Debat

TUBA: Civile organisationer skal også lede udad

DEBAT: Ledelse handler ikke kun om ens egen organisation og dens kerneopgave. Man skal som social organisation også huske at lede udad mod omverdenen, skriver Henrik Appel.

Det er ikke en nem opgave at lede udad. Men det er en vigtig opgave, som ikke må glemmes, skriver Henrik Appel.
Det er ikke en nem opgave at lede udad. Men det er en vigtig opgave, som ikke må glemmes, skriver Henrik Appel.Foto: TUBA
Benedicte Gjerding Dahlberg
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Henrik Appel
Landsleder i TUBA

Som leder i civilsamfundet kan man nemt fylde det meste af sin arbejdsdag ud med at lede indad i organisationen. Der er hele tiden processer, der kan optimeres, medarbejdere, der skal motiveres, værdier, der skal kommunikeres, og nye frivillige, der skal rekrutteres.

Men det er vigtigt, at man ikke glemmer, at ledelse ikke kun handler om ens egen organisation og dens kerneopgave. En vigtig opgave for de sociale organisationers ledelse er også at lede udad mod omverdenen.

At lede udad har flere elementer
For det første handler det om at holde sig opdateret på udviklingen på det område, man arbejder i. Hvor skal organisationen bevæge sig hen for at holde sig aktuel og relevant? Hvad er behovet hos de mennesker, vi gerne vil hjælpe, og hvordan gør vi det bedst muligt?

Fakta
Altinget sætter fokus på ledelse i civilsamfundet og bringer i den kommende tid indlæg om ledelse fra ledere i civile organisationer. Bland dig gerne i debatten.

At være på forkant med udviklingen gør os bedre i stand til at forberede organisationen, medarbejderne og de frivillige på forandringer. Det har de sociale organisationer traditionelt være gode til.

Historisk set er det de sociale organisationer, der har været first movers i hjælpearbejdet, for eksempel ved at oprette herberger og suppekøkkener til hjemløse, før der var et offentligt system, der tog sig af dem.

Vi skal ikke kun have fokus på vores eget arbejde og vores egne medarbejdere og frivillige, men også have blikket rettet mod nye samarbejder og områder, hvor vi kan gøre en forskel sammen med andre uden at gå på kompromis med vores kerneværdier.

Henrik Appel  
Landsleder i TUBA

Hvis ikke vi som ledere bliver ved med at have blik for udviklingen, stagnerer organisationen i fortiden.

Nye samarbejder
For det andet handler den udadrettede ledelse om det stadig større samarbejde med for eksempel kommuner eller andre organisationer. Vi ser en tydelig tendens til, at både fonde og statslige puljer opfordrer til fælles projekter og samarbejde på tværs.

Det er en udvikling, jeg hilser velkommen, for jeg tror på, at vi kan skabe de bedste resultater i fællesskab. Men det er også en udvikling, som stiller nye krav til lederne i de civile organisationer.

Vi skal ikke kun have fokus på vores eget arbejde og vores egne medarbejdere og frivillige, men også have blikket rettet mod nye samarbejder og områder, hvor vi kan gøre en forskel sammen med andre uden at gå på kompromis med vores kerneværdier.

Og endelig skal ledelsen også fungere som et værn, der beskytter medarbejderne mod presset udefra. Når vi i TUBA for eksempel bliver mødt af krav om at få de unge hurtigere igennem et terapiforløb, er det min opgave som leder at stå fast på, at de unge fra familier med misbrug, vi møder, ikke er tal i et regneark, men mennesker af kød og blod.

Der må jeg kæmpe for at bevare den høje faglige kvalitet, der har skabt vores succes, og som er grunden til, at så mange unge søger vores hjælp i dag.

Dialog med politikere
Som civil organisation har vi ikke samme naturlige autoritet som for eksempel en kommunal forvaltning. Ofte bliver vi overset i den politiske diskussion om, hvordan vi løser sociale problemer, eller reduceret til de velmenende frivillige med store hjerter og varme hænder.

Vi skal hele tiden præstere og træde i karakter som en professionel organisation, der kan og vil både samarbejde med og understøtte kommunerne i at løse nogle af de sociale velfærdsopgaver.

Det kræver et konstant fokus på at højne kvaliteten af vores arbejde – og at dokumentere og kommunikere vores gode resultater. Både over for samarbejdspartnere og brugere, men også i høj grad rettet mod det øverste politiske lag.

Vi skal blive ved med at gøre opmærksom på de problematikker, vores unge brugere kæmper med – også når politikerne bliver optaget af andre ting som for eksempel tidlig indsats eller minimumsnormeringer i daginstitutioner.

Og vi skal være i løbende dialog med politikerne om at skabe gode rammebetingelser for civilsamfundets arbejde og samspil med det øvrige samfund.

Det er ikke en nem opgave at lede udad. Men det er en vigtig opgave, som ikke må glemmes.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Appel Esbensen

Direktør, Memox, medlem, Velfærdsrådet 
socialrådgiver

0:000:00