Altinget indgår partnerskab med Folkemødet

Foreningen Folkemødet og Altinget vil samarbejde om at bringe de digitale debatter på Folkemødet 2021 ud til danskerne. Samarbejdet skal også gøre det nemt for flest muligt at engagere sig i de mange debatter.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget

Folkemødet 2021 foregår både under åben himmel i Allinge og digitalt på hjemmesiden folkemødet.dk. 

Derfor har Folkemødet og Altinget indgået en aftale om et omfattende samarbejde, der skal bringe Folkemødet ud til danskerne – og give dem mulighed for at følge og blande sig i de mange debatter. 

“Folkemødet er en fejring af demokratiet, og Altinget har siden begyndelsen i 2011 været en aktiv deltager," siger Altingets administrerende direktør, Christoph Nørgaard.

"Nøjagtig som Folkemødet er vi optagede af at fremme den demokratiske samtale, og derfor er det helt oplagt for os at blive mediepartner og forpligte os til en meget omfattende dækning af dette meget særlige folkemøde i 2021, som de fleste kommer til at følge på afstand.”

Altinget opretter både en redaktion og et tv-studie på Grønbechs Hotel i Allinge for at dække Folkemødet intenst med nyheder, reportage og daglige podcast – men også live-streame egne debatter, talks og interviews. Indholdet bliver tilgængeligt på Altinget.dk samt på Altingets mange nichemedier. Live-optagelserne af debatterne vil også være tilgængelige på Folkemødets egen digitale platform.

Et samarbejde der når bredt ud
Hos Foreningen Folkemødet er man glade for samarbejdet, som blandt andet vil være med til at styrke deltagelsen af og dialogen med professionelle deltagere på Folkemødet. Blandt andet ved at nå ud til den store gruppe af professionelle aktører, som i år muligvis ikke kan komme til Allinge og være en del af de politiske og samfundsrelevante debatter. Foreningen Folkemødets direktør Camilla Laudrup uddyber:

“Altinget er jo et stærkt og markant medie inden for politik og civilsamfund, og gennem dette samarbejde kan vi sammen sikre, at samtalerne bliver bredt videre ud fra Allinge. I år må vi jo gribe Folkemødet anderledes an end normalt. Folkemødet 2021 bliver både demokrati under åben himmel på Bornholm og så skal vores gæster og arrangører i år også have mulighed for digital deltagelse. Sammen med Altinget forventer vi, at vi kan engagere endnu flere i Folkemødets mange samtaler mellem borgere og beslutningstagere,

Folkemødet vil i 2021 bestå af aktiviteter i Allinge torsdag til lørdag, samt live-streamede debatter fra hele landet om torsdagen. Med stærke mediepartnere, en ny digital platform og demokratiske samtaler i nye hybridformater, kan alle deltage.

Altinget sætter præg på Folkemødet

Udover den omfattende journalistiske dækning af FM21 så sætter Altinget vanen tro også sit præg på FM21 med et ambitiøst program med dagsordensættende debatter, politiske samtaler og events.

"Vores beskedne ambition for 2021 – når vi nu ikke kan mødes fysisk – er at tage den digitale politiske samtale til helt nye højder," siger direktøren for Altinget Live, Jonas Keiding Lindholm.

"Siden vi afviklede Sommermødet i 2020 som en erstatning for det rigtige Folkemøde, har der nærmest ikke været en uge, hvor vi ikke har lagt scene eller platform til en live-streamet politisk debat, konference eller samtale. Vi har lært en masse det sidste år, om hvordan den gode og engagerende virtuelle debat ser ud, så publikum vækkes til live, og budskaberne når ud," tilføjer han.

Altinget er i færd med at udvikle et alsidigt debatprogram for Folkemødet, som står på ryggen af alle disse erfaringer. Alt indhold streames til Altinget.dk og Altingets Facebook og samles på et unik site, hvor der også vil være programomtale, interviews mv.

"Hvis der bliver mulighed for det, så er vi også klar til at tage imod publikum på vores egen scene på Grønbechs Hotel. Men uanset modellen, glæder vi os til være en del af Folkemødet og hjælpe vores samarbejdspartnere med at blive en del af det," siger Jonas Keiding Lindholm. 
 

 

 

 

Omtalte personer

Camilla Laudrup

Fhv. direktør, Foreningen Folkemødet
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

Christoph Nørgaard

Adm. direktør, Alrow Media
M.sc. i international business (Aarhus Uni.)

Jonas Keiding Lindholm

Direktør, Tænketanken Mandag Morgen & Altinget Arena, formand for Ombold, formand for DBU's etiske komité, i bestyrelsen for Københavns Professionshøjskole
mag.scient.soc. (Lund Uni. 1997)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion