Lektor: Demokratiske unge er præget af netværket, ikke fællesskabet

Netværk og fællesskab
Det andet aspekt er, at den digitale verden, som de unge er vokset op i, fungerer som et netværk snarere end et traditionelt fællesskab: Et netværk, for eksempel det globale internet, kræver grænseløshed for at kunne fungere optimalt og er i princippet uendeligt.

Et fællesskab som Danmark er defineret af klare grænser, som indrammer det udadtil og indadtil. Internettet understøtter ustabile og kortvarige bevægelser, som popper op, får stor styrke og lige så hurtigt forsvinder igen.

Danmark henter sin styrke og legitimitet ved at være et stabilt og længerevarende fællesskab. Internettets netværk unddrager sig systematik og kontrol. Fællesskabet Danmark er et system baseret på regler og rettigheder.

De nye, unge borgere er konstant sociale. Men deres måde at være sociale på er meget lidt præget af reglerne for et socialdemokratisk velfærdssamfund, ”gør din pligt og kræv din ret” eller af fællesskabsorienteret solidaritet i klassisk forstand.

Det sociale udgøres af den konkrete og personlige en-til-en-relation, både når den har værdi i sig selv, og når værdien skabes via et stort antal likes eller gruppemedlemmer. Den sociale dynamik i det digitale netværk er det personlige ”lille vi”, ikke fællesskabets ”store VI”.

De etablerede politikere peger på, at klimaudfordringerne er globale og kun kan løses i fællesskab. Ikke af lille Danmark alene endsige af hvert enkelt menneske.

Men denne demokratiske fornuft preller af på de unge. De oplever tværtimod, hvordan en svensk skoleelev pludseligt får meget stor magt og kan gøre en forskel helt alene i netværkets hurtige og effektive, men også ukontrollerbare og tilfældige dynamik.

En ny generation af unge er formet af netværket snarere end fællesskabet, og her følger vejene til indflydelse og at gøre en forskel modsatte logikker og dynamikker.

Det direkte, hastige og det repræsentative demokrati
Det tredje aspekt rammer et meget centralt princip: det repræsentative i demokratiet.

Mere og mere af den demokratiske debat foregår online. De sociale medier giver nye redskaber til at inddrage borgerne og gør adgangen til magthaverne lettere, hurtige og kortere. Demokratiet bliver mere direkte og legitimiteten og tilliden skabes hurtigere. Og tabes hurtigere.

Danmarks demokrati fungerer ved, at fem millioner vælgere nogenlunde hvert fjerde år stemmer deres 179 repræsentanter på tinge, som gennem et grundlovssikret og systematisk forløb udpeger statsministeren og giver ham eller hende mandat til at forme en regering.

Ligesom det skete for fire og fyrre år siden. De nødvendige forudsætninger og fornuftige dyder for denne model er kontinuitet og stabilitet, et systematisk og veletableret hierarki og anerkendelsen af det lange seje træk, hvor alt godt kommer til den, der venter.

Men den digitale verden fungerer som et ikkehierarkisk og usystematisk netværk, som er præget af konstant og måske endda eksponentiel forandring. Her er der stor risiko for, at værdien af det lange seje træk forsvinder i forandringernes vinde.

Selvom det kan forekomme både urealistisk, forkælet og barnligt at forlange umiddelbar behovstilfredsstillelse, er det faktisk også fornuftigt. Det er simpelthen rationelt at gå efter instant gratification i den digitale verden. Her gælder det nemlig, at alt godt forsvinder for den, der venter.

For de strejkende skoleelever er klimakrisen ikke abstrakt og skal ikke løses med 2030-planer og det lange seje træk mod fælles og forpligtende mål. Når man lytter på de unge deltagere i ”Fridays for Future”, fortæller de, at de oplever klimaudfordringen som meget aktuel med direkte konsekvenser for dem personligt, og det kræver konkret handling.

Og det skal være nu, som mange af de unge netop bruger som forklaringen på deres engagement. Selv på det komplekse klimaområde føler de unge, at det er fornuftigt at forlange instant gratification.

Den digitale verdens direkte og hastige demokrati udfordrer på godt og ondt det repræsentative, langsomme demokrati.

Demokratisk dialog
Den digitale verden og dens indfødte repræsenterer både udfordringer og potentialer for demokratiet, som vi er nødt til at forstå, hvis vi skal forny det og måske ligefrem bevare det.

Skal vi nuancere og kvalificere forventningerne til de unge vælgere, medlemmer og borgere, begynder det med en beskrivelse af, hvordan det demokratiske engagement udfolder sig hos den første generation, som aldrig har været sig selv, som ikke er rundet af fællesskabet, men af netværket, og for hvem det er rationelt og fornuftigt at kræve hastighed og instant gratification.

Udfordringerne i en digital verden mod demokratiet er ikke en generation af unge selfietagende superindividualister. Netværkets særlige dynamik gør utvivlsomt de unge mere sociale, men ikke nødvendigvis mere fælles.

Og det er ikke et spørgsmål om manglende engagement hos de unge, men først og fremmest om et anderledes engagement, hvor det lange, seje træk ikke er en automatisk dyd.

Hvis vi begynder med at forstå det, kan det måske blive begyndelsen på en smuk og demokratisk dialog.