Civilsamfundets ABC: W for Weimar-spøgelset

BOGSTAVELIGT TALT: Hvad er civilsamfundet? Anker Brink Lund og Gitte Meyer fra CBS Center for Civil Society Studies gennemgår civilsamfundet bogstav for bogstav. Vi er nået til W for Weimar-spøgelset.

Anker Brink Lund Gitte Meyer

Foreningsliv, fri debat og i det hele taget en høj grad af civil aktivitet betragtes af de fleste som karakteristiske for et demokratisk samfund. Men kan det blive for meget af det gode?

Det spørgsmål er samfundsforskere begyndt at stille på baggrund af nutidens populistiske og fundamentalistiske strømninger – som jo ikke kan siges at være båret frem af civil passivitet.

Skræmmeeksemplet er Weimar-republikken (1918-1933), hvis skæbne var at blive prolog til nazisternes magtovertagelse og en verdenskrig – og som var præget af omfattende foreningsliv.

Ifølge nogle teorier skulle sådan aktivitet – jo mere, des bedre – ubetinget være fremmende for et samfunds demokratiske liv, men samfundsforskeren Sheri Barman fra Barnard College i New York leverede allerede for tyve år siden stof til de forskere og andre, som i dag overvejer, om der måske skulle gydes lidt vand på forenings-euforien.

Et blomstrende civilsamfund
Med Berlin som centrum oplevede tyskerne op til og under Weimar-republikken en mangfoldighed af aktiviteter både af kulturel og politisk art. I kunsten blev der eksperimenteret med nye udtryksformer; seksuelle minoriteter trådte ud af skabet og ind i det offentlige rum; eksotiske helsebevægelser og naturdyrkere blomstrede; sangkor gav lyd fra hver en krog; idrætsforeningerne heppede og hoppede, så det var en lyst… Og politiske grupperinger ytrede sig frit lige fra det anarkistiske venstre til det fascistiske højre. Ikke kun i ord, men også med vold.

Fra frihed til totalitarisme
Problemet var ifølge Berman, at den heftige foreningsaktivitet ikke havde velfungerede politiske institutioner og strukturer – herunder partier – at spille sammen med. Folk flygtede i vidt omfang ind i foreningerne som alternativ til politisk aktivitet af ikke-radikal art. Ifølge hendes historiske analyser var der to fundamentale grunde til, at verdens dengang mest frie og selvorganiserede civilsamfund udartede i totalitær populisme og forfølgelse af anderledes tænkende.

Et autokratisk kejserrige
For det første manglede nationen sammenhængskraft. Efter Tysklands samling etableredes et autokratisk kejserrige, der brød sammen under første verdenskrig. Det efterlod et magtmæssigt tomrum, som vi i dag måske kan betegne som multikulturalisme: Rabiate grupper, ofte direkte anti-politiske, trivedes i lukkede ekkorum for ensartet tænkende og handlende uden vilje eller evne til at forbinde sig konstruktivt med omverdenen. Derved blev politik og kultur fraktioneret i en sådan grad, at intet politisk kompromis kunne samle flertal og skabe grundlag for en stabil statsdannelse.

Eliten trak sig
For det andet hverken ville eller kunne de etablerede partier tilpasse sig de nye republikanske forhold. De gamle parlamentarikere isolerede sig bag lukkede døre og anlagde en vi-alene-vide-holdning med et elitært præg.

På den baggrund kunne demagoger, herunder Adolf Hitler (1889-1945), tilbyde populistiske alternativer – og de kunne trække på frusterede, men velskolede aktivister fra underskoven af foreninger. Med base i sit nationalsocialistiske parti kom Hitler formelt set i første omgang legalt til magten. Den parlamentariske højrefløj foretrak ham frem for alternativerne til venstre. De demokratiske spilleregler banede så at sige vejen for deres egen afskaffelse.

Tabet af det samlende ideal
Kan det ske igen? Der kan i hvert fald drages paralleller til nutidens populisme og anti-politiske strømninger og til partipolitikkens vanskeligheder med at finde folkelig genklang og en globaliserings-grimasse, der kan passe – det hele forstærket af økonomisk usikkerhed og fremmedfrygt. Det kan godt gå galt igen, mener Sherman. Demokrati udvikler sig ikke lineært, så det hele bliver bedre og bedre dag for dag. Demokrati udvikler sig snarere cyklisk, og Europa befinder sig på et punkt, hvor der er alvorlig demokratisk utilfredshed, og særligt tabet af det socialdemokratiske som samlende ideal falder i øjnene.

Civilt engagement som svar på populismen
Ikke alle samfundsforskere accepterer Weimar-analogien. I en rapport udarbejdet for den engelske tænketank Chatham House argumenterer Matthew Goodwin således for, at situationen nu er en ganske anden, og at netop selvorganiserende metoder er den eneste måde at bevare demokratiet på. Han peger på civilt engagement og social integration som de afgørende svar på populisme og totalitær demagogi.

Tilbage til græsrødderne
Hvad angår det civile engagement, hviler der ifølge Goodwin et særligt ansvar på de politiske partier, der må kravle ud af deres elfenbenstårne og finde tilbage til græsrødderne, så borgerne igen får lyst til at deltage aktivt i politiske processer.

Men dette kan ikke overlades til det repræsentative demokrati alene. Kun ved at civilisere den multikulturelle uenighed i den offentlige rum, hvor modstridende synspunkter mødes og konfliktende interesser brydes, kan der skabes langsigtet sammenhængskraft. Og det er lettere sagt end gjort. Uanset om det drejer sig om Weimar, Washington eller Vesterbro.

 

Se også: Demokrati, Forening, Offentlighed og Republikanisme

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion