Løkke er væk – men Ellemann arver hans dilemma

ANALYSE: Venstre og den sandsynligvis kommende formand Jakob Ellemann-Jensen står over for to veje, hvoraf ingen af dem åbenlyst fører hurtigt til frem til regeringskontorerne på Slotsholmen.

Endnu er Jakob Ellemann-Jensen blot kandidat til formandsposten i Venstre. Men ingen kan være i tvivl om, at det ekstraordinære landsmøde 21. september bliver én lang kroning af ham.

Spændingen lige nu handler om, hvem der bliver hans næstformand, og måske især, om Lars Løkke Rasmussen dukker op for at tage afsked med sit parti.

Endnu har støvet efter hans dramatiske exit som formand ikke lagt sig, og hans åbenlyse vrede, frustration og skuffelse over sit parti er stadig in mente. Og mens støvet altså danser i luften, er der alt mulig grund til for partiets kommende formand at nærstudere forgængerens kurs.

For da Løkke Rasmussen grundstødte, var det mere end bare historien om en af dansk politisk mest machiavelliske figurers endeligt. Det er også historien om en strategi, der er løbet tør for asfalt.

Løkke og velfærden
De politiske nekrologer om Løkke Rasmussen har fokuseret på magtmenneskets fald. Men om 20 år vil han blive husket for at være den Venstreformand, -minister og -statsminister, der mest ihærdigt forsøgte at remplacere Socialdemokratiet som velfærdssamfundets arkitekt og dermed som det naturlige førstevalg til Statsministeriet. Og for ikke – slet ikke i sin egen epoke – at lykkes med det.

Projektet om at gøre Venstre til det 21. århundredes velfærdsparti blev sat på overskrift af Anders Fogh Rasmussen i de første år, efter han overtog ledelsesansvaret i Venstre i 1998. Han gjorde det mest af strategisk nødvendighed; hvis man opgav den borgerlige modstand mod velfærdsstaten, kunne man annullere Socialdemokratiets styrke i fordelingspolitikken, og så kunne Venstre (endelig) vinde valg på værdipolitikken.

I valget mellem ideologisk identitet og magt valgte Fogh magten.

Men for Løkke Rasmussen var idéen om Venstre som den store velfærdsarkitekt hjerteblod. Det stemte overens med hans politiske talent og med hans livsforløb, hvor han med velfærdssamfundets hjælp var gået fra den lavere middelklasse til samfundets top. Sådan blev det ham, der forsøgte at gøre Foghs overskrift til politisk virkelighed.

Først som sundheds- og indenrigsminister, siden som finansminister og endelig som statsminister. Han ombrød det administrative landkort med kommunalreformen, og med dagpengereformen og udfasningen af efterlønnen ændrede han dramatisk på balancerne i flexicuritysystemet.

SV-forslaget var et stunt, men et logisk stunt
Venstrefløjen kritiserede ham for at ødelægge velfærdssamfundet. Selv argumenterede han for, at reformerne af velfærden skulle redde den. Når han kiggede på verden, så han en global økonomi, hvor nye aktører i Asien, Afrika og Sydamerika kunne løbe med væksten og velstanden.

Men han så også, hvordan velfærdssamfundet med den rigtige gearing – en stor, omstillingsparat, veluddannet, teknologisk kompetent og sund arbejdsstyrke – kunne bruge globaliseringen til sin egen fordel. Velfærd førte til vækst, der førte til velfærd. Det var ikke en tilfældighed, at Bjarne Corydon – eksfinansminister og nu chefredaktør på Børsen – var den sidste tilbageblevne af Løkkes støtter blandt kommentatorerne under og efter FV19.

Og selvom Løkke Rasmussens forslag om en SV-regering under netop FV19 var et stunt, var det ikke mere et stunt, end at det sådan set bare var at tage skridtet fuldt ud for et Venstre, der siden 1998 har haft det som strategi at kunne levere samme velfærd som Socialdemokratiet.

Kan Venstre vinde uden udlændingepolitikken?
Problemet for denne udgave af Venstre er ikke kun, at det af historiske grunde er meget svært at fortrænge Socialdemokratiet fra positionen som velfærdsstatens garant.

Og det er heller ikke kun, at Venstre fra 2001 over 2005 til 2007 og igen i 2015 aldrig har vundet folketingsvalg uden udlændingepolitikken som drivende motor og derfor mistede et helt afgørende kort, da Socialdemokratiet med Mette Frederiksens formandskab meldte sig ind på den udlændingepolitiske strammerfløj.

Problemet er også, at Løkke Rasmussens grundlæggende optimistiske syn på globaliseringen – hvis den blev håndteret rigtigt – ikke længere er fælles gods. Det er et syn på politik, der blev undfanget i kølvandet på 1989 og Murens Fald og var tværpolitisk delt fra centrum-venstre til centrum-højre op gennem 1990'erne.

Men i dag er den dominerende diskurs om den globaliserede fremtid, ikke bare i Danmark, men i hele Vesten, præget af ængstelighed og skepsis. Vælgerne søger i dag politikere, der vil bruge (velfærds-) statens magt til at værne dem imod en fremtid med migration, klimaforandringer, grænseløs arbejdskraft, finanskapitalismens udsving og teknologisk disruption af arbejdsmarkedet.

Det er en diskurs, som Mette Frederiksen – der i ret dystre toner har talt om det splittede danske samfund og om den syge kapitalisme – meget dygtigt placerede sig selv og Socialdemokratiet i ved FV19.

Hvor længe kan Venstre vente?
I det landskab, der står tilbage efter FV19, befinder den kommende formand for Venstre sig derfor konfronteret med det dilemma, man fandt sig i efter FV98: ideologi eller magt? Men med den vigtige fodnote, at magtvejen fra nullerne og tierne er løbet tør for asfalt.

Indtil videre har Ellemann-Jensen signaleret, at han vælger ideologien. ”Jeg vil gerne samle den blå familie og stille mig i spidsen for det,” som han siger til Jyllands-Posten, hvor han også understreger, at Venstre har ”brug for at søge tilbage og mærke efter, hvilke mennesker vi repræsenterer, og hvad vi er rundet af.”

Spørgsmålet er bare, om de grundlæggende præmisser er ret meget anderledes end dengang i 1998, hvor analysen var, at man ganske vist kunne blive et stort parti, optænde ungdommen og tænke nye borgerlig-liberale tanker, men aldrig krydse den forkætrede tærskel til regeringskontorerne, hvis man stod på ideologien.

I den forstand kan godt forstå, at Ellemann, som han siger, "håber, at valgkampen ligger lidt ude i horisonten."

Sådan bliver det vigtigste spørgsmål måske ikke, hvorvidt Løkke dukker op til landsmødet, eller om Inger Støjberg bliver næstformand.

Det bliver snarere, hvor stor tålmodigheden egentlig er i et Venstre, der siden 2001 har opfattet det at sidde på statsministerposten som reglen snarere end undtagelsen. 

Forrige artikel Mette Frederiksen har et stærkt udgangspunkt Mette Frederiksen har et stærkt udgangspunkt Næste artikel Thulesen skal overbevise et frustreret bagland Thulesen skal overbevise et frustreret bagland