Folkemøde Møn: Folkemøderne har en kæmpe forpligtelse til demokratisk dannelse

Vi nærmer os Folkemøde Bornholm med hastige skridt, og efter et par år med corona, er vi mange, der glæder os til igen at besøge klippeøen og have lange dage og lyse aftener i Allinge med gode debatter og ikke mindst masser af networking.

I de senere år er der kommet øget kritik af netop dette folkemøde.

Det er for dyrt og besværligt at komme derover og at overnatte, der er så mange aktører, at det er svært at få ørenlyd og det er den store klassefest for djøf’ere og ingen plads til dem, det skulle handle om – netop folket.

Bornholm lagde grundstenen til små folkemøder

Som formand for et af de mindre folkemøder – Folkemøde Møn, der samler cirka 15.000 mennesker over to dage i august – kan jeg umiddelbart godt forstå kritikken.

For vi tilbyder et folkemøde, hvor det ikke koster nær så mange penge at deltage, som er let at komme til, der er 100 procent drevet af frivillige, hvor vi har god lokal og regional deltagelse.

Og hvor de professionelle aktører nok ikke møder helt så mange beslutningstagere, men hvor deres budskab måske til gengæld bliver hørt af de rigtige.

Men bemærk ordet ’umiddelbart’. For diskussionen for og imod Folkemøde Bornholm er også lidt ufrugtbar. Hemmeligheden er, at folkemøder er en fantastisk opfindelse, og tak til folkemødet på Bornholm for, at det blev til noget.

Lad os i stedet se det lidt ligesom, når vi taler medier: Forestil jer en virkelighed uden DR – eller Folkemøde Bornholm? Forestil jer et mediebillede, hvor vi kun havde DR – eller Folkemøde Bornholm? Forstår I pointen?

Folkemøde Bornholm er blevet det store, brede nationalt dækkende folkemøde. Og samtidig har vi fået en række andre folkemøder landet over, hvor man i forhold til geografi eller tematik, kan specialisere sig. Det er rigtig godt.

Man bliver synlig på Folkemødet

For nogle år siden holdt jeg et oplæg om Folkemøde Bornholm, hvor jeg formulerede følgende to sætninger: ”Fordelen ved at være der, er at man er der. Ulempen ved ikke at være der er, at man ikke er der”.

Jeg blev venskabeligt drillet med sætningerne, for de lyder indlysende, men betydningen gemmer sig bag. Hemmeligheden er jo, at man ved at være på et folkemøde viser, at man er til stede i det offentlige rum, gerne vil deltage i debatter og interagere med andre aktører. Og det misser man ved at blive væk.

Brug folkemøderne til andet og mere end blot at opføre et teaterstykke for de i forvejen indviede

Erik Harr
Formand, Folkemøde Møn

Det er lidt ligesom med de sociale medier. Forestil jer den organisation eller virksomhed, der ikke er på de sociale medier? Det er næsten ikke til at forestille sig i dag, vel?

I modsætning til mediebilledet, hvor journalisterne oftest søger konflikten eller det sensationelle, eller de sociale medier, hvor algoritmerne er med til at bestemme, hvem du når frem til, repræsenterer folkemøderne et analogt og direkte format.

Her kan du som aktør selv være med til at sætte scenen for, hvad du synes er relevant at diskutere – og have mulighed for at invitere andre indenfor i den samtale.

En demokratisk forpligtelse

I år, hvor folkemøderne kan afvikles normalt, vil jeg opfordre de mange forskellige aktører i samfundet, der gerne vil ud med deres budskaber: Tænk over, hvilket folkemøde der passer til jer.

Brug folkemøderne til andet og mere end blot at opføre et teaterstykke for de i forvejen indviede. Bliv inspireret af, hvordan andre aktører end jer selv indgår i dialog med omverdenen. I kan kun blive klogere af at gæste et folkemøde.

Og til dem, der står bag de forskellige folkemøder: I har en kæmpe forpligtelse til at danne mennesker til demokratisk deltagelse. Skru derfor op for jeres egen ’public service-forpligtelse’. Brug flere kræfter på at engagere jeres lokalmiljø og organisationer i oplandet til at deltage aktivt. Folk skal ikke bare være tilskuere. Ambitionen må være at få flere til at bidrage til de aktiviteter, der foregår på jeres folkemøde.

Man skal ikke nødvendigvis være kendt for at have noget på hjerte. Det skal heller ikke kun være dem med de tykkeste pengepunge, der skal have mest plads.

Og folket skal ikke nødvendigvis have det folkelige – eller det, de kendte i forvejen. Vi har alle sammen godt af at få mere af det, vi ikke vidste, vi havde brug for.