Når ngo’er og udsatte selv fordeler fondsmidler, er det både en gave for diversiteten og en mulighed for at ’washe’ beskidt tjente formuer renere

Tænk, hvis det var ngo’er, udsatte grupper og interesseorganisationer, der uddelte det tocifrede milliardbeløb, som danske fonde uddeler hvert år til forskning, uddannelse og folkeoplysning og socialt arbejde.

Lyder det som ønsketænkning?

Faktisk er det virkelighed i den voksende gruppe af fonde på globalt plan, som i en eller anden variant benytter sig af metoden participatory grantmaking.

Jeg føler, jeg har skabt et monster! Jeg svinger mellem at synes, det er virkelig fantastisk og at det er virkelig farligt. Problemet er, at det kan være begge dele

Hannah Paterson
Churchill fellow

På dansk findes der endnu ikke nogen fast vedtaget term for metoden – involverende filantropi bruges af nogen - om noget, der i hvert fald omfatter metoden. Her i artiklen kalder vi forsøgsvis metoden for deltagelsesorienteret.

Det er en strømning, som går ud på at forandre magtdynamikkerne i filantropien ved at lægge beslutningskompetencen om bevillinger ud til modtagere og målgrupper. Metoden udøves i forskellige varianter og gradueringer.  

Hannah Paterson er blandt de fremmeste eksperter i metoden. Som fellow i the Churchill Fellowship har hun undersøgt og beskrevet metoden i en rapport, hun har startet et verdensomspændende netværk af metodens tilhængere og udøvere, hun underviser i den, og for nylig var hun i Danmark, inviteret af Nordea-fonden. 

Hannah Paterson har selv arbejdet med filantropi i en årrække og med et fokus på den deltagelsesorienterede filantropi har hun mødt en række forskellige modeller for udøvelse af metoden.

I sin mest vidtgående form er det således en kreds udelukkende bestående af målgruppe og bevillingsmodtagere, som beslutter, hvem der skal have hvor mange penge.

Den metode rummer en række åbenlyse fordele for modtagerne – men hvilke interesser kan uddelerne have i at give magten til at beslutte fra sig?

“Bevillingsgivere bruger den deltagelsesorienterede tilgang af en lang række årsager. Mange bruger den til at skabe bredere repræsentation blandt deres beslutningstagere. I UK er beslutningstagere ofte hvide, bestyrelsesmedlemmer er ofte mænd og fondsmedarbejdere ofte kvinder. Hvis du anerkender, at det er et problem, er den deltagelsesorienterede tilgang en god måde at øge diversiteten, og det kan være et incitament, baseret på såvel udefrakommende pres som intern efterspørgsel,” siger hun.  

Et monster eller en gave? 

Desuden er der, fortæller Hannah Paterson, både i USA og UK, en vis polemik om uddelingen af formuer, som er skabt på, hvad nogen vil kalde et moralsk tvivlsomt grundlag.

”I så mange tilfælde er der blevet forvoldt skade på vejen til at skabe så store formuer. UK har the National Lottery (pendant til Udlodningsmidlerne i Danmark, red.) baseret på indtægter fra mennesker, der gambler – primært fra arbejderklassen. Lige nu peaker omsætningen på grund af krisen, hvor ekstra desperate og pressede mennesker spiller i håbet om den store gevinst. Det er en problematisk måde at tjene penge på, ligesom penge, der er tjent på olie, våben, udnyttelse af mennesker eller natur,” lyder det.

I de tilfælde kan en deltagelsesorienteret tilgang hjælpe med at penge, som en skadeforvolder deler ud, i det mindste kommer de målgrupper til gavn, som det er gået ud over.

En masse mennesker arbejder i fondsverdenen fordi det føles godt og rart at tage de beslutninger – og hvis det ikke længere er deres arbejde, hvad er så deres formål?

Hannah Paterson
Churchill fellow

Hvad tænker du om, at fonde og virksomheder, der forvolder og har forvoldt stor skade, på den måde kan bruge den her metode til at retfærdiggøre deres meget indbringende aktiviteter?

“Jeg føler, jeg har skabt et monster! Jeg svinger mellem at synes, det er virkelig fantastisk og at det er virkelig farligt. Problemet er, at det kan være begge dele.”

I det digitale fællesskab Participatory Grantmakers Community, som Hannah Paterson er medstifter af, er der omkring 1000 medlemmer. Hun anslår, at omkring 30 procent af dem aktivt afprøver og udøver forskellige modeller inden for metoden. Cirka halvdelen forholder sig mere passivt og iagttagende, mens den sidste femtedel får hende til at skære en grimasse og udstøde en lyd som havde hun fået et hårdt spark i mellemgulvet.   

“De er bare sådan … urghh… Det er svært, fordi det fællesskab går fra den ene yderlighed til den anden, og jeg synes, der mangler nogle nuancer i samtalen om, hvad der er godt og skidt. Den samme ting kan være både godt og skidt og der kan være overlap, og man kan udøve både god og dårlig praksis på samme tid. Og det, der er godt at gøre et sted på kloden, kan være skidt at gøre et andet sted,” uddyber hun.  

Modstand baseret på racisme og frygt for at miste magt

Trods de nu åbenbarede fordele for visse fonde og aktører har Hannah Paterson også mødt megen skepsis og modstand mod en tankegang, som for dele af den filantropiske sektor virker yderst kontroversiel. 

”Det spørgsmål, de oftest stiller, er pudsigt nok ’hvordan betaler vi folk?´(for at være med til at bevilge penge, red.) Det virker som et let spørgsmål at besvare, bortset fra at sociale ydelser i nogle tilfælde kan bortfalde, hvis modtagerne tjener penge. Tilsyneladende er betaling noget, utrolig mange mennesker internt i en organisation kan have en mening om: Hvordan og hvor meget - en kaotisk debat kan pågå i årevis, og i sidste ende kommer man aldrig videre. Men jeg oplever, at spørgsmålet indimellem bliver stillet som en slags kunstigt påskud for at dække over den egentlige modstand.”

Og hvad er den egentlige modstand?

”Noget er funderet i racisme og diskrimination og fordomme på baggrund af social klasse. Fascinerende nok siger nogle af dem det indimellem direkte: ’De her grupper er ikke i stand til at tage beslutninger for sig selv eller de forstår ikke strategien og konteksten eller systemet.’ Og så siger jeg ’så må I jo give dem den viden og forståelse, og hvordan ved du for resten at de ikke forstår systemet?’ og til det svarer mange ’det gør de bare ikke.’ Hvis jeg spørger videre ind, strander jeg ofte ved svar om deres egen uddannelse, erfaring og baggrund… der er mange interessante formodninger om, hvilken indflydelse folks baggrund har på deres intelligens.”   

Hvis drivkraften er sagen og vigtigheden af samarbejde for den bedste løsning, kan det ende med, at bevillingerne nærmest mister betydningen, men blot tjener som en indledende gulerod for at få folk ind i rummet.

Hannah Paterson
Churchill fellow

”Andre siger, de tror deres bestyrelser vil være imod det, eller de kommer med juridiske argumenter, som oftest viser sig at være baseret på myter og rygter. Eller følelser. For nogle af barriererne handler om følelser og selvopfattelse: Nogle elsker deres job og er bange for at det forsvinder. En masse mennesker arbejder i fondsverdenen, fordi det føles godt og rart at tage de beslutninger (om bevillinger, red.) – og hvis det ikke længere er deres arbejde, hvad er så deres formål?”

Hannah Paterson svarer selv på spørgsmålet. For det er rigtigt, at den deltagerorienterede tilgang forandrer bevillingsuddelerens rolle.

Nogle vil føle, de mister magt. I bund og grund transformerer bevillingsgiveren sig til at være facilitator, konfliktmægler, netværkskoordinator og social bestøver.

”Det kræver radikalt anderledes kompetencer fra dem, der arbejder i fondene, selvom der stadig vil være brug for personale til administration, udbetaling og baggrundstjek. Og det er skræmmende for nogle. Men filantropi er jo ikke sat i verden for at beskæftige mennesker,” siger hun.

Hvis sagen er vigtigst, kan egeninteresser godt vige

I Danmark er forskellige fonde i varierende grad allerede i gang med at afprøve forskellige elementer af den deltagelsesorienterede tilgang. Men det ene punkt, hvor samtlige endnu er tilbageholdende, er selve beslutningen omkring bevillinger: Hvem skal have penge?

I det rum findes stadig ingen eksempler på, at målgrupper eller civilsamfundsaktører er inviteret ind.

Det er mange gode grunde til: Tradition, selvopfattelse, armslængdeprincip og en kultur, der hylder anti-korruption som et gennemsyrende princip.

Men det kan, som Hannah Paterson har oplevet, godt lade sig gøre andre steder i verden. Her findes måder at komme omkring de udfordringer, der i en dansk kontekst virker allermest påtrængende?

Hvordan undgår man, at organisationer, som er med i et bevilgende udvalg, først og fremmest tilgodeser egne interesser?

“Det er svært, og nogle gange går det galt. Men har man en gruppe mennesker, som har købt ideen om, at de arbejder for det bedste for en sektor og en målgruppe og ikke for dem selv og deres organisation, er meget op til facilitering og forberedelse. Og sådan tænker mange fra civilsamfundet heldigvis, og kan komme frem til den konklusion, at den bedste løsning nogle gange ikke er deres egen, men nogle andres. Men det kræver en form for social kontrakt mellem alle, og at der er opbygget et fællesskab på forhånd. Så hvis nogen begynder at udvise en ’jeg-vil-bare-have-pengene-tilmig-selv-adfærd, så kan fællesskabet henvise til den kontrakt.”

Hvor lang tid tager det at opbygge sådan et fællesskab?

“Tjah…til man er færdig! Det kommer jo an på konteksten – nogle organisationer har konflikter, som er historiske, men som alene bunder i relationen mellem to personer, hver situation er jo forskellig.”

Fælles spilleregler kan løse problemet

Hannah Paterson har også set eksempler på, at man kan regulere sig ud af mulige interessekonflikter og habilitetsproblemer. Blandt andet en model, hvor det aftaltes på forhånd, at beslutningstagerne, som samtidig alle er mulige bevillingsmodtagere, har en nødløsning at falde tilbage på:

Hvis der ikke kan opnås enighed om fordelingen, kan den samlede bevillingsramme deles op i lige store portioner, så alle omkring bordet modtager samme beløb.

”Så sker det, at folk møder op, lytter til de andres projekter og ender med at sige, at andres måder at løse opgaven på er bedre, og at de trækker deres eget projekt ud til fordel for andre. Eller nogle indser, at de laver meget lignende indsatser og slår sig sammen, eller samarbejder om nogle elementer,” fortæller hun og tilføjer:

”Hvis drivkraften er sagen og vigtigheden af samarbejde for den bedste løsning, kan det ende med, at bevillingerne nærmest mister betydningen, men blot tjener som en indledende gulerod for at få folk ind i rummet. Og det er mindre vigtigt, hvem der modtager hvilke bevillinger.”

Participatory Grantmaking er som ballet. Du kan beskrive det lige så tosset du vil – men du forstår det først, når du har set det.

Hannah Paterson
Churchill fellow

I andre modeller kan man vedtage en politik om, at repræsentanter med relationer til den enkelte organisation går ud, når de andre deltagere diskuterer og tager stilling til de aktuelle projekt. I de tilfælde vil alle deltagerne så på et eller andet tidspunkt skulle trække sig, men det er usandsynligt, at alle erklærer sig inhabile på samme tid.

Det er selvfølgelig afgørende, at regler som disse er vedtaget og bakkes op af alle involverede.

”Og så er det her jo en tankegang, der præger mere traditionelt tænkende bevillingsgivere. Men der er en debat blandt bevillingsgivere, hvor andre ser det helt omvendt – at de såkaldte interessekonflikter ikke har (negativ) betydning, og at nogens tilknytning og kendskab til en specifik organisation i stedet ses som et aktiv og en viden, der bør inddrages i beslutningen i stedet for bogstavelig talt at forlade rummet.”

Her trækker Hannah Paterson en af sine kæpheste af stalden – nemlig at det ikke nødvendigvis er selve beslutningsrummet for bevillinger, der er det mest magtfulde sted i filantropien. At inddrage brugergrupper i at lave strategi, fastsætte kriterier for ansøgere og projekter kan være mindst lige så betydningsfuldt.

En blandet beslutningkreds giver store sidegevinster 

Bevillingsrummet er dog stadig i brede kredse det mest kontroversielle sted at overlade magten til andre end donorrepræsentanter. En yndet model er derfor en ’light’ udgave, hvor et forberedende udvalg med målgrupper og organisationer indstiller og anbefaler til en endeligt besluttende bestyrelse eller fondsudvalg.

Her kunne den kritiske iagttager frygte, at det i nogle tilfælde fører til at den deltagerorienterede del af processen bliver pseudo og blot for et syns skyld.

”Når de først ser, hvordan organisationerne og brugerne beslutter og konstaterer, at de faktisk er meget sværere at bide skeer med end de selv er, bliver de fleste store tilhængere og følger langt de fleste indstillinger. Årsagen er jo, at de bliver vidner til, hvordan organisationerne i langt højere grad har en fornemmelse af, at de har med ’rigtige penge’ at gøre. De har jo praksiserfaring med, hvor langt man kommer for xx tusinde kroner, mens bevillingsgivere ofte kan have et mere abstrakt og matador-agtigt forhold til de penge, de deler ud,” forsvarer Hannah Paterson modellen.

Hendes personlige favorit-setup er et, hvor den besluttende forsamling er et mix mellem fonds- og brugerrepræsentanter. Den model er især populær i USA, og grunden til at Hannah Paterson er begejstret for den er, at den i tilgift til gode beslutninger producerer nye indsigter og forståelse for modparten for alle deltagere.

”De ser hinandens udgangspunkter helt tæt på, og ansøgerne forstår, hvorfor bevillingsgiverne stiller netop de spørgsmål, de gør, og samtidig bliver de bedre til at forstå spillereglerne og søge penge en anden gang.”

Trods de mange fordele ved den deltagerorienterede tilgang er Hannah Paterson udmærket klar over, at den ikke er anvendelig inden for al filantropi i verden. Forskellige tilgange betyder ikke nødvendigvis rigtige og forkerte tilgange. Men hun vil alligevel godt citere metode-eksperten Jamie Bain fra Minnesota Universitet for en god beskrivelse:

”Participatory Grantmaking er som ballet. Du kan beskrive det lige så tosset du vil – men du forstår det først, når du har set det. Skåret ud i pap: en hel masse fonde og bevillingsgivere bliver bare så benovede og ydmyge, når de ser, hvordan civilsamfund og målgrupper tager gode, solide beslutninger baseret på evidens, data og deres egne erfaringer med, hvad der virker, og hvad der ikke virker.”