Kooperationen: Kan vi få for 85 milliarder blandet socialøkonomi, tak?

Af Susanne Westhausen
Direktør, Kooperationen

Den, der betaler musikken, bestemmer melodien, siger man. Men når vi skatteborgere hvert år køber ind for 85 milliarder kroner igennem vores kommuner, er det udbudsjuristerne, der svinger dirigentstokken.

Dette er i grunden fint. Vi har brug for specialister til at sikre, at vi får mest mulig værdi for vores skattekroner. Men vi skal sikre os, at indkøberne får alle relevante hensyn, udgifter og gevinster med i Excel-arket: at der tænkes på vores miljø, vores livskvalitet, vores beskæftigelsesmuligheder med videre.

Den dårlige nyhed er, at der i dag på dette punkt er betydeligt rum for forbedring. Den gode, at vi her med simple greb kan få mange flere virksomheder til at tage et samfundsansvar: for miljøet og for at skabe et arbejdsmarked med plads til os alle.

Socialøkonomiske virksomheder har samfundsansvar indskrevet i deres DNA og er en gevinst for samfundet på mange planer: De er gode ved miljøet, tilbyder ordentlige arbejdsforhold og skaber liv og udvikling i deres lokalsamfund.

Susanne Westhausen
Direktør i Kooperationen

Værdien af social inklusion
Socialøkonomiske virksomheder har samfundsansvar indskrevet i deres DNA og er en gevinst for samfundet på mange planer: De er gode ved miljøet, tilbyder ordentlige arbejdsforhold og skaber liv og udvikling i deres lokalsamfund.

Det er dog evnerne til at inkludere udsatte medborgere, der oftest fanger kommunernes opmærksomhed. Når en borger hjælpes væk fra kanten og tættere på uddannelse og arbejdsmarkedet, har det stor værdi: for den enkelte, naturligvis, men også for de kommunale budgetter.

Beskæftigelse og bekæmpelse af social udsathed er vigtig business i den kommunale økonomi. Og i jobcentrene kæmper de en hård kamp for at finde opkvalificerings- og beskæftigelsesmuligheder til udsatte borgere. De kimer virksomhederne ned, men langtfra alle har tid og plads. Særligt ikke til de mest udfordrede.

Ansvarlige indkøb
Men hvad nu hvis vi – når vi fremover skal bygge nyt eller købe rengøring, kantinedrift med videre til vores børnehaver, skoler og plejehjem – kræver, at der også skabes jobmuligheder for udsatte ledige? Og hvad hvis vi tilmed tillægger det reel betydning ved udvælgelsen, hvor gode de tilbydende virksomheder kan forventes at være til denne del af opgaven?

Mon ikke virksomheder, herunder socialøkonomiske, der allerede tager et socialt ansvar, vil vinde flere opgaver? Og mon ikke de andre virksomheder vil genoverveje, om det kan være umagen værd – enten at tage et større socialt ansvar selv eller at samarbejde med en socialøkonomisk virksomhed? Hvor mange job- og uddannelsesmuligheder kan vi ad den vej skabe for 85 milliarder kroner?

Vi kan også vende regnestykket rundt: Hvor mange mennesker holder vi i dag uden for arbejdsmarkedet ved ikke at bruge disse muligheder? Og hvilket signal sender vi til virksomhederne – både de ansvarlige og uansvarlige?

Hvad med udbudsloven?
Et naturligt første skridt mod flere sociale indkøb er, at vi sammen bliver klogere på, hvad vi må og kan – og hvad der virker. Det er udbudsloven, der sætter rammerne. Men denne rummer heldigvis gode og forskelligartede muligheder for at tage sociale hensyn.

Kommunerne har de seneste år investeret mange penge i at blive gode til de grønne og velfærdsteknologiske indkøb. I Hovedstadsregionen arbejder et sekretariat på mere end 50 medarbejdere i dag med at bruge kommunernes indkøb til at ”udvikle og udbrede nye løsninger på klima- og energiområdet.” 

Næste skridt må være at blive gode til at lave effektive og gode socialt ansvarlige indkøb. Et emne, der måske er mere komplekst, fordi gevinsten høstes på et andet budget end der, hvor der købes ind. Men mon ikke vi også kan knække den nød, hvis vi sætter de nødvendige ressourcer i spil?

Gevinsten vil være tydelig på den kommunal bundlinje og endnu vigtigere for de mange mennesker, der vil få mulighed for (igen) at blive en del af arbejdsfællesskabet.