Debat

Danmarks Idrætsforbund: Foreningslivet kan genskabe den fysiske og mentale trivsel i kommunerne

Idræts- og foreningslivet har været hårdt ramt efter to lange coronanedlukninger, men kommunerne kan spille en vigtig rolle i at understøtte et aktivt civilsamfund og forbedre borgernes trivsel ved blandt andet at indgå flere samarbejdsaftaler og sikre bedre fysiske rammer for idrætten. Det mener Hans Natorp, generalsekretær i Danmarks Idrætsforbund.

Kommunerne kan understøtte et aktivt civilsamfund ved blandt andet at afsætte økonomi til at aflaste de frivillige i foreninger i udsatte boligområder, mener Hans Natorp.
Kommunerne kan understøtte et aktivt civilsamfund ved blandt andet at afsætte økonomi til at aflaste de frivillige i foreninger i udsatte boligområder, mener Hans Natorp.Foto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix
Hans Natorp
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Idræts- og foreningslivet kan være nøglen til at genskabe den fysiske og mentale trivsel samt genoplive de mange fællesskaber, som er gået tabt under coronapandemien.

Temadebat

Hvad kan kommunerne gøre for at understøtte et aktivt civilsamfund?

Med kommunalvalget for døren inviterer Altinget til debat om, hvordan kommunerne og de kommende lokalpolitikere med politiske målsætninger og ambitioner kan styrke civilsamfundsaktører i deres lokalsamfund. Skal kommunerne støtte civile aktører anderledes, end de gør i dag?

Det spørgsmål og mange flere ønsker Altinget Civilsamfund besvaret de kommende uger.

Debattørerne er:

  • Balder Mørk Andersen, rådmand og spidskandidat (SF), Frederiksberg Kommune
  • Ole Vind, byrådsmedlem og borgmesterkandidat (V), Hedensted Kommune
  • Lars Linderholm, underdirektør, Ældre Sagen
  • Jess Kahr, centerleder, Frivilligcenter Odense
  • Anders Ladekarl, generalsekretær, Røde Kors
  • Peter Dexters, organisationschef, Café Exit
  • Hans Natorp, generalsekretær, Danmarks Idrætsforbund
  • Christine Ravn Lund og Chris Preuss, hhv. næstforkvinde og formand, Dansk Ungdoms Fællesråd
  • Safaa Mohamed Ali, projekt- og forskningskonsulent, Væksthusets Forskningscenter, tidligere projektleder, De Blå Stjerner
  • Jørgen Kvist, generalsekretær, KFUM og KFUK Danmark
  • Carolina Magdalene Maier, sekretariatschef, Dansk Folkeoplysnings Samråd.

Hvis du er interesseret i at bidrage til debatten, skal du kontakte debatredaktionen på [email protected] for mere information.

Foreningslivet er dog udfordret. To lange nedlukninger af idrætsfællesskaberne har gjort indhug i antallet af medlemmer og frivillige. Derfor er det netop nu særlig vigtigt, at kommunerne går aktivt ind i arbejdet med at understøtte et stærkt lokalt foreningsliv.

I Danmarks Idrætsforbund peger vi frem mod kommunalvalget på en række konkrete forslag, som kommunerne bør understøtte for at sikre et stærkt og aktivt foreningsliv, der kan spille en nøglerolle i civilsamfundet.

Behov for stabilitet efter coronapandemien

Coronapandemien har været en voldsom udfordring for foreningslivet. Ikke kun på grund af nedlukningerne, men også på grund af de mange og evigt skiftende retningslinjer, som gav de frivillige foreningsledere grå hår i hovedet og udfordrede deres engagement i foreningerne.

Det er vigtigt, at kommunerne de kommende år investerer økonomiske midler i at få borgerne tilbage til foreningslivet – både som aktive medlemmer og betydningsfulde frivillige.

Stærke idrætsfællesskaber for alle børn og unge

Noget af det, kommunerne kan gøre for at understøtte et aktivt foreningsliv, er at sikre, at alle børn og unge har mulighed for at være en del af et foreningsfællesskab.

Der er sket et stort boom i danskernes lyst til at være aktive i naturen, og den tendens skal kommunerne gribe ved at understøtte idræt og fællesskaber uden for de traditionelle idrætsfaciliteter. 

Hans Natorp
Generalsekretær, Danmarks Idrætsforbund.

Det kan kommunerne blandt andet gøre ved at styrke idræt og foreningsliv i udsatte boligområder. Vi ved, at børn og unge i udsatte boligområder er mindre aktive i det organiserede foreningsliv end i andre boligområder.

I Danmarks Idrætsforbund mener vi, at kommunerne i endnu højere grad bør gå aktivt ind i denne tematik og vedtage en plan for og afsætte økonomi til at understøtte og aflaste de frivillige i foreninger i udsatte boligområder.

Kommunerne kan desuden sikre, at alle børn og unge har mulighed for at være en del af et sundt lokalt foreningsliv ved at hjælpe med kontingentstøtte. Nogle kommuner har allerede erfaringer med at yde sådan økonomisk støtte til udsatte børn og unge – de såkaldte fritidspasordninger.

Bedre fysiske rammer for idrætten

De fysiske rammer er afgørende for at have aktive borgere og et aktivt foreningsliv. Det er vigtigt, at idrætsfaciliteterne gradvist udvikles og tilpasses de aktuelle idrætsvaner og behov. Vi opfordrer derfor alle kommuner til at lave en facilitetsstrategi, hvor det beskrives, hvordan udviklingen i idrætsfaciliteter vil være de kommende år.

I Danmarks Idrætsforbund mener vi desuden, at kommunerne skal sikre gode muligheder for idræt og motion i naturen. Der er sket et stort boom i danskernes lyst til at være aktive i naturen, og den tendens skal kommunerne gribe ved at understøtte idræt og fællesskaber uden for de traditionelle idrætsfaciliteter. På den måde kan vi favne mange flere borgere og få et mere mangfoldigt foreningsliv.

Flere samarbejdesaftaler med foreningsidrætten

Mange af de borgere, som møder det kommunale sundhedssystem – hvad enten det skyldes fysiske eller mentale udfordringer – vil have stor gavn af at være en del af et aktivt idræts- og foreningsfællesskab.

Vi ved, at idræt og fællesskaber har en positiv effekt på en række livsstilssygdomme, genoptræning af bevægeapparatet og psykiske lidelser som stress og depression. Derudover ved vi, at det at blive en del af et foreningsfællesskab spiller en afgørende rolle for fastholdelse af en aktiv livsstil.

I Danmarks Idrætsforbund opfordrer vi derfor kommunerne til at gøre en særlig indsats for at styrke samarbejdet mellem foreningsidrætten og det kommunale sundhedssystem, så den fysiske og mentale sundhed højnes for flere af kommunes borgere.

Listen med konkrete forslag til, hvordan kommunerne kan understøtte et aktivt foreningsliv, er lang, og ovenstående er blot et udpluk af de mange tiltag, som kan sættes i gang.

I Danmarks Idrætsforbund håber vi, foreningslivet kommer på dagsordenen i forbindelse med kommunalvalget, og at vi sammen fortsat kan understøtte et stærkt lokalt foreningsliv til glæde og gavn for rigtig mange borgere.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00