Civilt overblik: Påskefrokost med Paludan og de andre partyoriginaler

UGEREVY: Karmaoprør i Rasmus Paludans navn, utraditionel kunstfilantropi og et værested, der slap for undergangen. Det er nogle af de retter, vi stiller på dagens civile påskebord. 

Så skal silden svømme. Velkommen til det civile påskeparty. 
Så skal silden svømme. Velkommen til det civile påskeparty. Foto: Mick Anderson/Ritzau Scanpix
Carsten Terp Beck-Nilsson

Godmorgen, og velkommen tilbage til trædemøllen. Feriedagene er ovre, men fortvivl ikke: Vi har forberedt et delikat påskebord med lækkerier fra det civile påskekøkken til at forsøde din genkomst.

Der er lun bønnepostej, lækre linsedeller, speltkiks med hytteost og et bredt udvalg af nedfaldsfrugt til dessert, så du kan godt glæde dig.

Skulle du i øvrigt se noget passere forbi vinduet, så tag dig ikke af det: Det er bare påskeharen.

Lad os så få gang i påskelegene. Bikubenfonden lægger det første æg. Og selv om der ikke er tale om et Fabergé-æg, er vi ovre i det kunstneriske hjørne.  

I dag kan Altinget nemlig fortælle, at fonden har stiftet selskabet Skitse, der vil udvide det danske kunstmarked. Det skal ske ved at sælge skitser og testprint, som billedkunstnerne producerer under forberedelsen af store udstillinger.

Fondens columbusæg skal på samme tid forbedre kunstnernes vilkår og gøre unik kunst tilgængelig for flere mennesker – vel at mærke uden at udhule det etablerede kunstmarked, forklarer fondens direktør, Søren Kaare-Andersen, i denne artikel og fortsætter:

”Hvis det bliver en succes, kan det være, der er andre, der vil lave noget tilsvarende. For os er det vigtigste, at det bidrager til udviklingen af det kunstmarked, vi har.”

Og nu, vi er ved Bikubenfonden, så lad os lige få et lille Kinder-æg med. Bikubenfonden fusionerer nemlig med Kollegiefonden Bikuben, som ejer tre kollegier. Overskuddet på kollegiedriften skal fremover gå til uddelinger, skriver fonden i en pressemeddelelse.

Og så til en nyhed, der fortjener, at vi hæver snapseglassene: Værestedet Gang i Gaden på Vesterbro er reddet – i hvert fald for 2019.

Værestedet har i de seneste måneder taget utraditionelle metoder i brug for at sikre sin eksistens: først et aktiesalg, dernæst en social valgkamp og senest en lyttekampagne. Og indsatsen har båret frugt. Nu har påskeharen været forbi og lagt et æg til en million kroner. Det holder værestedet i live året ud.

”Næste slagsmål står ved budgetforhandlingerne. Med de penge, vi har fået nu, er værestedet blevet blåstemplet. Det er vigtigt, men der er stadig intet, der er givet,” siger Margrethe Wivel, forstander i den sociale organisation Settlementet.

Da overlevelseskampen blev skudt i gang, troede Margrethe Wivel ikke selv på, at det ville lykkes at redde værestedet.

”Vi havde kniven på struben, og vi kæmpede mod en dato. Vi var jo allerede blevet opsagt. Men salget af Vesterbroaktien gjorde, at vi kunne købe os en måned mere,” fortæller hun.

Jon Kiellberg fra bureauet Re-Mind var med inde over kampagnen. Han glæder sig over, at værestedet overlevede, men endnu mere over et andet resultat af kampagnen.

”At værestedet overlevede, er selvfølgelig en succeshistorie, men endnu mere væsentligt er det, at brugerne var med til at udvikle kampagnen, tog ejerskab og voksede. De følte, at de var værd at investere i,” siger han.

Vi holder lige en pause i påskefrokosten for at få plads til et meget omtalt civilt karmaoprør. I protest mod Rasmus Paludans koranafbrændinger har Nicolai Würtz fra Brønshøj startet en indsamling, der støtter Dansk Flygtningehjælps arbejde. På den måde kan man hjælpe Rasmus Paludan med at samle ind til integration, som han skriver på indsamlingssiden.

”Hver gang Rasmus Paludan tager ud for at stå på et vindblæst hjørne i Bagsværd, bliver han ramt af karma-princippet. Det er tanken i det," siger Nicolai Würtz til TV 2.

Indsamlingsresultatet har passeret 1,7 millioner kroner, og indsamlingen løber frem til 1. maj.

På Facebook takker Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Christian Friis Bach, for støtten og fortæller, at pengene skal bruges på at støtte fællesskaber, hvor flygtninge og frivillige danskere kan være sammen.

Og apropos indsamlinger har Facebook lagt et påskeæg til de civile organisationer. Facebook har indgået en aftale med brancheorganisationen Isobro, der gør det muligt igen at samle penge ind på verdens største sociale medie.

Indsamlingsknappen var blevet fjernet, fordi Folketinget ville af med illegale indsamlinger. Og Facebook var ikke selv i stand til at garantere indsamlingernes lødighed. Men med aftalen har medlemmerne af Isobro fået indsamlingsmuligheden tilbage.

For organisationer uden for Isobro har chokoladeægget dog en bitter smag. De er nemlig tvunget til at melde sig ind i brancheorganisationen, hvis de vil samle ind over Facebook.

”Det pålægger os en udgift til et medlemskab, som vi ikke har haft før. Og en lille forening som os skal altid overveje, hvad vi bruger vores penge på. For de penge, vi bruger på at blive medlem i en brancheforening, kan vi så ikke bruge på de børn, som vi primært er her for," siger Henrik Nørgaard, foreningskonsulent i foreningen Broen.

Den indvending afviser Isobro. Og det kan du læse i artiklen her

Intet påskebord uden skidne æg. I Civilstyrelsen nåede medarbejderne kun at løse halvdelen af de opgaver, der indgik i resultatkontrakten, skriver nyhedsbrevet Danmarks Fonde. Særligt skidt så det ud i fondskontoret, hvor medarbejderne havde fået ordre til at lade fondssagerne ligge og hjælpe med at holde bunkerne i ave på områder med større politisk bevågenhed.

Justitsminister Søren Pape er opmærksom på de lange sagsbehandlingstider i Civilstyrelsen og siger i en skriftlig kommentar til Danmarks Fonde, at kortere sagsbehandlingstider er en topprioritet for den nystartede direktør Lene Volke Roesen. Den artikel kan du læse her, hvis du abonnerer på Danmarks Fonde. 

Hov, der væltede formanden. Så må vi hellere stille snapsen væk.

Det er formanden for foreningen Roskilde Festival, der er faldet. Og når sandheden skal frem, var det faktisk deltagerne ved foreningens generalforsamling, der væltede ham – og det på trods af et rekordoverskud på 19,2 millioner kroner, skriver Roskilde Avis.

Lars Frelle-Petersen, som til daglig er direktør i DI, har overtaget formandsposten, fortæller avisen

Fra vores ophøjede position i det sociale udsigtstårn har vi med assistance fra de socialentreprenante helårsharer i Sociale Entreprenører i Danmark spottet hele fire internationale historier, som vi synes, du skal kende til.

Og vi starter med det globale marked for impactinvestering, der buldrer fremad og nu overstiger 500 milliarder dollars, skriver Pioneers Post. Det viser en ny rapport fra GIIN, Global Impact Investing Network, som estimerer markedet på baggrund af data fra mere 1.300 impactinvestorer verden over.

Nobelpristageren Muhammad Yunus har indgået et femårigt partnerskab med den franske bank BNP Paribas. Det skal resultere i en ny platform, der understøtter sociale virksomheder i at mindske det globale CO2-aftryk. Det kan du læse mere om her.

Og så til 17 ideer, der vil forandre verden. Det er Fast Company, som for tredje gang har afholdt World Changing Ideas Awards. En af vinderne var Aira for et sæt briller til blinde og svagtsynede. Brillerne er video-opkoblede til et callcenter, hvis medarbejdere guider den blinde bruger til at løse sin udfordring. Det – og de andre vindere – kan du læse mere om her.  

Er du mere til lyd, kan du stille ind på Cause Artist, som netop har lanceret en ny podcastserie om socialt entreprenørskab. Serien hedder Disruptors for Good, og du finder den her.

Hov, var det ikke et påskeæg, vi spottede i græsset dernede? Så er vi dem, der er ude af tårnet. Hvis du vil have flere nyheder om socialt entreprenørskab og den slags, må du selv grave dem frem hos Sociale Entreprenører i Danmark.

Her er fem korte nyheder, du får med i baglommen:

Nummer 1: Et nyt besøgscenter i Nationalparken Thy skal formidle natur og kulturhistorie til lokale og besøgende. Centret ventes at åbne i foråret 2021, og opførelsen vil koste 31 millioner kroner, hvoraf halvdelen kommer fra A.P. Møller Fonden, Realdania, Nordea-fonden og Oticon Fonden, skriver Licitationen

Nummer 2: Poul Due Jensens Fond har fået ny formand. Det er Jens Maaløe, som bliver formand for den uroplagede fond bag pumpevirksomheden Grundfos.

”Jeg håber ikke, uroen har haft voldsom indflydelse på selve driften af Grundfos,” siger han her til Børsen – bag betalingsvæg.

Nummer 3: TV 2 og Danmarks Naturfredningsforening går sammen om en stor klimakampagne med titlen Danmark Planter Træer. Målet er at plante en million træer og skabe nye folkeskove i Danmark, og det hele kulminerer i et stort indsamlingsshow 30. maj. Det kan du læse mere om her.

Nummer 4: Stadig flere studerende tager orlov for at gå på højskole. Det viser en rundringning, Kristeligt Dagblad har foretaget. Flere højskoleforstandere peger på fremdriftsreformen som en del af forklaringen, skriver avisen her bag betalingsvæg.

Nummer 5: 400 frivillige fra Danmarks Naturfredningsforening skal indsamle vandprøver, der skal indgå i en detaljeret kortlægning af livet under havoverfladen. Forskere ved Aarhus Universitet vil bruge DNA-prøver til at kortlægge fiskelivet ved de danske kyster, skriver Århus Stiftstidende.

Nu er der vist ikke flere æg i den hare. Så lad os i stedet kaste et blik på ugen, der kommer. Og selv om den er kort, er der rigeligt med arrangementer af civil observans. Så det er bare med at få spændt Birkenstock-sandalerne.

Tirsdag og torsdag arrangerer Noah omvendt EU-debat for unge. I paneldebatten er det de indbudte politikere, der stiller spørgsmålene, og de unge, der svarer. Tirsdag foregår det i foredragssalen på Ålborg Bibliotek, Rendsburggade 2.

Og torsdag er det i Fremtidsfabrikken, Frederiksgade 8 i Svendborg. Arrangementerne starter begge dage klokken 16.30.

Tirsdag klokken 14 viser FN's World Food Programme, hvordan man kan udrydde sult i verden inden 2030. Det er på en udstilling, der foregår i FN Byen, Marmorgade 51 i København. Den åbner klokken 14.

Onsdag fra 9 til 15.30 afholder KEA, Danmission og Microsoft en konference om, hvordan ny teknologi kan bidrage til fredsskabende arbejde. Det foregår i konferencesalen hos KEA, Guldbergsgade 29N i København.

Og fra 13.30 til 15 kåres de bedste iværksættere fra de danske ungdomsuddannelser ved DM i Company Programme. Det er Fonden for Entreprenørskab, der står bag. Og kåringen finder sted i Industriens Hus, H.C. Andersens Boulevard 18 i København.

Således fik vi ædt os igennem hele det civile påskebord. Er der et æg derude, vi har misset? Så send os fluks en huskekage. Du finder vores kontaktinfo her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00