Debat

Øjenforeningen: Høje Folkemøde-priser kan afskrække mindre foreninger

Der er dyrt at have en stand på Folkemødet. Mange mindre aktører fravælger af den grund at være repræsenteret, skriver direktør Marijke Vittrup.

For mindre foreninger er det vanskeligt at finde finansiering til en stand og gøre op, om Folkemødet er omkostningerne og umagen værd, skriver Marijke Vittrup. Arkivfoto.
For mindre foreninger er det vanskeligt at finde finansiering til en stand og gøre op, om Folkemødet er omkostningerne og umagen værd, skriver Marijke Vittrup. Arkivfoto.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Marijke Vittrup
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Folkemødet har ingen afgørende funktion i vores demokrati.

Demokratiet fungerede før Folkemødet, og bliver det afskaffet, vil demokratiet også fungere efter.

Men Folkemødet har mange facetter – først og fremmest er det en fest, hvor vi fejrer vores styreform og den måde, vi praktiserer den på.

Demokratifest

Løfter vi blikket og ser ud over Danmarks grænser, er det ikke svært at overbevise sig om, at der er god grund til den fejring og det trods de hjemlige politiske trakasserier.

Temadebat

Hvad skal vi med folkemøder?

Folkemødet på Bornholm er tilbage på fuldt blus og løber af stablen i midten af juni. Altinget Civilsamfund sætter fokus på folkemøder i ny temadebat og spørger:

  • Hvad er det, folkemøder kan, og hvad får vi ud af dem?
  • Hvordan undgår vi, at folkemøder bliver til forskellige udgaver af ‘djøfstortion’ - altså professionelle rum, frem for reelle møder mellem borgere og beslutningstagere?
  • Hvad er Folkemødets blinde vinkler og hvad kan folkemøderne lære, når de nu igen skal op på fuldt blus efter coronanedlukningen?

Debatpanelet kan findes her.

Om temadebatter:
Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning.

Vil du deltage i debatten på Altinget Civilsamfund? Skriv til [email protected].

På Folkemødet viser styreformen sig i en fortættet, festligt og iscenesat version. Den fest kan man tage del i – nyde stemningen og virakken uden at være optaget af et andet end festen. Anledningen er stadig en fejring af styreformen.

Men for de fleste er Folkemødet mere end det.

Det er stedet, hvor man let kan komme til at tale med politikere, embedsmænd, debattører og alle de forskellige personer, der direkte og indirekte er en del af det politiske kredsløb.

Her kan folk opleve politiske debatter udfolde sig på andre præmisser end i hæsblæsende debatprogrammer eller i skarpt tilskårne medieindslag på få sekunder.

Det er sundt for politikerne og for tilhørerne. Det styrker den gensidige anerkendelse og kan fastholde deltagelsen i demokratiet.

Djøf’erne skal være med i fejringen

Et moderne samfund som det danske er kompliceret. Skal en styreform fungere godt, er det nødvendigt med personer, der har viden og indsigt til at formulere løsninger og kan implementere og administrere dem.

Embedsmænd, rådgivere og konsulenter er med til at formulere og realisere politik. De er en del af det politiske kredsløb og er nødvendige for at få styreformen til at fungere.

Derfor er det også helt naturligt, at der blandt deltagerne på Folkemødet er mange såkaldte Djøf’ere. De har meget at tale med politikerne og hinanden om - blandt andet hvordan de løser deres opgaver.

Læs også

Som en del af Djøf-bashingen har nogen nedladende kaldt Folkemødet for ”djøfstortion”, som om Djøf’erne er pariaer, parasitter. Hvad er der galt i, at de personer, der i det daglige får styreformen til fungere i kommuner, regioner og stat får lejlighed til at møde hinanden og fejre styreformen? De skal da om nogen være med til fejringen.

Er Folkemødet prisen værd?

Der er dyrt at have en stand på Folkemødet. Mange mindre aktører fravælger af den grund at være repræsenteret.

I Allinge er kampen om opmærksomhed mere skærpet end den er i forvejen. Vil man være sikker på, at budskabet for et arrangement når målgruppen, er man nødt til at have målgruppen med på scenen.

For mindre foreninger er det vanskeligt at finde finansiering til en stand og gøre op, om Folkemødet er omkostningerne og umagen værd

Marijke Vittrup
Direktør, Øjenforeningen

For mindre foreninger er det vanskeligt at finde finansiering til en stand og gøre op, om det er omkostningerne og umagen værd. Coronapausen har givetvis fået flere til at overveje fremtidig deltagelse, og om de får nok ud af det.

Heldigvis er der meget at hente alligevel for folk, som ikke alene er optaget af politik, men også på den ene eller anden måde arbejder med politik og interessevaretagelse.

Der er muligheder for at henvende sig til politikere, drøfte politiske problemer med embedsmænd, finde gode rådgivere, knytte nye kontakter, der kan følges op på efter Folkemødet. Man kan finde sammen med nogen om fælles interesser, aftale at mødes og arbejde sammen.

Det er grunden til at Øjenforeningen deltager i Folkemødet. Vi vurderer, at vores energi er bedst brugt på at være opsøgende overfor interessenter og potentielle samarbejdspartnere. Og ingen andre steder er adgangen så lige til som i Allinge.

Politisk gedemarked

På Folkemødet er alt repræsenteret, der angår politik – og det er ikke så lidt. Det er overvældende, svært at danne sig et overblik. Risikoen for at det opleves som et politisk overfladisk gedemarked er overhængende. Det kan komme til at overskygge fejringen af styreformen og det frugtbare ved at møde så mange forskellige mennesker i det politiske kredsløb.

Hvor der er mange mennesker samlet, er der også økonomisk aktivitet og mulighed for omsætning. Det kommercielle sætter også sit præg på Folkemødet. Skal Folkemødet overleve som andet end et politisk tivoli, er det afgørende at finde den rette balance mellem det kommercielle, fest og politik.

For vi har behov for denne fejring af vores styreform. Den fortjener det.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marijke Vittrup

Direktør, Øjenforeningen
cand.mag. i medievidenskab (Københavns Uni. 1999)

0:000:00