Mercuri Urval: En bæredygtig investering er investering i ledelse – tør du lade være?

Af Henriette von Essen-Leise
Management-konsulent hos Mercuri Urval

Igennem de seneste måneder har flere topchefer i ngo-sektoren forladt deres job. Nogle frivilligt, andre ikke. Det er på ingen måde nyt, at en topchef forlader sin stilling. Det ser vi dagligt inden for mange sektorer, og ofte med et gyldent håndtryk som tak for kampen.

Så i og for sig er det vel ikke så usædvanligt, at afskedigelser også begynder at ske hyppigere i ngo-sektoren, hvor kravene til topcheferne – og lederne – er mindst lige så store som i andre sektorer, og præmisserne for ledelse en ualmindelig kompleks størrelse, hvilket blev understreget af den analyse, vi hos Mercuri Urval gennemførte for et lille års tid siden.

I gamle dage – for sådan otte-ti år siden – var ngo’erne langt mere autonome end i dag, hvor alt fra governance, overskudsgrad, strategi, risk management, engagementspolitikker, folkebevægelser, effektivitet, ekspansion, vækst, agilitet til medarbejdertrivsel, samskabelse og politisk spin mm. står på den daglige to-do-liste.

Uanset årsagerne til, at toplederne stopper – og de er helt sikkert forskellige – er det ikke ligefrem en loppetjans at være topchef i ngo-sektoren, hvis nogle stadig skulle gå rundt med den fejlagtige opfattelse.

Kravene til ngo-toplederne – og lederne for den sags skyld – er tårnhøje, og de skal lede i miljøer med en grad af kompleksitet, som få eller måske endda ingen andre brancher kan matche.

Mens andre sektorer, det gælder både den private og offentlige sektor, bruger millioner af kroner på at dygtiggøre og udvikle deres ledere, er der hverken vilje, tradition og ofte heller ikke forståelse for, at det er nødvendigt, og at det koster penge at udvikle ledere i ngo-sektoren. 

Henriette von Essen-Leise
Management Konsulent hos Mercuri Urval

At en afskedigelse skulle resultere i et gyldent afskedssalut, eller udløbet af en åremålskontrakt udløse en betydelig bonus, er til gengæld fuldstændig utænkeligt, og vel sådan set også urimeligt for en topleder i ngo-sektoren.

Alle andre sektorer end ngo-sektoren bruger millioner på ledelse
Men er det urimeligt at investere i ledelse, når behovet for dygtige ledere i moderne civilsamfundsorganisationer med de høje krav, der stilles, er uomtvisteligt – eller kan det tænkes, at det ganske enkelt er nødvendigt?

Mens andre sektorer, det gælder både den private og offentlige sektor, bruger millioner af kroner på at dygtiggøre og udvikle deres ledere, er der hverken vilje, tradition og ofte heller ikke forståelse for, at det er nødvendigt, og at det koster penge at udvikle ledere i ngo-sektoren. Hverken i branchen selv eller fra donorerne.

Diskursen er ikke bare urimelig, den er også umoderne og økonomisk uforsvarlig. Og får sektoren ikke gjort op med sig selv og med de fordomme, der er om at investere i ledelse, ja, så kan man frygte, at det kommer til at hæmme organisationernes evne til at forny sig, være attraktive arbejdspladser, skabe resultater og dermed bevare deres legitimitet.

Det skader i sidste ende langt mere, end det gavner at spare på ledelse, og risikoen er reelt, at organisationerne ikke lykkes med de sager, de er sat i verden for at løse.

Investér i ledelse – det betaler sig
Hos Mercuri Urval har vi sat os som mål at bidrage til at styrke ledelseskraften i ngo-sektoren. Vi brænder lige så meget for ledelse, som organisationerne brænder for deres sager, og vi føler os overbeviste om, at god ledelse er afgørende for, at organisationerne lykkes endnu bedre i fremtiden.

Debatten om ledelse er derfor både vigtig og nødvendig, men lige så vigtig er det at turde investere tid og ressourcer i sin ledelse. Tør I?