Oxfam Ibis: Klimakrisen udstiller en udemokratisk verden

Af Kristian Weise
Generalsekretær, Oxfam Ibis

Får FN’s verdensmål nummer 13 om at bekæmpe klimaforandringerne for meget opmærksomhed i forhold til de 16 andre verdensmål?

I Altingets debatserie om netop det, synes der er at være stor enighed. Svaret er ja. 

Verdens mange udfordringer hænger uløseligt sammen – og kan derfor ikke løses hver for sig.

Snæversynet tendens
Professor og klimaforsker Katherine Richardson siger det klarest i sit indlæg 22. januar, når hun fastslår, at ”vores samfunds største udfordring er at finde en rimelig måde at fordele jordens ressourcer på”. 

Dermed bliver klimakampen også et spørgsmål om den fortsat ekstremt store ulighed i livsbetingelser og indflydelse, der hersker på vores klode.

Problemet er, at størstedelen af verdens befolkning er afskåret fra demokratiske processer, mens den økonomiske og politiske magt er koncentreret hos en brøkdel af verdens befolkning.

Kristian Weise
Generalsekretær, Oxfam Ibis

Og svaret må derfor omfatte en mere retfærdig fordeling af både økonomiske, sociale og politiske muligheder sammen med jordens øvrige begrænsede ressourcer.

Men et er, hvad bæredygtighedsforskere og civilsamfundsaktører siger på de virtuelle debatsider i Altinget i ”Verdensmålslandet Danmark”. 

Noget andet er, hvad der i disse år sker ude i den globale virkelighed. Her er tendensen anderledes snæversynet.

Både i erhvervslivet og i store dele af de politiske systemer er der en ensidig tiltro til, at klimakrisen kan løses gennem flere private investeringer og udvikling af ny teknologi.

Men denne apolitiske tilgang ignorerer fuldstændig, at investorerne og ingeniørerne ikke løser ikke klimakrisen alene. 

Ulige og udemokratiske verdensorden
Konsekvenserne af klimaforandringerne hænger nemlig uløseligt sammen med den ulige og udemokratiske verdensorden, hvor langt de fleste mennesker ikke har indflydelse på deres egen fremtid.

Og hvor mange udviklingslande er taberne, når der kæmpes om magt, repræsentation og fordeling i internationale institutioner som IMF og Verdensbanken, og i FN’s COP-forhandlinger.

Problemet er således ikke kun klimaforandringerne i sig selv. Men det faktum at de rammer verdens befolkning ekstremt skævt.

Og at der ikke er nogen sammenhæng mellem dem, der har forårsaget dem, og som bestemmer, hvordan de løses, og dem, der betaler den største pris for dem.

Problemet er, at størstedelen af verdens befolkning er afskåret fra demokratiske processer, mens den økonomiske og politiske magt er koncentreret hos en brøkdel af verdens befolkning.

Klimaretfærdighed er nøgleordet
Den seneste analyse fra den globale civilsamfundsalliance Civicus fastslår, at kun tre procent af verdens befolkning lever i lande, hvor deres fundamentale rettigheder er beskyttede og respekterede – blandt andet fordi civilsamfundet er under angreb. 

Skal vi løse verdens problemer og opnå alle FN’s verdensmål, bliver vi nødt til at ændre denne magtbalance. Mellem nord og syd, mellem rige og fattige.

Derfor er det også afgørende, at klimabevægelsen - når den er bedst - indeholder et kæmpe potentiale for sociale forandringer.

”Climate justice” eller klimaretfærdighed er nøgleordet. 

Et helt konkret eksempel på en åbenlys uretfærdighed er, hvordan rige landes udledning i nord er med til at øge risikoen for akut tørke eller oversvømmelse i allerede skrøbelige områder verden over.

Konsekvenserne er ofte ulige fordelt og kan være sult, fattigdom, vold eller konflikter, der oftest rammer de mest udsatte mennesker i udviklingslandene hårdest.