Liberal Alliance skal undgå den tredje istid

Netop de to partier konkurrerer med Liberal Alliance om de vælgere, der ligger længst til højre i den økonomiske politik, og ikke mindst den konservative nedsmeltning åbnede en motorvej for LA. Siden valget er det især Venstre, der har overtaget rollen som ufrivillig leverandør af vælgere til Vanopslagh; omkring 50.000 stemmer viser en ny analyse af professor Kasper Møller Hansen for Altinget.

Dermed ikke sagt, at LA bare har fået det hele forærende. For hvis man skal være i stand til at opsamle flygtninge fra andre partier, skal man fremstå som et troværdigt alternativ. Her lykkedes det i løbet af tre år for Vanopslagh at få ryddet op i den rygende ruin, han overtog og få lagt afstand til partiets fiasko-stempel.  

LA-lederen har på flere områder banet vejen for, at vælgerne igen ville kigge hans vej.

Flere varer på hylderne

På det politiske plan har han udvidet sortimentet. 

Vanopslaghs nye udgave af LA har basis i en mere grundlæggende fortælling, som partiets "Du kan selv"-kampagne i valgkampen var billedet på. Et modbillede til offerfortællingen, et modfortælling der primært skal appellere til den store gruppe af unge, som ikke føler sig svage eller ramt af mistrivsel. 

LA-lederen har også adskillige gange konfronteret et emne som bureaukrati i det offentlige. Vanopslagh har fermt taget fat i nogle af de erfaringer, man havde under coronaepidemien i sundhedsvæsnet, hvor man af ren nød var tvunget til at se bort fra faggrænser og reducere antallet af møder og registreringer til et minimum. Til medarbejdernes store tilfredshed. 

"Hvorfor laver vi ikke et forsøg i sundhedsvæsnet, hvor vi giver dem lov til at køre videre på den måde – og hvis medarbejderne efter et par år tigger og beder om at få bureaukrati, møder og registreringer tilbage, jamen så får de det," som Vanopslagh polemisk og effektivt formulerede det i en folketingsdebat med Mette Frederiksen (S).    

Lars Seier-segmentet
Tidligere var LA's fokus helt entydigt på skattelettelser, primært topskattelettelser. Det var Lars Seier-segmentet, der blev appelleret til.

Store skattelettelser er stadig en del af partiets politik, men emnet er kraftigt nedtonet. Vanopslagh lagde på landsmødet bemærkelsesværdig afstand til rigmanden og sponsoren Lars Seier, der ifølge den tidligere LA'er Simon Emil Ammitzbøll-Billes beskrivelse nærmest havde købt sig et parti.

"Det vil aldrig kunne komme til at ske hos os," lød det lørdag fra Vanopslagh.    

Pragmatisme over ultimatummer

På det taktiske og strategiske plan er der skruet ned for vildskaben. Det er helt slut med ultimative krav efterfulgt af ynkelige tilbagetog. Alex Vanopslagh gør meget ud af at anlægge en über-pragmatisk linje.

Det gælder i forhold til resterne af blå blok, hvor Vanopslagh er den partileder, der er mindst polemisk over for konkurrenterne. Han forsøger at skabe et blåt alternativ på længere sigt, og selv over for "forræderne" i Venstre er LA-lederen behersket.

Jo, selvfølgelig er han da "skuffet over Venstre", men han vil storsindet tage imod Venstre "med åbne arme, den dag de besinder sig". 

Ja, selv Moderaterne får forsonende ord med på vejen, for LA-lederen er realistisk nok til at indse, at Lars Løkkes (M) nye konstruktion formodentlig skal med om bord, hvis han skal gøre sig håb om et blåt flertal efter næste valg.

Pragmatismen giver sig også udtryk i en bemærkelsesværdig afdæmpet kritik af SVM-regeringen. Der uddeles rutinemæssige slag med krabasken, men Vanopslagh signalerer igen og igen, at LA skam er "et indflydelsesparti" snarere end et protestparti. Mandaterne skal bruges aktivt de næste tre-fire år, og LA vil gerne med i diverse forlig. 

Der er en vis politisk logisk i den pragmatiske holdning over for regeringen, for med Mette Frederiksens højredrejning på den fordelingspolitiske aks er afstanden til LA's reformdagsorden mindsket betydeligt, men det er alligevel en overraskende behersket attitude til en socialdemokratisk ledet regering.

Stjernestatus

Endelige er der den personlige faktor.

Vanopslagh er helt igennem en fremragende retoriker. Han har vist det i mange folketingsdebatter, og han formår at få det ud over rampen i letforståelige statements på de sociale medier.

Han forlener sine knivskarpe synspunkter med en god portion humor og selvironi. Det er en særligt vigtig egenskab, når man står i spidsen for et fløjparti med yderliggående synspunkter.

Her kan man let komme til at virke fanatisk, det så man til tider med forgængeren Anders Samuelsen, men den fælde undgår Vanopslagh normalt. Og det er meget sværere, end det lyder.

Alex Vanopslagh gør meget ud af at anlægge en über-pragmatisk linje.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Superbrand

LA-lederen kan roligt være stolt over partiets genrejsning, men alle fortjenesterne til trods, er der ingen garanti for, at det ikke går galt igen. At partiet ikke endnu engang går fra en succeshistorie til en eksistenskrise.

Det skete kort efter partiets stiftelse tilbage i maj 2007, hvor Ny Alliance (som LA dengang hed) på et år gik fra omkring 12 procent i meningsmålingerne til godt 1 procent. Og det skete efter succesvalget i 2015, hvor Anders Samuelsen triumferende kunne høste 7,5 procent af stemmerne for ved næste valg at se partiet reduceret til en tredjedel og selv tumle ud af Folketinget.

Partiet falder ikke endnu engang på absurde ultimative krav, men der er andre farer.   

LA er akkurat lige så afhængig af Vanopslagh, som Moderaterne er af Løkke eller Danmarksdemokraterne af Støjberg, og det giver i sig selv en sårbarhed. Vanopslagh slap utrolig heldigt fra sin pinlige boligsag, men hvad hvis der kommer endnu en sag, der belaster ham? Det er langtfra sikkert, at teflonbelægningen kan blive ved at holde. 

Eller hvad hvis presset igen bliver for stort? Vanopslagh er kommet smukt igen efter sin stressmelding, og meget tyder på, at han har lært at håndtere livet som partileder. Men succesen har ofte en bagside, og der kan let komme en frygt for at miste den enorme popularitet igen. Som det ser ud lige nu, er der absolut ingen mulig erstatning for Vanopslagh.

LA's første nedsmeltning bundede i politiske modsætninger. De tre stiftere havde i realiteten hver deres formål med at danne partiet, og det førte til konstant uenighed om taktik og strategi. Det sker ikke igen på samme måde, men også i LA findes forskellige strømninger.

Der er ret langt fra Ole Birk Olesens ultra-liberalisme til den nyudnævnte EP-kandidat Henrik Dahls mere nationalkonservative, anti-woke linje. Det giver forskellige holdninger til en række spørgsmål, ikke mindst dele af udlændingepolitikken.

Sandflugtsvælgere

Endelig bør selve hastigheden i LA's eksplosive opstigning mod tinderne give anledning til en vis bekymring. Der er ikke tale om rodfæstede kernevælgere, tværtimod består to tredjedele af de vælgere, LA fik ved valget af de berygtede sandflugtvælgere. Vælgere der fyger med vinden, alt efter hvor de politiske storme raser. Det er vælgere, der lynhurtigt kan forsvinde igen.

LA vil aldrig komme til at stille med den borgerlige statsministerkandidat, dertil er partiets politik for højredrejet på den økonomiske akse, så her vil bolden ende hos V og K. Så hvad sker om et par år, hvis Venstre har forladt regeringen, og både V og K har fået nye ledere, der kan løfte deres partier fra det nuværende, surrealistisk lave niveau? Er LA så pludselig nede i nærheden af spærregrænsen igen?  

Liberal Alliance  forsøger at lære af fortidens fejl, og man satser på en stærkere forankring af partiets organisation. Måske vil det lykkes at holde fast i vælgerne i tredje forsøg, men indtil videre mangler LA at bevise, at partiet kan være en magtfaktor ved en mere normal konkurrencesituation.