Borgmester: Kommunerne kan ikke drive det moderne foreningsliv, men hvad kan de så?

Vores civilsamfund er under pres. Og har ændret karakter. Der er derfor brug for at finde nye løsninger, ny vitalitet og nye former for samarbejde. Det skal vi som kommune være dygtige til at støtte op om.

I Danmark har vi en lang tradition for frivilligt engagement. Faktisk er op mod 40 procent af alle danskere aktive i frivilligt arbejde, og det er en andel, der har været stabil i næsten 20 år.

Fra den lokale idrætsklub til de sociale organisationer, politiske netværk eller store interessefællesskaber. Og skal man tro de seneste tal, burde fremtiden se lys og sikker ud – for det er ikke kun den grå generation, der er med ombord.

Det er også de unge, hvor gruppen fra 16 til 29 år faktisk er den, der har flest frivillige i Danmark.

Alligevel ser verden anderledes ud. For vores civilsamfund er under pres. I hvert fald i vores landområder, hvor den geografiske afstand ofte er stor, deltagergruppen lille og antallet af frivillige hænder begrænset.

For selvom vi er stolte af vores foreningsliv med tilbud for næsten enhver smag og i hver en krog, har det samtidig en indbygget akilleshæl; tordenskjolds soldater vandrer ofte alene – og med kurs mod en mur.

Civilsamfundet under pres

To år med corona, aflyste aktiviteter og tomme lokaler har gjort sit. Men det er ikke kun derfor. For vi er oppe imod en række tendenser i vores samfund, der har været længe undervejs. Vi slår ikke rødder, som vi gjorde engang. Heller ikke i vores foreningsliv.

Men vi hverken kan eller bør overtage de små foreningers opgaver og drift. Hverken økonomisk eller praktisk. Det ligger uden for vores kommunale kerneopgave. Selv hvis vi kunne, ville det ikke være klogt.

Holger Schou Rasmussen
Borgmester, Lolland Kommune

En større grad af individualisme har gjort os til "forbrugere" af tilbud, hvor vi betaler vores kontingent og zapper fra sted til sted uden at tage større del i foreningens værdier og virke i øvrigt.

Vores foreningsliv er desuden blevet klemt i det moderne samfunds krav om regler, regnskab og dokumentation, der i stigende grad har gjort det nødvendigt med en vis "professionalisering".

Og selvom det (måske) kan give en mere effektiv struktur, er det samtidig med til at afholde nogen fra at være med. Trods alt er det ikke alle, der færdes hjemmevant i jura, økonomi, markedsføring og fundraising.

Kommunen kan ikke overtage foreningernes opgaver

Som kommune vil vi selvsagt gerne støtte op, hvor vi kan. Og vi anerkender fuldt ud, at vores civilsamfund både rummer en stor ressource og en række grundlæggende værdier, som vi i vores samfund har brug for. Ikke mindst når det handler om nærvær, fællesskab og sammenhængskraft.

Men vi hverken kan eller bør overtage de små foreningers opgaver og drift. Hverken økonomisk eller praktisk. Det ligger uden for vores kommunale kerneopgave. Selv hvis vi kunne, ville det ikke være klogt. Netop fordi vores civilsamfund har en anden og markant anderledes rolle i vores samfund.

Men hvad kan vi så?

Først er der vores organisation. Det er vigtigt at sikre, at vi løbende får skabt, udviklet og tilpasset de nødvendige rammer for et konstruktivt samarbejde. På tværs af både faggrænser, silo- og sektorskel.

En del af vores civilsamfund er i forvejen flyttet ud på nettet. Har har man brug for hjælp, lyst til at bidrage, eller behov for at ytre sig, kræver det blot et kryds på Doodle eller et opslag på Facebook.

Holger Schou Rasmussen
Borgmester, Lolland Kommune

Det kræver, at vi mødes i gensidig respekt, og at vi som kommune har blik for de frivillige kræfters behov, vilkår og mangfoldighed. Ikke blot som arbejdskraft, men også som reelle beslutningstagere.

Økonomisk er den danske model baseret på støtteordninger, puljer, projektmidler og i større og større grad også private donationer og fondsmidler.

Det giver et fint mix. Men det har den konsekvens, at det ofte er midler, der kun kan gå til udvikling og ikke drift, typisk er tidsbegrænsede og i øvrigt koblet op på en bestemt aktivitet. Det gør det svært for vores foreninger at planlægge i et langsigtet perspektiv.

Måske vi i større grad bør se på, hvordan vi kan arbejde med støtteaftaler, der strækker sig over flere år af gangen? I hvert fald til store begivenheder og aktiviteter.

Det vil give vores foreninger bedre vilkår for selv at styre og tilrettelægge deres arbejde, og de skal ikke bruge krudt på at søge de samme puljer igen og igen, år efter år.

Teknologien skal i spil

Et tredje perspektiv handler om at udnytte de teknologiske redskaber bedst muligt. En del af vores civilsamfund er i forvejen flyttet ud på nettet. Har man brug for hjælp, lyst til at bidrage, eller behov for at ytre sig, kræver det blot et kryds på Doodle eller et opslag på Facebook.

Det er fleksibelt, løskoblet fra tid og sted, ofte kort og konkret, og hvis man ønsker det, kan det være episodisk og uforpligtende.

Mulighederne er mange og jo bedre, vi er til at gribe dem, jo flere kan vi få med. Måske især de unge. I det lys er det vigtigt, at vi som kommune forstår at gå foran og bakke op, hvor det er muligt.

Det moderne foreningsliv er dynamisk og opstillingsparat

Herudover er der spørgsmålet om, hvorvidt vi som kommune bør tilpasse vores syn på det moderne foreningsliv. For hvor vi tidligere så skævt til en forening, der havde skiftet formand tre gange på tre år, bør vi i dag i stedet rose dem for deres vitalitet.

Og til slut – og måske mere som en opfordring til de lokale foreninger, så er det måske nu, at man bør overveje, om det er nødvendigt, at alle organisationer og foreninger har deres eget liv, egne aktiviteter og egen bestyrelse.

Holger Schou Rasmussen
Borgmester, Lolland Kommune

De unge – som skal bære fremtidens civilsamfund – stiller krav om fleksibilitet, hurtig respons og effektive løsninger. Deres engagement er ofte båret af spontane ideer, ad hoc-tilbud og et kort tidsperspektiv.

Til gengæld går de all-in, mens de har bolden, og vi skal som kommune være dygtige til at indfange og udvikle den dynamik og kreativitet. Også selvom der måske kan være en døgnflue eller to imellem.

Bør foreninger have deres eget liv?

Og til slut – og måske mere som en opfordring til de lokale foreninger, så er det måske nu, at man bør overveje, om det er nødvendigt, at alle organisationer og foreninger har deres eget liv, egne aktiviteter og egen bestyrelse.

Måske man i stedet kan satse på flerstrengede foreninger lokalt? Eller måske man kan samarbejde på tværs af geografi? Også selvom det kræver lidt transport.

Trods alt er man mindre sårbar, når man er flere sammen – og en fest er nu engang sjovest, hvis der er nogen at danse med.