Grosbøll: Virkelighedens Folkemøde koster knaster

Af Winni Grosbøll (S)
Borgmester på Bornholm

Langt de fleste danskere, herunder også vi politikere, foreninger, organisationer og virksomheder, kan hurtigt blive enige om, at Folkemødet og alle de menneskelige og demokratiske idealer, der er forbundet med vores politikfestival, er en god retning for vores land og fælles samfundsdebat at bevæge sig i.

Folkemødet er hjem og scene for - næsten - al tænkelig folkelig debat og både små og store, "ind- og udkant", høj og lav kan mødes og debattere på lige fod. Med adgang for alle.

Når virkeligheden banker på
Samtidig banker virkeligheden på – og den melder, at pengene til at løfte en så omfattende opgave som at etablere Folkemødet i form af infrastruktur, logistik og planlægning i en praktisk virkelighed skal komme et sted fra.

Faktum er, at uden økonomisk hjælp fra vores sponsorer, ja, så var der slet ikke noget folkemøde. Og det er vel alt andet lige mere unfair for os alle sammen.

Winni Grosbøll
Borgmester på Bornholm

Mette Bock (LA), der er formand for Grænseforeningen, er i sit debatindlæg 10. maj på Altinget.dk "skeptisk over for en udvikling, hvor der opstår ghettoer (…) for virksomheder, for rige foreninger og for de 'fattige' folkelige organisationer i de yderste hjørner". Og den skepsis fra en mindre forening kan de fleste naturligvis sætte sig ind i, for en af grundpillerne under Folkemødet er jo netop at give taletid til alle aktører i alle størrelser.

Men når det er sagt, så betyder den økonomiske virkelighed, at nogen skal "betale for musikken", som man siger. Også selvom der i denne sammenhæng er tale om opsætning af telte, sikkerhed, beredskab med mere. Og den store udgift er der cirka 20 store bidragsydere, der er med til at løfte.

Deres tilskud udgør tilsammen godt tre millioner kroner, og de penge udgør tilsammen cirka 30 procent af Folkemødets økonomi. Altså en betydelig del, som andre potentielle, ikke-kommercielle partnere har takket nej til at overtage.

Sponsorerne gør det muligt
Som tak får sponsorerne lov at vælge en stadeplads før andre deltagere. Dog efter de politiske partier og inden for de temaområder, vi fra Folkemødets side anviser som værende relevante.

Er det unfair for de små foreninger og organisationer uden store likvide midler? Det, tror jeg altid, vil afhænge af øjnene, der ser. Men faktum er, at uden økonomisk hjælp fra vores sponsorer, ja, så var der slet ikke noget folkemøde. Og det er vel alt andet lige mere unfair for os alle sammen.

I år har vi i stedet forsøgt at støtte op om de mindre foreninger og organisationer uden store økonomiske midler, så også de får god mulighed for at blive hørt på Folkemødet. Således præsenterer vi Civiltinget som et tilbud til de mindre aktører, hvor rammer, ordstyrer og teknik er på plads, og taletid helt konkret bliver foræret væk på timebasis.

For selvfølgelig skal størrelsen på pengepungen ikke afgøre, hvem der bliver hørt i de store telte.

Et Folkemøde i udvikling
Og afslutningsvis en kommentar til debatten om, hvor Folkemødets centrum er, hvor det er populært at ’bo’ som forening, firma eller organisation. Vores oplevelse er, at der er lige så mange områdeønsker, som der er deltagere. Og som altid er reglen, at ingen – heller ikke de store sponsorer – kan reservere en speciel plads på forhånd fra år til år.

Men hvem vil også gide det?

Folkemødet er heldigvis en levende organisme, der udvikler sig hastigt fra år til år, og i år har vi for eksempel sørget for at binde pladsen bedre sammen ved at placere den nordlige afspærring på den ydre side af Danchells plads.

Personligt oplever jeg, at alle facetter af festivalpladsen løbende kvalificeres og udvikles. Vi arbejder hvert år kreativt og fornyende med dynamikken på pladsen, netop for at skabe sammenhæng og holde Folkemødet i bevægelse.