Lisbeth Knudsen: Regeringstoppens roadshow er som at sætte et børneplaster på en temmelig alvorlig skade

Råber kommunerne og regionerne ikke altid på flere penge, fordi det er svært at tage de hårde prioriteringer tæt på borgerne? Jo, formentlig er der en sandhed i det. Men det er i høj grad også her, at opdriften i borgernes forventninger til det offentlige servicesamfund og velfærden mærkes meget direkte.  

Og det er her, kommunernes frirum til at flytte rundt på posterne i budgettet er blevet mindre og mindre på grund af nye lovkrav, rammer og retningslinjer. 

Det er her, forældrene har stigende krav til standarder og individuel behandling i dagpleje og skoler. Det er her, de pårørende til beboere på plejehjem og ældrecentre har stigende forventninger til omsorgen for deres kære, og det er her, børns mistrivsel og det specialiserede socialområde med voksende udgiftspres skal håndteres. Og det er her, det pressede sundhedsvæsen skaber dyb utryghed og bekymring hos danskerne.  

Situationen taler sit tydelige sprog, når man ser på udviklingen i den private velfærd og forsikringsvelfærden. Når vi ikke har tillid til, at det offentlige leverer den rigtige kvalitet til den ønskede tid, så vælger flere og flere private løsninger, og vi forsikrer os i stigende omfang til at kunne komme forrest i køen til sundhedsbehandlinger eller til en ekstra service i hjemmeplejen.

Det, regeringen har skabt for sig selv, er et eklatant kommunikations-clash mellem milliarder ekstra i statskassen og så dybe sparescenerier i mange kommuner og regioner.

Lisbeth Knudsen

Det vil sige: De, der har råd til det, vælger de løsninger. En sund balance mellem offentlig og privat velfærd kan være ganske nyttig, men tipper balancen, så vi mister vi fællesskabet om finansieringen over skatten af kernevelfærden til alle. Så mister vores samfund noget meget centralt.

Det, der efterspørges fra regeringen derude i virkeligheden, er en ærlig forventningsafstemning.

Og det, regeringen har skabt for sig selv, er i stedet et eklatant kommunikations-clash mellem milliarder ekstra i statskassen og en "bomstærk" økonomi og så dybe sparescenerier i mange kommuner og regioner, som berører ældre, skoler, dagpleje, social- og sundhedsindsatser, offentlig transport, kulturliv og nødvendige anlægsprojekter. 

Både statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har flere gange taget tilløb til at tale om, at vores velfærdsmodel er udfordret, og at der skal tænkes nye tanker.  

Min erfaring fra borgermøder og samtaler med lokale politikere og offentligt ansatte er, at den erkendelse er til stede, og den kendsgerning er i øvrigt ikke svær at dokumentere med hårde fakta.  

Alle kan se, at kombinationen af ændret borgeradfærd, stigende forventninger til, hvad det offentlige skal tage sig af, stigende udgiftspres båret af nye opgaver, manglende arbejdskraft og stigende ulighed udfordrer vores velfærdsmodel. 

Når jeg taler med offentligt ansatte ledere og medarbejdere stiller flere af dem spørgsmålet, om den nuværende velfærdsmodel faktisk tager hånd om de svageste, som vi altid har lovprist, at vi gør det i Danmark. Eller om den mere tager hånd om det brede vælgerflertals interesser.  

Rigtigt mange offentlige ledere i kommune- og regionsland sidder i en skruestik mellem det økonomiske pres oppefra og borgerpresset nedefra. Frisætning bliver ikke en mirakelkur, der løser op for det pres, selv om der sikkert ligger god motivation i større metodefrihed til at udøve ledelsen.  

I stedet for at regering, kommuner og regioner kaster de økonomiske aber rundt mellem hinanden, så ville det have fornuften for sig, hvis man gik sammen om at tegne et reelt fælles billede af, hvad det er for trusler og udfordringer, potentialer og muligheder, der vil være for udviklingen af næste version af vores danske velfærd.  

Når regeringen engang i efteråret kommer med sin 2030-plan, må man håbe, at den vil tegne et ærligt billede af, hvad det er for perspektiver og forandringer af velfærdsmodellen, vi kommer til at se ind i de kommende år.