdemokratiske Anders Vistisen og den mere liberale Morten Messerschmidt kunne være ved at "bide hovedet af hinanden" over sådan noget som en eventuel privatisering af el-nettet og de offentlige teatre. Temperamentet har han lært at kontrollere, siger Anders Vistisen, men han kan stadig gå til den, når der skal udkæmpes politiske slag.

"Jeg tror, at det var Ninn-Hansen, der sagde: ‘Man ikke skal bære nag i politik. Man skal huske, hvad de hedder'," siger Anders Vistisen.

En af de ikke-DF'ere, Anders Vistisen har nået at slås med i løbet af sit indtil videre korte liv i voksen-politik, er socialdemokraten Bent Hansen, der er formand for Danske Regioner og for regionsrådet i Region Midtjylland, hvor Vistisen har siddet siden regionsrådsvalget i 2009.

Socialdemokraten kalder Anders Vistisen for "en yderliggående demagog, der er meget lidt resultatorienteret, og som har meget svært ved at finde en demokratisk måde at diskutere på".

Om Bent Hansen bærer nag over for Anders Vistisen skal lades stå usagt. Men regionsrådsformanden hårde skudsmål hænger måske sammen med, at Anders Vistisen i et læserbrev har sammenlignet Bent Hansen med den fallerede bykonge Peter Brixtofte. Vistisen siger selv, at Bent Hansen er "meget magtfuld og arrogant" og at Brixtofte-referencen skyldes, at Bent Hansen har brugt regionens penge til at promovere sig selv. Men han erkender også, at han "som ungdomspolitiker måske anvender en lidt friere tone".

En fri tone
En fri tone lægger Vistisen i hvertfald for dagen, da han taler ved Dansk Folkepartis årsmøde i Herning tidligere på måneden. DFU-formandens talegaver gjorde angiveligt allerede indtryk på forsamlingen, da han talte ved årsmødet sidste år, og i et forsøg på at overgå sig selv har DFU-formanden denne gang arrangeret et større sceneshow om de demografiske udfordringer i udviklingslande som Egypten.

Undervejs i showet hælder han blandt andet godt 1.300 såkaldte Leca-sten, der skal symbolisere Egyptens 130 millioner indbyggere, i en gennemsigtig affaldssæk.

Det er ikke fordi han vil smide de egyptiske børn i skraldespanden, siger DFU-formanden fra scenen. Men han kunne simpelthen ikke finde andre beholdere i den rette størrelse, fastholder han, og krydrer det med en bemærkning om, at "de støver åbenbart - men de bor jo også i ørkenen".

I samme åndedrat foreslår han, at Danmark sætter den direkte udviklingsbistand ned til nul kroner, så vi ikke understøtter "befolkningseksplosionen" i den tredje verden.

Både forestillingen og det konkrete forslag vækker forargelse hos politiske modstandere.

Slægt af arbejdere og landmænd
Det er svært at blive helt klog på, hvor Anders Vistisen står politisk. Socialdemokraten Bent Hansen mener, at ungdomsformandens årsmødetale er med til at understrege, at Anders Vistisen hører til langt ude på højrefløjen. Selv siger Vistisen, at han ikke er en del af Dansk Folkepartis højrefløj.

Vistisen peger på, at han er ven med det dansk-tyrkiske Venstre-ægtepar Fatma Øktem og Bünyamin Simsek, der bor i et "ligusterfascistisk område omgivet af danskere" og opfører sig på en måde, som Vistisen gerne ser, at flere indvandrere gør. Han har "ikke noget imod stormoskeer, hvis de falder ind i det omliggende samfund og alene bliver brugt til at bede i" og ikke til "radikalisering støttet af lande som Iran og Saudi Arabien".

Vistisen vil ikke svare på, om han mener, at der er for mange muslimer i Danmark, men siger:  

"Det ville være et problem, hvis man var fortsat med en stor, eksplosiv udvikling i den muslimske indvandring. Jeg mener ikke, at det antal indvandrere, der kom hertil i 00'erne, var et problem. Det skyldes blandt andet, at en stor del af dem har været studerende og veluddannede mennesker, der er kommet for at arbejde."

Anders Vistisens slægt er delt mellem socialdemokratiske arbejdere og landmænd, der har stemt på Venstre, og han mener, at for mange i dag giver op for let, at kontanthjælpsreformen var god, og at dagpengereformen overordnet set var god.

Hans mærkesager er EU og retspolitik. Ifølge Vistisen skal mordere som udgangspunkt have livstid uden prøveløsladelse, ukomplicerede voldtægter skal straffes hårdere, kriminelle og utilpassede unge have det ringere på institutionerne, fængselsvæsenet skal fokusere mere på straf og mindre på rehabilitering, og der skal etableres et ungdomsretsligt system for de 12-18-årige.

På vej frem
Sine holdninger til EU-spørgsmål vil ungdomsformanden måske få lejlighed til at udbasunere i forbindelse med næste års valg til Europa-Parlamentet, hvor han meget vel kan blive opstillet på Dansk Folkepartis liste. Det ventes, at Kristian Thulesen Dahl og Morten Messerschmidt vil have det sidste ord i den sag, og i hvert fald Messerschmidt synes klar til at støtte Vistisen, der for øjeblikket arbejder for Messerschmidt og dennes EFD-gruppe i Parlamentet.

Dansk Folkeparti fik to medlemmer valgt ind ved det seneste parlamentsvalg i 2009. Denne gang er Messerschmidt indtil videre eneste DF-kandidat, og bliver Vistisen opstillet, vil han formentlig have gode muligheder for at tage et eventuelt andet DF-mandat. I 2009 gik DF's mandat nummer to til Anna Rosbach, men hun har siden forladt partiet.

Men selv hvis det ikke lykkes Anders Vistisen at blive valgt til Europa-Parlament, har han gode muligheder for snart at kunne kalde sig fuldtidspolitiker. Tidens gode DF-meningsmålinger betyder nemlig, at Anders Vistisen i den seneste Risbjerg-prognose for Altinget.dk står til måske at blive valgt til Folketinget i Randers Syd-kredsen, hvor han har været opstillet siden 2010.

Allerede i dag sidder Anders Vistisen i Dansk Folkepartis hovedbestyrelse, som der er tradition for, at DFU-formænd gør det. Her har han gjort en god figur, mener tidligere formand, Pia Kjærsgaard. I starten var han godt nok meget tillukket, men han er vokset med opgaven, siger Kjærsgaard.

Selv er Anders Vistisen også fint tilfreds:
"I hvertfald har jeg ikke truet med at eksludere Kristian Thulesen Dahl."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Vistisen

Spidskandidat til Europa-Parlamentet (DF), MEP (DF)
cand.jur. (Aarhus Uni. 2013)

0:000:00