Ugen i dansk politik: Samrådsmaraton og en undskyldning fra regeringen

I løbet af ugen skal en række af regeringens ministre i samrådskrydsild. Regeringen siger undskyld til tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen, og Radikale runder af med landsmøde i Nyborg. Få et overblik over den politiske uge her.

Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil overbringer på vegne af regeringen en undskyldning til de borgere, der tidligere har været anbragt i sær- og åndssvageforsorgen. 
Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil overbringer på vegne af regeringen en undskyldning til de borgere, der tidligere har været anbragt i sær- og åndssvageforsorgen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Sebastian Vidkjær Stone

En ny uge i dansk politik står for døren.

Programmet er pakket og byder på alt fra en officiel undskyldning på vegne af den danske stat, landsmøde hos Radikale, en bunke samråd på Christiansborg og et møde i Spanien, der kan blive afgørende for Margrethe Vestagers fremtid.  

Altinget giver dig her overblikket over ugen i dansk politik. 

Mandag

  • Ugen bliver skudt i gang med en officiel undskyldning fra regeringen til de borgere, der tidligere har været anbragt i sær- og åndssvageforsorgen. Det bliver social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der giver undskyldningen, og det foregår fra 13.00 til 15.00 på Comwell i Horsens. 
  • Klokken 11.00 vil Robusthedskommissionen med Søren Brostrøm i spidsen præsentere deres anbefalinger og bud på, hvordan sundhedsvæsenet kan tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft.
  • Uddannelses- og Forskningsministeriet uddeler deres årlige undervisningspris. Kronprinsesse Mary forestår uddelingen. 
  • Det er også en stor uge for EU-systemet, hvor ugen lanceres i Strasbourg med Europa-Parlamentets plenarsamling, der løber til torsdag. Samtidig med plenarsamlingen præsenterer EU-Kommissionen sin sommerprognose, hvor den økonomiske udvikling i Unionen bliver præsenteret. 
  • Vores skandinaviske naboer fra Norge skal til stemmeurnerne. Der er nemlig kommunestyre- og fylketingsvalg, hvor der skal vælges repræsentanter til Norges 356 kommuner og 11 såkaldte fylker. 

Tirsdag

  • Der bliver tryk på samrådslokalerne på Christiansborg i løbet af ugen, hvor tirsdagen starter med åbent samråd om forebyggelse af drab og vold mod personale i psykiatrien med indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).
  • Andetsteds på Christiansborg er udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) kaldt i samråd om regeringens holdning til EU's nye asyl- og migrationsaftale, der blev vedtaget i juni. 
  • Endeligt skal ministeren for udviklingssamarbejde, Dan Jørgensen (S), svare på, hvordan regeringen vil opfylde aftalen om at give 0,7 procent af BNI til udviklingsbistand. 
  • Folketingets Erhvervsudvalg rejser til Tel Aviv i Israel, hvor iværksætteri står på dagsorden. Udvalgets rejse er en del af forberedelserne frem mod regeringens iværksætterudspil, der skal forhandles i løbet af efteråret. 
  • Tirsdag er også store gruppemødedag på Christiansborg. Konservative, Moderaterne, Radikale og Socialdemokratiet samler tropperne. 

Onsdag 

  • Dagen begynder på den helt store klinge, når EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, afholder sin fjerde såkaldte State of the Union-tale, hvor hun vil gøre status på det forgangne år og præsentere prioriteterne i det kommende. Det er potentielt sidste gang, at von der Leyen afholder sin tilstandstale. Der er nemlig valg til Europa-Parlamentet i 2024. 
  • Alternativet afholder i løbet af dagen deres sommergruppemøde, hvor der er indkaldt til pressemøde i Bibliotekshaven klokken 11.00. 
  • Onsdagen følger i tirsdagens fodspor med åbne samråd. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe (S) er kaldt i samråd om regeringens planer om at ændre seniorpensionsordningen. 
  • Der er sandsynlighed for, at to ministre mødes i gangene på Christiansborg onsdag, da også skatteminister Jeppe Bruus (S) er kaldt i samråd om de forsinkede ejendomsvurderinger. 
  • På Christiansborg afholder Red Barnet en konference om sårbare børn og unge med et særligt fokus på deres digitale liv. Oplæg fra unge, organisationer og forskere er på programmet, hvor også digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) deltager. 
  • Regeringstoppens danmarksturné fortsætter. I Randers vil Anders Breinholt sætte scenen for Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Lars Løkke Rasmussen (V) under overskriften 'Sammen om et bedre Danmark'. Bussen ruller dagen efter videre mod Kolding og Slagelse.

Torsdag

  • Kaare Dybvad Bek skal endnu en gang indfinde sig i et åbent samråd. Denne gang om udviste kriminelle tredjelandsborgere. Han slår to fluer med ét smæk, da han også skal i åbent samråd om en model for, hvordan individuelle samtaler kan blive en del af ansøgningen om statsborgerskab. 

Fredag

  • Folketingets epidemiudvalg træder sammen, hvor indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde vil gennemgå stigninger i covid-19 smitte. 
  • I Santiago de Compostela mødes EU's økonomi- og finansministre, og det er ikke, fordi de sammen har gået Caminoen. I stedet mødes de til uformelle drøftelser om Unionens økonomiske dagsordener. Her ventes de også at drøfte, hvem der fremover skal lede Den Europæiske Investeringsbank. Et job, som danske Margrethe Vestager officielt har rakt ud efter.

Lørdag 

  • Sæsonen for politiske landsmøder bliver sparket i gang i Nyborg, hvor Radikale traditionen tro afholder deres landsmøde. Partiets politiske leder, Martin Lidegaard, holder tale i løbet af lørdagen. 

Søndag

  • Selvom den seneste tid har budt på godt vejr i Danmark, så rejser Miljø- og Fødevareudvalget mod varmere himmelstrøg og nærmere bestemt Sicilien. Udvalget skal blandt andet blive klogere på nationalparker og implementeringen af EU's fælles landbrugspolitik.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Rosenkrantz-Theil

Social- og boligminister, MF (S)
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

Sophie Løhde

Indenrigs- og sundhedsminister, MF (V)
HA (kom.) (CBS 2007)

Kaare Dybvad Bek

Udlændinge- og integrationsminister, MF (S)
cand.scient. i geografi og geoinformatik (Københavns Uni. 2012)

0:000:00