Karina Lorentzen Dehnhardt
 svarer 
Nick Hækkerup

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) spørger justitsministeren, Nick Hækkerup, om hvorvidt der med lovforslaget er en øvre grænse for, hvor lang tid/mange gange, man vil kunne få forlænget en retskendelse

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 103, Spørgsmål 1
Vil ministeren oplyse, hvorvidt der med lovforslaget er en øvre grænse for, hvor lang tid/ mange gange, man vil kunne få forlænget en retskendelse, eller om politiet – teoretisk set og herunder med gentagne ansøgninger om retskendelser – vil kunne opretholde overtagelse af tv-overvågning i flere måneder?

Svar fra tirsdag den 28. april 2020
Overtagelse af tv-overvågning efter den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 791 e, stk. 3, sker efter rettens kendelse. Retten anfører i kendelsen det område, som indgrebet angår, og fastsætter det tidsrum, inden for hvilket indgrebet kan foretages. Tidsrummet kan alene forlænges ved rettens kendelse.

Tidsrummet skal – i overensstemmelse med almindelige principper om proportionalitet – være så kort som muligt. Medmindre helt særlige omstændigheder gør sig gældende, vil der som udgangspunkt ikke være grundlag for at fastsætte et længere tidsrum end 48 timer.

Det vil bero på en konkret vurdering, hvornår der foreligger sådanne helt særlige omstændigheder, at der kan fastsættes et længere tidsrum end 48 timer. Det vil dog efter Justitsministeriets opfattelse f.eks. kunne være tilfældet, hvis det allerede på tidspunktet, hvor kendelsen indhentes, står klart, at den væsentlige forøgede risiko, der begrunder indgrebet, vil bestå i en given periode, som er længere end 48 timer.

Det klare udgangspunkt vil dog være, at retten – hvis der vurderes at være behov for at overtage tv-overvågning i mere end 48 timer – vil skulle have sagen forelagt på ny med henblik på at der, hvis betingelserne fortsat vurderes at være opfyldt, kan udstedes en ny retskendelse.

Der er således ikke en absolut grænse for, hvor lang tid politiets overtagelse af tv-overvågning efter den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 791 e, stk. 3, kan vare. Det bemærkes hertil, at det er Justitsministeriets vurdering, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at fastsætte en absolut tidsgrænse, idet vil stride imod indgrebets formål, hvis politiet f.eks. skulle stoppe overvågningen midt i forebyggelsen af et terrorangreb, fordi tidsgrænsen for overvågningen var nået.

0:000:00