5 A’er: Ny debatbog falder på et tørt sted og er pligtlæsning for alle med en holdning til socialpolitik

Relationel velfærd

Det gennemgående tema i bogen handler om, at vi i langt højere grad bør have relationen som omdrejningspunkt, hvis vi ønsker forandringer på socialområdet.

Helle Øbo præsenterer i den forbindelse begrebet 'relationel velfærd'.

Udgangspunktet for relationel velfærd er ifølge Helle Øbo ”(…) et menneskesyn, hvor mennesker kan og vil engagere sig i deres eget liv, hvis de bliver mødt som et medmenneske, og en antagelse om, at man skal forstå mennesker i en kontekst. Det kræver i praksis, at man giver medarbejdere frihed til at opbygge autentiske relationer med de mennesker, de skal hjælpe”.

Igennem hele bogen bruger Helle Øbo et større samarbejde med Århus Kommune Familiecenter som eksempel på, hvordan man kan arbejde med at ændre systemets møde med vores mest udsatte borgere, og hvordan indførelsen af den relationelle velfærd kan måles på både de involverede familier, medarbejdertrivsel og kommunens økonomi.

Den relationelle velfærd kommer eksempelvis til udtryk, når en borger ved selvsamme familiecenter udtaler til citat om sagsbehandleren, at ”jeg har slet ikke følt, at jeg er blevet mødt af et system. Hun var bare der. Her efter jul sendte hun en sms om, hvordan julen har været, og at jeg skulle sige til, hvis vi havde brug for et eller andet. Jeg bliver mødt ligeværdigt, og det har jeg aldrig prøvet før.”

Mere skal der åbenbart ikke til.

Relationer får unge i job

Men det bliver svært, når socialrådgivere ifølge bogen i dag bruger 82 procent af arbejdstiden på dokumentation af deres arbejde. 82 procent. Det svarer til 45 til 50 minutter af hver time.

Det er dermed interessant at få et indblik i det store potentiale, som bliver forløst, når man giver den enkelte medarbejder plads og tid til at dyrke relationerne til borgerne i det sociale arbejde og på den baggrund lave nogle løsninger, som passer til lige præcis den borger.

I den forbindelse peger Helle Øbo også på det store potentiale i en større inddragelse af civilsamfundet, end det er tilfældet i dag.

Denne anmelder faldt selv over et eksempel herpå i form af et jobcenter i Esbjerg, som på utraditionel vis har været i stand til at få flere af kommunens udsatte unge i job eller i gang med en uddannelse.

Det er sket ved etableringen af det alternative jobcenter ’Vindmøllen’, som er målrettet unge i alderen 16 til 27 år, og hvor man i stedet for den sædvanlige sagsbehandling og pisk har indført et fast program med madlavning, brætspil, oplæg og et tættere samarbejde med det lokale civilsamfund.

Det har ført til, at mens der var knap 1.000 unge i Esbjerg Kommunen, som hverken var i job eller under uddannelse ved etableringen af centeret i 2020, så er tallet i dag nede på 800 personer.

Altså er 29 procent af de unge kommet i job mod kun 17 procent igennem det kommunale jobcenter.

Centeret har derfor allerede tjent sig selv hjem på grund af besparelserne til de sociale ydelser, som de unge ellers ville have haft udsigt til.

Det er i sin essens den relationelle velfærd, som Helle Øbo i høj grad advokerer for i bogen.

Vi kan spare mange milliarder

Helle Øbo peger lidt overraskende på, at det i virkeligheden ikke handler om at tilføre flere ressourcer, hvilket ellers ville have været undertegnedes – og mange andres – automatreaktion, når vi taler om socialområdet.

Bogen bør blive læst af politikere og kommunale medarbejdere, leder og private aktører, som møder borgerne i det daglige.

Tarek Ziad Hussein
Direktør, Dfunk

Hun peger derimod på, at vi bliver nødt til at bruge pengene langt klogere, end vi gør i dag.

Hvis vi lykkedes med det, vil vi sågar kunne spare samfundsfinanserne for mange milliarder kroner. Helle Øbo nøjes dog ikke med flosklerne og kommer med flere bud på, hvordan vi kan blive langt bedre til at effektmåle eksisterende indsatser på socialområdet.

Det overraskede eksempelvis denne anmelder, at 54 procent af kommunerne kun i nogen eller mindre grad anvender effektmålinger til at udvikle sociale indsatser, mens 14 procent slet ikke laver effektmålinger.

Den enkelte medarbejder mod systemet 

Hvis man nu alligevel skal lede efter håret i suppen, så kunne jeg godt savne et lidt større fokus på det enkelte individs ansvar eller i virkeligheden muligheder for at navigere i førnævnte system.

Som samfund kan og bør vi behandle vores mest udsatte borgere med en langt højere grad af værdighed - Helle Øbos bog er et skridt i den retning.

Tarek Ziad Hussein
Direktør, Dfunk

Det gælder både den enkelte borger, men det gælder måske endnu vigtigere den enkelte medarbejder.

Jeg gør mig ingen illusioner om, at den respektive medarbejder i jobcenteret eller andre steder i kommunen skal gå op imod systemet.

Men hvad kan der forventes af den enkelte, indtil den dag hvor systemtænkningen træder i baggrunden og den relationelle velfærd bliver udgangspunktet for vores arbejde på socialområdet?

Alt i alt har Helle Øbo skrevet en fremragende bog, som bør være pligtlæsning for enhver politiker – folketingsmedlemmer såvel som lokale –, der beskæftiger sig med eller har en holdning til socialområdet.

Derudover kan og bør bogen også blive læst af de kommunale medarbejdere, leder og private aktører, som møder borgerne i det daglige.

Som et af verdens rigeste samfund kan og bør vi behandle vores mest udsatte borgere med en langt højere grad af værdighed, og i den forbindelse er Helle Øbos bog et første skridt i den retning.