Politikerne skal genfinde modet til at prioritere klart i politik

Enhedslistens genindtrådte medlem af Folketinget, Pelle Dragsted, sagde det indlysende og forfriskende klart i sin takketale, da han for nylig fik Altingets kommunikationspris Ting-prisen. 

Der er ikke noget af det, politikere ynder at sige er ”bedst for Danmark”, der bare er godt for alle. Der er altid nogle, det ikke er godt for. Men det siger partierne bare ikke så højt, og ofte er medierne også noget træge i det. 

Takketalen var endda ikke forberedt, for Dragsted regnede ikke med at vinde i den skarpe konkurrence. Desto mere tankevækkende er ordene. 

For Dragsted har ret, og det ved alle i virkeligheden godt. 

Han efterlyste udfordring af den dyne af midterkonsensus, han mener, har lagt sig over dansk politik. Her synes alle enige om, at ”noget” er bedst for Danmark. Uden at stå åbent ved, at det politiske tiltag, der er godt for nogle, i reglen er skidt for nogle andre. Og han vil udfordre præmissen om, at noget skal laves om og hvordan – uden at nogen grundlæggende har spurgt, om der overhovedet skal laves noget om. 

Det er for bekvemt bare at affeje Dragsteds analyse med, at han er fra den yderste venstrefløj, og derude synes de altid, at der er nogle, det er meget synd for. 

For ikke mange dage siden bragte Altinget et længere interview med Venstres Morten Dahlin, der efter at være valgt første gang i 2019, blev genvalgt ved valget 1. november. Han vurderer klogt, at den borgerlige lejrs fortælling, også Venstres, kom pinagtigt til kort over for Socialdemokratiets og Mette Frederiksens effektive fortælling om krise og tryghed, folk og fællesskab.  

Når man i politik vælger noget til, vælger man også noget andet fra. Det er som med ønskerne til jul. Man får sjældent det hele

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

Den unge Venstreløve vil politikudvikle og sagde blandt andet, at man skal fravriste socialdemokraterne det øjeblikkelige patent på fællesskab. For der er forskel på et liberalt og et socialistisk fællesskab. For selv om et fællesskab ikke er rødt, kan det jo godt være et godt fællesskab, mener Dahlin. 

Ligesom Dragsted har han indlysende ret. Det handler i virkeligheden om, hvilket fællesskab, man er mest stemt for. 

Og i sin grundlæggende samfundsindretning er liberalismen bare en del anderledes end socialismens model, men begge de aldrende ideologier har et samfundsmæssigt fællesskab til fælles – det er præmisserne for og tilgangen til fællesskabet, der er væsensforskellig. 

Det har bare været svært at se i årtier. Find forskellene frem, fortæl dem, og stå ved det! Der er en vej. Og en anden vej. 

Fremtiden kommer til at fordre prioriteringer, for kriserne står i kø. Og et stort mod til at kommunikere disse prioriteringer. For når man i politik vælger noget til, vælger man også noget andet fra. Det er som med ønskerne til jul. Man får sjældent det hele. Der er en prioritering. Noget er vigtigere end noget andet. 

Det er jo desværre let at sige i politik – og det er da også blevet sagt og sagt og sagt. Men hvad ér det så, der er vigtigere? Hvem er vigtigere? Hvorfor? 

Jeg kan hilse og sige, at det kan koste vælgere at prioritere. 

Bare se den besynderlige diskussion før og under valgkampen om, hvilke offentligt ansatte, der skal have mere i løn. Der var stort politisk fokus på sygeplejerskerne. De havde sjovt nok, af om ikke de præcis samme politikere, så dog af politikere, ved overenskomstslagsmålet sidste år fået et honninghjerte og en bar røv at trutte i. Nu blev de stillet for tre milliarder kroner cool cash i udsigt.