Malene Sønderskov: Civilsamfundet kan selv – hvis det får lov

Ansatte og frivillige i civilsamfundet går på arbejde – betalt eller ubetalt – fordi det giver mening for dem.

De motiveres af den energi og glæde, det giver at opleve at gøre en forskel for andre, at være i et fællesskab eller for at få indflydelse på deres lokalsamfund, daginstitution eller sportsforeningen.

Ansatte og frivillige i civilsamfundet går på arbejde – betalt eller ubetalt – fordi det giver mening for dem.

Malene Sønderskov
Partner i StrategyHouse.dk

De investerer ikke deres tid, fordi de skal bruge aftener og eftermiddage på at leve op til hvidvaskningsregler, fødevarestyrelsens kvalitetskontrol.

Eller for at sidde tilbage med en fornemmelse af, at kommunens processer for borgerdeltagelse i planlægningen af nye initiativer i ’virkeligheden’ var et forsøg på at legitimere upopulære beslutninger.

Skal civilsamfundet mere ’på banen’, er det altså vigtigt, at myndighederne ikke kvæler det, der er drivkraften for, at ’vi gider’, og at samarbejdet opleves meningsfyldt.

Det kan stride imod andre hensyn – som for eksempel hensynet til, at der er sikkerhed for, at foreningerne er transparente, ligesom det kan være nødvendigt, at kommunen ’slipper kontrollen’ – mod til gengæld at få del i den indflydelse der ligger i at arbejde tæt på civile aktører.   

Der kan imidlertid også opstå udfordringer ’den anden vej rundt’. Som når den lokale ældreforening samarbejder med plejehjemmet om at ledsage plejehjemmets ældre, demente beboere til lægen eller på hospitalet.

En fin og tryg foranstaltning for beboeren.

Skal civilsamfundet mere ’på banen’, er det altså vigtigt, at myndighederne ikke kvæler det, der er drivkraften for, at vi gider.

Malene Sønderskov
Partner i StrategyHouse.dk

Og et meningsfyldt stykke arbejde for de frivillige i foreningen.

Men hov: Hvem har nu ansvaret for, at det, der blev talt om hos lægen, bliver bragt videre til de ansatte på plejehjemmet?

Og hvem er i sidste ende ansvarlig, hvis der opstår en misforståelse, så den demente beboer ikke får sin medicin, sådan som lægen anviste under konsultationen?

Det kan vel ikke være meningen, at civilsamfundet skal ’så meget på banen’, at de frivillige også får ansvaret for at kommunikationen forløber problem- og fejlfrit mellem offentlige myndigheder og aktører. Eller?

Kan vi nu stole på, at de der civilsamfundsorganisationer har gode, humanitære og selvopofrende hensigter, eller er de i virkeligheden i lommen på storkapitalen?

I de seneste finanslovsforhandlinger blev mulighederne for civilsamfundsorganisationer for at søge penge til kurser for deres frivillige, gennem det statsfinansierede Center for frivilligt Socialt Arbejde, stærkt beskåret.

Det gav landets mange patientforeninger, sociale organisationer, sportsklubber med videre endnu en grund til at søge midler hos private sponsorer.

Flere steder skaber det imidlertid også barrierer for samarbejde.

Eksempelvis vil en region ikke gøre reklame for patientforeningers tilbud, hvis foreningerne modtager tilskud fra medicinalindustrien til oplysning om deres gratis og uafhængige rådgivning, sociale caféer eller andet.

Heller ikke selv om støtten kan være nok så ubetydelig.

På den anden side skriger den offentlige psykiatri efter hjælp til alle de patienter, der mangler et sted at gå hen, når de ikke kan blive indlagt, eller de bliver udskrevet for tidligt på grund af manglende kapacitet.

Et paradoks der kan være svært at forstå, når offentlige myndigheder selv søger om tilskud fra private fonde.

Noget offentlige skoler nyder godt af til finansiering af legepladser, bøger og andre undervisningsmaterialer, fordi folkeskolens budgetter er skåret ind til benet.

Hvilken tillid kan myndigheder og civile initiativer have til hinanden?

Malene Sønderskov
Partner i StrategyHouse.dk

Så ja, lad os endelig få civilsamfundet mere på banen.

For som en socialdirektør jeg talte med sagde: Kommunerne kan give mennesker noget at leve af.

Civilsamfundet giver mennesker noget at leve for.

Men inden vi beder frivillige vågekoner, bisiddere, ledsagere, besøgsvenner, natteravne, værter i sociale væresteder, fodboldtrænere, mentorer og meget andet om at engagere sig endnu mere, kan det være, vi først skal tage en snak om fordelingen af magt og ansvar.

Og hvilken tillid myndigheder og civile initiativer kan have til hinanden?

Og så i øvrigt huske på, at ’de der aktive i civilsamfundet’ er langt mindre interesserede i debatten, end i alt det, de kan gøre med og for hinanden, når de får lov og plads.