Lektor: Demokratiske unge er præget af netværket, ikke fællesskabet
DEBAT: Det er ikke et spørgsmål om manglende engagement hos de unge, men først og fremmest om et anderledes engagement, hvor det lange, seje træk ikke er en automatisk dyd, skriver Søren Schultz Hansen.
Benedicte Gjerding Dahlberg
RedaktionsassistentAf Søren Schultz Hansen
Ekstern lektor på CBS
Hvordan skal vi forstå en ny generation af unge vælgere, medlemmer og borgere i det moderne demokrati?
Hvorfor engagerer de sig pludselig massivt i klimadebatten, demonstrerer foran Christiansborg og bruger frivilligt en forårssøndag til at samle skrald? Når de samtidig er svære at rekruttere som frivillige i Foreningsdanmark, melder sig ud af fagforeningerne og svigter de politiske partier?
Skal vi være begejstrede over, at de unge så hurtigt bliver meget engagerede og handler så konkret og konsekvent, eller bekymrede når de kun bevarer interessen i kort tid og forlanger urealistiske resultater på kort sigt? Måske begge dele.
Nyt engagement
De unge er vokset op i en digital verden med mobiltelefonen, internettet og de sociale medier, og det forandrer deres opfattelse af demokratiet og påvirker deres måde at blive engageret på.
Studerer man denne første generation af digitale indfødte, viser der sig tre vigtige aspekter, som ikke kun beskriver de unges demokratiske sindelag, men også illustrerer, hvordan den digitale verden potentielt ændrer betingelserne for demokratiet: De digitale indfødte er den første generation, som aldrig har været alene.
Skal vi nuancere og kvalificere forventningerne til de unge vælgere, medlemmer og borgere, begynder det med en beskrivelse af, hvordan det demokratiske engagement udfolder sig hos den første generation, som aldrig har været sig selv.
Søren Schultz Hansen
Ekstern lektor på CBS
De er præget af netværket, ikke fællesskabet. Og de har levet i en digital verden, hvor det faktisk er fornuftigt og rationelt at kræve at få sine behov tilfredsstillet med det samme. Lad os bruge den aktuelle klimadebat som eksempel og gennemgå de tre aspekter.
Mig-generationen
Skal vi forstå de moderne unges demokratiske engagement, må vi for det første gøre op med en misforståelse: Ofte udpeges den stigende individualisering af samfundet og især blandt de unge som en af de vigtigste udfordringer mod demokratiet.
Med deres selfies og selviscenesættelse på sociale medier udråbes de til at være selvcentrerede superindividualister uden sans for fællesskab. Intet kunne næsten være mere forkert!
Tværtimod er de unge digitale indfødte truet på deres selvstændighed og individualitet som den første generation, der aldrig er alene. Mobilen er med overalt, de er altid tilgængelige, og der er ikke længere nogen steder, hvor de er alene.
Den digitale verden giver mulighed for, at de uafbrudt kan spejle sig i andre og i netværket. Samtidig registrerer og invaderer algoritmer og big data deres private sfære og kender deres hemmeligheder bedre end de selv gør.
Unge er ikke en mig-mig-mig-generation, men derimod den første generation i moderne tid, som aldrig kun er mig. De er ikke en flok selvtilstrækkelige og selvcentrerede individualister, men er tværtimod på intet tidspunkt og ingen steder kun sig selv.
De er simpelthen i fare for ikke at udvikle et selv, i fare for at miste deres individuelle identitet.
I klimadebatten har vi været vidne til, hvordan de unge i løbet af kort tid har formået at udfordre det etablerede demokratiske system af fodslæbende politikere. Men forløbet viser også, hvor let og hurtigt de unge kan overtales til at engagere sig i en bestemt enkeltsag, hvis de kan hente identitet i formålet og spejle sig i personerne.
Det er ikke superindividualismen, som udfordrer demokratiet, men en generation af digitale indfødte unge, som risikerer ikke at udvikle sig til de selvstændige og oplyste individer, demokratiet er bygget på.
Netværk og fællesskab
Det andet aspekt er, at den digitale verden, som de unge er vokset op i, fungerer som et netværk snarere end et traditionelt fællesskab: Et netværk, for eksempel det globale internet, kræver grænseløshed for at kunne fungere optimalt og er i princippet uendeligt.
Et fællesskab som Danmark er defineret af klare grænser, som indrammer det udadtil og indadtil. Internettet understøtter ustabile og kortvarige bevægelser, som popper op, får stor styrke og lige så hurtigt forsvinder igen.
Danmark henter sin styrke og legitimitet ved at være et stabilt og længerevarende fællesskab. Internettets netværk unddrager sig systematik og kontrol. Fællesskabet Danmark er et system baseret på regler og rettigheder.
De nye, unge borgere er konstant sociale. Men deres måde at være sociale på er meget lidt præget af reglerne for et socialdemokratisk velfærdssamfund, ”gør din pligt og kræv din ret” eller af fællesskabsorienteret solidaritet i klassisk forstand.
Det sociale udgøres af den konkrete og personlige en-til-en-relation, både når den har værdi i sig selv, og når værdien skabes via et stort antal likes eller gruppemedlemmer. Den sociale dynamik i det digitale netværk er det personlige ”lille vi”, ikke fællesskabets ”store VI”.
De etablerede politikere peger på, at klimaudfordringerne er globale og kun kan løses i fællesskab. Ikke af lille Danmark alene endsige af hvert enkelt menneske.
Men denne demokratiske fornuft preller af på de unge. De oplever tværtimod, hvordan en svensk skoleelev pludseligt får meget stor magt og kan gøre en forskel helt alene i netværkets hurtige og effektive, men også ukontrollerbare og tilfældige dynamik.
En ny generation af unge er formet af netværket snarere end fællesskabet, og her følger vejene til indflydelse og at gøre en forskel modsatte logikker og dynamikker.
Det direkte, hastige og det repræsentative demokrati
Det tredje aspekt rammer et meget centralt princip: det repræsentative i demokratiet.
Mere og mere af den demokratiske debat foregår online. De sociale medier giver nye redskaber til at inddrage borgerne og gør adgangen til magthaverne lettere, hurtige og kortere. Demokratiet bliver mere direkte og legitimiteten og tilliden skabes hurtigere. Og tabes hurtigere.
Danmarks demokrati fungerer ved, at fem millioner vælgere nogenlunde hvert fjerde år stemmer deres 179 repræsentanter på tinge, som gennem et grundlovssikret og systematisk forløb udpeger statsministeren og giver ham eller hende mandat til at forme en regering.
Ligesom det skete for fire og fyrre år siden. De nødvendige forudsætninger og fornuftige dyder for denne model er kontinuitet og stabilitet, et systematisk og veletableret hierarki og anerkendelsen af det lange seje træk, hvor alt godt kommer til den, der venter.
Men den digitale verden fungerer som et ikkehierarkisk og usystematisk netværk, som er præget af konstant og måske endda eksponentiel forandring. Her er der stor risiko for, at værdien af det lange seje træk forsvinder i forandringernes vinde.
Selvom det kan forekomme både urealistisk, forkælet og barnligt at forlange umiddelbar behovstilfredsstillelse, er det faktisk også fornuftigt. Det er simpelthen rationelt at gå efter instant gratification i den digitale verden. Her gælder det nemlig, at alt godt forsvinder for den, der venter.
For de strejkende skoleelever er klimakrisen ikke abstrakt og skal ikke løses med 2030-planer og det lange seje træk mod fælles og forpligtende mål. Når man lytter på de unge deltagere i ”Fridays for Future”, fortæller de, at de oplever klimaudfordringen som meget aktuel med direkte konsekvenser for dem personligt, og det kræver konkret handling.
Og det skal være nu, som mange af de unge netop bruger som forklaringen på deres engagement. Selv på det komplekse klimaområde føler de unge, at det er fornuftigt at forlange instant gratification.
Den digitale verdens direkte og hastige demokrati udfordrer på godt og ondt det repræsentative, langsomme demokrati.
Demokratisk dialog
Den digitale verden og dens indfødte repræsenterer både udfordringer og potentialer for demokratiet, som vi er nødt til at forstå, hvis vi skal forny det og måske ligefrem bevare det.
Skal vi nuancere og kvalificere forventningerne til de unge vælgere, medlemmer og borgere, begynder det med en beskrivelse af, hvordan det demokratiske engagement udfolder sig hos den første generation, som aldrig har været sig selv, som ikke er rundet af fællesskabet, men af netværket, og for hvem det er rationelt og fornuftigt at kræve hastighed og instant gratification.
Udfordringerne i en digital verden mod demokratiet er ikke en generation af unge selfietagende superindividualister. Netværkets særlige dynamik gør utvivlsomt de unge mere sociale, men ikke nødvendigvis mere fælles.
Og det er ikke et spørgsmål om manglende engagement hos de unge, men først og fremmest om et anderledes engagement, hvor det lange, seje træk ikke er en automatisk dyd.
Hvis vi begynder med at forstå det, kan det måske blive begyndelsen på en smuk og demokratisk dialog.