Ny analyse: Ti barrierer blokerer for udsatte unges deltagelse i fællesskabet

Hver anden 13-årige pige med minoritetsbaggrund deltager aldrig i fritidsaktiviteter. Læg dertil, at fire ud af ti unge fra familier, der lever under fattigdomsgrænsen, ikke går til nogen form for sport, og at kun hvert syvende anbragte barn har et fritidsjob. Og pludselig står du med et blueprint til et samfundsproblem, der i den grad vender den tunge ende nedad.

”Vi ved, at unges fællesskaber og adgangen til at være sammen med jævnaldrende er helt afgørende for deres trivsel og velvære og dermed også for deres læring og muligheder for at udvikle sig,” siger Janne Tynell, stedfortrædende generalsekretær i Red Barnet.

I en ny analyse, som offentliggøres torsdag morgen på Folkemødet, beskriver Red Barnet med input fra tænketanken Mandag Morgen ti barrierer, der medfører, at udsatte børn og unge er langt svagere repræsenteret i foreningslivet end deres jævnaldrende.

”Vores analyse peger på, hvad der står i vejen for at blive en del af et positivt fællesskab. Vi håber, at vi med denne analyse kan bidrage til at skabe flere rummelige fællesskaber, hvor de unge bliver mødt med et blik for at dyrke og styrke de ressourcer, de har, så det kan kompensere for de risikofaktorer, de lever med,” siger Janne Tynell.

Tre af de ti barrierer, som analysen identificerer, befinder sig i foreningslivet, og det er vigtigt, at organisationerne er bevidste om den betydning, de har i forhold til at få udsatte unge med ombord, pointerer Red Barnet.

For eksempel er mange ressourcestærke børn nærmest født ind i foreningslivet, og fra de er helt små, står forældrene på sidelinjen og hepper. Den opbakning mangler mange børn i udsatte positioner. Og det er ikke altid let at være begynder i en sen alder, pointerer Red Barnet.

”Det er vigtigt, at organisationerne indretter sig, så de kan tage imod de unge, der ikke har brugt flere år på at dygtiggøre sig i foreningslivet. Man skal være opmærksom på, om der kommer nogen ind, som ikke har været en del af fællesskabet, og tage særligt godt imod dem,” siger Janne Tynell.

Farer vild i forventningerne
En beslægtet udfordring er de skjulte forventninger og normer, der ligger i ethvert fællesskab. For foreningsvante unge er det trivia-viden, men for unge i udsatte positioner kan den slags koder være svære at afkode.

”Hvorfra skal man vide, hvordan man gebærder sig i en klub? Afkode at der er forventning om, at man vasker fodboldtrøjer med jævne mellemrum, er den der finder ruten til den næste udekamp eller har pølsehorn med?” spørger Janne Tynell.

Kravene under overfladen kan i værste fald holde udsatte unge uden for fællesskabet – stik imod intentionerne.

”Når man ikke kan afkode normerne, er det både ekskluderende og stigmatiserende, og man kan miste sin tro på, at man kan indgå i sådan nogle sammenhænge,” siger Janne Tynell.  

Man skal holde sig for øje, at det ikke bare handler om at inkludere nogle unge. Det handler også om at have fællesskaber, der er rummelige og tilgængelige for alle.

Janne Tynell
Stedfortrædende generalsekretær, Red Barnet

Hun anbefaler, at alle foreninger vender blikket indad og diskuterer, hvilke forventninger man har til hinanden i foreningen.

”Man skal blive tydelig omkring, hvad det er for eksplicitte og implicitte normer, man har, og få dem beskrevet. I Red Barnet anbefaler vi en velkomststrategi, hvor rollerne er afklaret, og hvor det er beskrevet, hvad der forventes af de unge,” siger Janne Tynell og tilføjer:

”Man skal holde sig for øje, at det ikke bare handler om at inkludere nogle unge. Det handler også om at have fællesskaber, der er rummelige og tilgængelige for alle.”

Involvering styrker fastholdelsen
Og så skal de unge involveres, fremhæver analysen.

Dels giver det bedre aktiviteter, hvis de er udsprunget af de unges egne hjerner og hjerter. Men endnu vigtigere er det, at man ved at involvere de unge sender et signal om, at man tror på, at de har noget at byde på. Og det er med til at fastholde dem i fællesskabet.

”Når man viser dem, at man tror på, de har noget at byde ind med, og at man har forventninger til dem, får de et ressourcesyn på sig selv, hvor de opdager, at de er gode til noget,” siger Janne Tynell og fortsætter:

”Mange af de unge er vant til, at der er mere fokus på deres udfordringer end på deres ressourcer. Men kommer man med ind i processerne, så får man et andet blik på sig selv. Og det styrker selvtilliden og medfører ofte, at man så går ekstra meget ind i arbejdet.”

Inspiration og samarbejde
Janne Tynell håber, at analysen vil blive læst og brugt af aktører fra både civilsamfundet, det offentlige og erhvervslivet – og ikke mindst, at den vil inspirere til nye samarbejder.

”Vi håber, at man vil lade sig inspirere og tænke ud over sin egen ramme. ’Det kunne være, at jeg som foreningsleder skulle arbejde sammen med Birthe oppe på kommunen om at få motiveret de unge til at se i vores retning’. At man kigger på tværs af sektorer og tænker, at ’Det her er noget, vi skal gøre sammen’,” siger Janne Tynell og tilføjer:

’Vi er nødt til at arbejde på tværs af sektorer for at løfte de her unge ind i vores fællesskaber.’