Mette Frederiksen har udvisket Socialdemokratiets profil

Derfor kæmper partierne mere og mere indædt for egne mærkesager og aftryk, men når dørene går op og regeringens interne forhandlinger bliver til lovforslag, så er de enkelte partiers profil udvisket. Så er det regeringen, der taler. Det har været Venstres afgørende problem, men er i den grad også nu blevet Socialdemokratiets.

De eneste, der har lidt glæde af, at alle skarpe hjørner er slebet af, er Moderaterne, som er skabt på en fortælling om at samle hen over midten og forene politiske modsætning.

Det var denne ide, Mette Frederiksen gjorde til virkelighed for et år siden. Tanken lød smuk, men hvis man fjerner al spin og i stedet holder sig til meningsmålingerne, så har stort set hver tredje, der stemte på Socialdemokratiet for kun et år siden, ikke købt ideen.

Med en opbakning på kun 20 procent er fortællingen om Mette Frederiksen som den ubestrideligt stærke leder udfordret, også internt

Poul Madsen

Socialdemokratiet er meget tæt på at krydse en skelsættende nedre grænse på under 20 procent. Og nedefra buldrer SF frem. Det giver mindelser om det, der skete forud for, at Helle Thorning-Schmidt (S) dannede regering i 2011, hvor SF med en Villy Søvndal, der nærmest kunne gå på vandet, var på vej til at overhale Socialdemokratiet i meningsmålingerne.

Jeg er klar over, at den eneste måling, der for alvor tæller, er valgresultatet. Derfor gentager regeringen også i en uendelighed, at når vi når frem til valgdagen, vil alle kunne se, hvor meget denne regering har fået gennemført.

Men det er efterhånden mere et urealistisk håb end en mulighed.

Tænk nu, hvis det eneste, folk husker på valgdagen, er store bededag? Det er til gengæld et realistisk scenarie.

Regeringens dårlige målinger er kun blevet endnu værre siden den fatale beslutning om at afskaffe store bededag som fridag. Og afskaffelsen svier hårdere og klæber sig langt mere til Socialdemokratiet end Venstre og Moderaterne, ikke mindst fordi Mette Frederiksen så markant og stædigt fastholdt beslutningen, selvom hendes traditionelle bagland i fagbevægelsen var meget stærkt imod.

Derfor handler den socialdemokratiske nedtur også meget om Mette Frederiksens egen person. Hun har hidtil været socialdemokratiets stærkeste kort, og selvom hun skiller vandene og fremkalder meget stærke negative følelser hos nogen, så har hun alligevel blandt flertallet været set som den ubestrideligt stærke leder og statsminister.

Men med en opbakning på kun 20 procent er den fortælling udfordret – også internt. Hidtil har alle lydigt rettet ind, men hvor længe bliver det ved? For det at være partileder handler også om at lede andre, og at få alle til at blive bedre.

Den socialdemokratiske folketingsgruppe virker, som om den er lagt i benlås med mundkurv og bind for øjnene og kun bliver vækket, når medlemmerne skal rose Mette Frederiksen eller regeringen

Poul Madsen

Sådan er det åbenlyst ikke i Socialdemokratiet. Topstyringen er "gået amok", siger mange socialdemokrater, når vi taler udenfor referat.

I Socialdemokratiet er der tradition for at holde kritikken internt, men når nogen så endelig siger noget, er det ofte et udtryk for, at vedkommende føler sig ganske sikker på ikke at være alene. Derfor er det værd at lytte til partiets 'sidste rustbanker', Bjarne Laustsen.

I Rasmus Prehns nye portrætbog siger Laustsen, at "hvis folketingsmedlemmer bare skal sidde og vente på, at der kommer besked på deres iPhone om, hvad de nu skal mene, poste på de sociale medier eller rose Mette Frederiksen for, så giver det på sigt afmagt, frustration og nogle af de magtkampe, vi oplevede i 90'erne".

Afmagten har allerede sneget sig ind. Kendte profiler med både ministererfaring og vælgertække har været tavse siden sidste valg. Har du eksempelvis hørt nye initiativer fra Rasmus Stoklund, Jesper Petersen, Astrid Krag, Benny Engelbrecht, Simon Kollerup eller Ida Auken for bare at nævne nogen? De er forsvundet ud i glemslen sammen med de 33 andre menige socialdemokratiske folketingsmedlemmer.

Den socialdemokratiske folketingsgruppe virker, som om den er lagt i benlås med mundkurv og bind for øjnene og kun bliver vækket, når medlemmerne skal rose Mette Frederiksen eller regeringen. Ingen tør tilsyneladende tale den magtfulde statsminister og hendes nærmeste topfolk imod, og ingen formulerer egne initiativer eller politiske prøveballoner.

Det er spild af talent og ualmindelig dårlig ledelse. Hvis Socialdemokratiet havde været en virksomhed, ville chefen for længst være skiftet ud.

Samtidig har partitoppen med Mette Frederiksen og chefideolog Kaare Dybvad Bek efter min mening kastet sig ind i den forkerte værdidiskussion. De har begge dundret mod alle der kan, men ikke vil arbejde fuldtid. Det underminerer vores velfærdssamfund, siger de.

Hvis Socialdemokratiet havde været en virksomhed, ville chefen for længst være skiftet ud

Poul Madsen

Deres bagvedliggende analyse har uden tvivl været, at kun privilegerede danskere reelt har et valg om at arbejde mindre. Og de er de få. De mange er dem, der slider og slæber for at få hverdagen til at hænge sammen med fuldtidsarbejde og børn, der skal hentes og bringes til børnehaver og fritidsaktiviteter, uden mulighed for at gå ned i tid.  

Men jeg tror, socialdemokraterne på dette område har forregnet sig, på samme måde som de forregnede sig omkring Store Bededag.

Jeg hører aldrig nogen, der har børn, sige de gerne vil arbejde mere. De drømmer om et mere fleksibelt arbejdsliv, og disse drømme burde Socialdemokratiet tage alvorligt i stedet for at udskamme mennesker, der gør deres drømme til virkelighed

I min verden hænger Socialdemokratiets problemer sammen: De er i den forkerte regering, der udvisker partiets resultater, Mette Frederiksen er blevet for selvrådende, og partiet har valgt den forkerte værdidebat.

Derfor vælger mange, der ellers gerne ville stemme på Socialdemokratiet, partiet fra, fordi de ikke mere kan kende partiet.