Spejderchefer: Drop de komplekse tilskudsregler og besøg os i stedet

Vi møder ofte lokale politikere, der fortæller os, at det er fantastisk, hvad spejderbevægelsen gør for børn og unge. Det er vi rigtig glade for.

Lige så ofte oplever vi, at det kommunale embedsværk med samme gode intentioner forklarer, at de er klar til at hjælpe spejdergrupperne, og at pengene allerede ligger klar. Det er vi ligeledes rigtig glade for at høre.

Dog får vi samtidig at vide, at spejdergrupperne skal være bedre til at række ud og gå i dialog med kommunen, og at spejderlederne ”bare lige” skal forklare, hvordan de lever op til en given paragraf eller kan passe ind i en pulje.

Men ”bare lige” er ikke bare lige, når man til daglig ikke selv arbejder med hverken paragraffer, puljer og tilskud.

Som spejderleder er det alt for svært at navigere rundt i den kommunale jungle – også selvom den som udgangspunkt kun vil spejderne det bedste. De kommunale tilskud og vilkår skal derfor gøres mere intuitive og lettilgængelige for foreningslivet.

Midlerne skal ud at leve

Puljer, støtteordninger og tilskud til foreningslivet er et udtryk for politisk velvilje: En anerkendelse af det store bidrag, det frivillige foreningsliv yder til et velfungerende samfund og en rationel betragtning om, at her får samfundet stor værdi for skattepengene.

Ønsker vi frivillige, der er lige så forskellige, som vi danskere er det, er det nødvendigt at gøre livet lettere for dem, der frivilligt og ulønnet arbejder for et bedre samfund.

Mathias Lysholm Faaborg og Kristine Clemmensen-Rotne
Spejderchefer, Det Danske Spejderkorps

Men samtidig med at politikere og embedsfolk har svært ved at komme af med pengene og gerne vil i kontakt, oplever vores spejdergrupper, at der år for år kommer stadigt mere kontrol og flere krav for, at de kan modtage midlerne.

Og når det er vanskeligt for kommunerne at komme af med midlerne og vanskeligt for spejdergrupperne at få dem, er det et tydeligt tegn på en grundlæggende problemstilling.

Mange procedurer, regler og ordninger er så komplekse, at de kræver lang erfaring eller en akademisk uddannelse. Det betyder, at de offentlige støtteordninger ubevidst skubber en lang række frivillige ildsjæle fra sig.

Ønsker vi frivillige, der er lige så forskellige, som vi danskere er det, er det nødvendigt at gøre livet lettere for dem, der frivilligt og ulønnet arbejder for et bedre samfund.

Derfor ønsker vi at vende kommunernes opfordring om og i stedet spørge: Hvordan bliver de kommunale tilskud og vilkår mere intuitive og lettilgængelige for foreningslivet?

Kontrol koster dyrebar tid

I dag er der mange steder opstået et kontrolparadigme, hvor kommunerne bruger ressourcer på at sikre, at det frivillige foreningsliv lever op til en lang række krav og regler.

Men det er en grundforudsætning, at hver eneste time de frivillige skal bruge på at gennemskue regler og krav eller skrive lange ansøgninger, er en time, der ikke bruges på foreningens egentlige formål.

Og smid så en enkelt stikprøvekontrol ind engang i mellem, så foreningerne ved, at det er tillid under ansvar.

Mathias Lysholm Faaborg og Kristine Clemmensen-Rotne
Spejderchefer, Det Danske Spejderkorps

For os spejdere betyder kontrollen og de mange procedurer mindre tid og overskud til de børn og unge, som vi brænder for at give et værdifuldt fællesskab og kvalitetsfriluftstid.

I stedet for at opstille de mange procedurer, regler og ordninger, bør de gode kommunale medarbejdere bruge deres tid på at besøge foreningerne – ikke for at forklare kommunens regler og services, men for at spejderlederne og andre foreningsfrivillige kan forklare, hvordan hverdagen som frivillig kan blive nemmere.

Få en forståelse for hvilke samarbejder, tilskud og ordninger, der giver allermest værdi for de frivillige, så de kan lave endnu bedre aktiviteter til glæde for flere. Og smid så en enkelt stikprøvekontrol ind engang i mellem, så foreningerne ved, at det er tillid under ansvar.

De kommunale tilskud og vilkår skal gøres mere intuitive og lettilgængelige for foreningslivet, og som kommunalpolitiker bør man spørge sig selv: Hvordan skaber vi de bedste og mest enkle vilkår foreningsarbejdet i vores kommune? Og hvilke barrierer sætter kommunen uforvarende op?