Christian Groes: DF-video risikerer at blåstemple sugardating, når den gør grin med den ligestillede kvinde

Dansk Folkeparti har for nyligt udsendt en video med en mand, der vil betale middagen på sin date, fordi han vil være galant.

Er det fordi, de tænker, at det er en norm, de fleste vil tilslutte sig? 

I videoen bliver kvinden vred over, at manden vil betale og siger, at hun vil betale selv.

Da han skal til at betale regningen siger hun: ”Hvad laver du?” Manden svarer, at ”det har været en hyggelig middag, og jeg vil gerne gøre et godt indtryk på dig.” Kvinden svarer vredt: ”Har du hørt om ligestilling eller hvad? Tror du ikke, vi kvinder selv kan betale vores regninger?”

Det problematiske i videoen er, at den sætter lighedstegn mellem galanthed og ideen om, at manden skal være den, der giver, mens kvinden passivt tager imod

Christian Groes

Her skal man selvfølgelig sidde og tænke, at hun er utaknemmelig og krænkelsesparat, og at det er synd for manden, der bare er sød og betænksom. Det er smart tænkt i en tid med det, mange ser som overdrevet ligestilling og woke-tendenser, der truer de klassiske kønsroller.

Da Morten Messerschmidt (DF) lagde videoen på sin X-profil, brugte han da også bevidst hashtagget #stopwoke. Men selv de mest woke er formentligt enige i, at det er ok at give en middag, og at det ikke er specielt sexet, hvis man eksempelvis sender en mobilepay-anmodning på 32 kroner for en cafe latte på første date.

Nærighed på en date bliver ingen tiltrukket af. Det problematiske i videoen er derimod, at den sætter lighedstegn mellem galanthed og ideen om, at manden skal være den, der giver, mens kvinden passivt tager imod.

Ifølge videoen, der hedder ’Det er okay at være galant’, er den ligestillede kvinde, som ikke sætter pris på mandens gaver, eller som selv vil betale, hysterisk og latterlig. Det er underforstået, at hun skal være taknemmelig eller tie stille. Det videoen, belejligt udelader, og som vi glemmer, når vi snakker om dating, gaver og betaling, er den magt, der ligger hos giveren, i de fleste tilfælde manden, eller den part, der betaler.

Det videoen, belejligt udelader, er den magt, der ligger hos giveren, i de fleste tilfælde manden, eller den part, der betaler

Christian Groes

I min forskning blandt unge, der indgik i sugardating med ældre velhavende mænd, viste vores interview en bekymrende tendens. Det, vi kaldte byttedating, er ikke altid en ligeværdig udveksling af sex, middage og penge. Når de ældre mænd strør om sig med middage, gaver og hotelophold, kan deres galanthed virke smigrende på den unge kvinde, de såkaldte sugarbabes. I hvert fald i starten.

Men mange af de unge kvinder bliver med tiden afhængige af det materielle og af mandens ’gaver’. For nogles vedkommende ved vi, at det ender med, at de får deres grænser overskredet, eller at de føler, de er gået for langt.

Nogle beskrev, at de ikke havde sig selv med i deres dates, eller når de bagefter havde sex med mændene. De følte sig udnyttede og ensomme, skamfulde og narret af nemme penge, spænding og hurtig bekræftelse.

Som den franske antropolog Marcel Mauss engang skrev, er gaver aldrig helt uskyldige eller konsekvensfrie. De rummer en usynlig magt, som forpligter modtageren. Og selvom manden i videoen insisterer på at betale, føles det ikke nødvendigvis som galantesse fra den anden side af bordet.

På grund af gavens magt kan man i nogle tilfælde føle sig tvunget til at lade sig betale for. Og her er vi ved sagens kerne.

En yngre kvinde med færre ressourcer kan eksempelvis føle sig forpligtet til at tage med en mand hjem, hvis han har givet drinks eller middage, en ferie eller et hotelophold. Derfor er det vigtigt, at en kvinde (eller mand) ikke lader gavens magt bestemme, men husker, at valget om at være intim eller bruge tid med manden suverænt er deres eget, uanset hvor rig, generøs, kendt eller hvor meget status manden har.

DF hylder den klassiske sugardaddy. Og det er problematisk

Christian Groes

Det er ok at afskære sig fra et afhængighedsforhold og nægte, at mandens økonomiske goder får magten over en. Den ubalancerede gave skal kunne afvises. Mere præcist: Man har altid retten til at afvise andres gaver. DF undergraver med deres video retten til at afvise en betaling og dermed undgå at føle, at man står i gæld.

DF hylder den klassiske sugardaddy. Og det er problematisk, særligt som budskab til de unge. For nogle kan det at afvise en andens betaling være sværere end for andre. Selvom man kan tage imod af mange grunde, kan spørgsmål om ulighed også spille ind. Det kan eksempelvis være svært at takke nej eller betale selv, hvis man ikke har midlerne eller sidder i et selskab, hvor man er den fattigste.  

DF-videoen taler til det ligestillingskritiske segment, men nævner ikke bagsiden af medaljen. Det er for nemt. Det er hverken i tråd med en tidssvarende maskulinitet eller idealer om gensidighed i det romantiske møde. Den ægte galante kræver ikke noget til gengæld og respekterer den andens ret til at afvise gaven.