Ugen i dansk politik: Nye Borgerlige og Konservative vælger nye formænd

Både Konservative og Nye Borgerlige holder ekstraordinære landsmøder, hvor det vigtigste punkt på dagsordenen vil være valg af ny formand. Folketinget skal desuden stemme om sanktioner mod Israel og frakendelse af statsborgerskab ved personfarlig kriminalitet.

Efter Søren Papes bortgang er Mona Juul valgt som politisk leder for Konservative af partiets folketingsgruppe. Denne uge stiller hun op uden modkandidat til posten som partiformand.
Efter Søren Papes bortgang er Mona Juul valgt som politisk leder for Konservative af partiets folketingsgruppe. Denne uge stiller hun op uden modkandidat til posten som partiformand.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Martha Nybroe

Det bliver en uge med tryk på stemmeurnerne i to partier, når både Nye Borgerlige og Konservative skal vælge nye formænd på ekstraordinære landsmøder. 

For regeringstoppen byder ugen desuden på internationalt besøg, når den tidligere amerikanske vicepræsident Mike Pence og Ungarns økonomiminister Yulia Svyrydenko slår vejen forbi Danmark. 

Altinget guider dig gennem ugen i dansk politik.

Mandag

  • Klokken 09.00 mødes statsrevisorerne. De skal blandt andet behandle sager om statslige myndigheders it-sikkerhed og kræftpatienters ventetid.
  • Klokken 10.30 afholder Dansk Industri konferencen 'Ukraine Investment Forum'. Her vil blandt andet erhvervsminister Morten Bødskov (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) diskutere mulige dansk-ukrainske erhvervssamarbejder med Ukraines økonomiminister Yulia Svyrydenko.
  • Klokken 13.00 er endnu en international topfigur at finde på dansk jord, når Donald Trumps tidligere vicepræsident Mike Pence deltager i McKinsey og Børsens årlige topmøde for dansk erhvervsliv. Statsminister Mette Frederiksen lægger også vejen forbi mødet, der blandt andet vil fokusere på kunstig intelligens.
  • Klokken 14.00 vil Tænketanken Europa sammen med Belgiens ambassade i Danmark sætte fokus på de mulige udvidelser af EU, hvor EU's 27 medlemsstater kan få selskab af op til 9 nye lande. Konferencen gæstes af seniorforsker ved Institut de sciences politiques Louvain-Europe, Professor Virginie Van Ingelgom, samt af en række danske medlemmer af Europa-Parlamentet.
  • Klokken 14.30 afrundes en dag i det internationale tegn, når Lars Løkke får besøg af Ungarns udenrigsminister Peter Szijjártó.

Læs også

Tirsdag

  • Klokken 13.00 er der møde i folketingssalen. Politikerne vil tage stilling til den grønlandske kriminallov om love vedrørende digitale krænkelser og voldtægt. Derudover er en række forslag vedrørende sanktioner i Israel-Palæstina-konflikten til afstemning.  
  • Klokken 13.00 holder Transportudvalget sammen med DI Transport en åben høring, der skal lægge grundlaget for at få brugerne tilbage i den kollektive transport. 
  • Klokken 15.30 er social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) for anden gang i samråd om de danske adoptioner, hvor der denne gang vil være fokus på adoptioner fra Sydkorea. Det første samråd blev afholdt for to uger siden.
  • Klokken 20.00 samles de tilbageværende medlemmer af det kriseramte Nye Borgerlige til ekstraordinært årsmøde. Medlemmerne skal i første omgang tage stilling til, om partiet skal følge opfordringen fra tidligere partiformand Pernille Vermunds om at opløse sig selv. Hvis medlemmerne ønsker at holde live i deres parti, skal de i et kampvalg om formandsposten, hvor blandt andet tidligere DF-profil Martin Henriksen har meldt sit kandidatur. 
  • Hele dagen vil der i øvrigt være flag på busser og i gadebilledet, når dronning Margrethe fejrer sin 84-årsfødselsdag.

Onsdag

  • Klokken 09.00 vil Folketingets Sundhedsudvalg holde høring om hvordan sundhedsvæsenet bedre kan hjælpe kvinder, der oplever hormonelle forstyrrelser i overgangsalderen.
  • Klokken 13.00 er der spørgetid til regeringens ministre i folketingssalen. 

Torsdag

  • Klokken 10.00 stemmer Folketingets politikere om nye lovsforslag i folketingssalen, blandt andet en række forslag der relatere sig til udlændinge- og integrationsområdet. Det gælder blandt andet frakendelse af statsborgerskab ved personfarlig kriminalitet og mere fleksible regler for permanent opholdstilladelse til unge under uddannelse. 
  • Klokken 10.15 er børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i samråd indkaldt af Børne- og Undervisningsudvalget om opgivelsen af kravet om minimumsnormeringer på dagtilbudsområdet. 
  • Klokken 17.00 tager ungdommen ordet, når Demokratisk Talentlab afholder debat i Ungdommens Demokratihus i København. Emnet er hvordan flere unge kan træne ind i samfundets magtrum og gøre deres mening gældende.

Fredag

  • Klokken 09.00 er kronprins Christian og dronning Margrethes årpenge til afstemning i Folketinget. Det sker under et møde i Folketingssalen, hvor også statsministeren redegørelse om rigsfællesskabet 2024 skal til forhandling. 

Lørdag

  • Lørdag holder Coop landsrådsmøde, hvor de 126 medlemmer af Coops Landsråd skal vælge en ny formand for foreningsdelen, Coop Amba. Her er tidligere politisk ordfører for Enhedslisten, Pernille Skipper, blevet indstillet af et enigt indstillingsudvalg. 

Søndag

  • Klokken 10.00 skal Konservative officielt vælge ny partiformand. Det sker ved et ekstraordinært landsmøde i Herning, hvor folketingsmedlem og nyudnævnte politisk leder Mona Juul stiller op uden modkandidat.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024