Debat

Røde Kors: Civilsamfundet er ligeværdige partnere i at sikre velfærdsarbejdet

Lars Skov Henriksen sammenligner civilsamfundets indsats med den offentlige sektors 'fælles goder'. Men civilsamfundsorganisationer er centrale, uafhængige partnere - ikke blot 'underleverandører'. Deres indsats styrker både velfærd og samfundets sammenhængskraft, skriver Jette Runchel og Knud Aarup.

I Danmark er der næsten 6.000 hjemløse. Når de bliver syge, har kommuner og regioner svært ved at sikre passende behandling efter udskrivelse, hvilket ofte fører til, at de ender på gaden igen. Dette kompromitterer helbredet og øger risikoen for genindlæggelse, skriver Jette
Runchel og Knud Aarup.<br>
I Danmark er der næsten 6.000 hjemløse. Når de bliver syge, har kommuner og regioner svært ved at sikre passende behandling efter udskrivelse, hvilket ofte fører til, at de ender på gaden igen. Dette kompromitterer helbredet og øger risikoen for genindlæggelse, skriver Jette Runchel og Knud Aarup.
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Jette Runchel
Knud Aarup
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er bekymrende, når en så fremtrædende civilsamfundsforsker som professor Lars Skov Henriksen i den grad kan vende tingene på hovedet.

Han ser pludselig de sociale civilsamfundsorganisationer som en sektor ”som med en lukket og rosenrød selvforståelse medvirker til at penge og beslutninger skubbes hen, hvor særinteresser styrer og hvor uligheden øges”.

Intet kunne være mere forkert.

Uafhængighed af magten – den politiske og administrative

Interviewet i Altinget 5. oktober 2023 er lavet på baggrund af en videnskabelig artikel, som kommer i en bog i 2024.

Interviewet er selvfølgelig spidsvinklet, men læser man forskningsartiklen fremgår det, at Lars Skov Henriksen ser de indsatser, som leveres af civilsamfundet på linje med dem, som dem den offentlige sektor leverer.

Der er tale om det, han kalder fælles goder, der som hovedregel leveres af det offentlige, men hvor private eller organisationer også kan levere.

Det kan godt være, at det giver mening med udgangspunkt i økonomisk teori, men det afspejler en meget forfladiget afgrænsning imellem det offentlige og civilsamfundet

Jette Runchel og Knud Aarup
Røde Kors

Allerede her er der grund til at hejse et flag: Det kan godt være, at det giver mening med udgangspunkt i økonomisk teori, men det afspejler en meget forfladiget afgrænsning imellem det offentlige og civilsamfundet.

I bedste fald er det en afgrænsning af civilsamfundet, som behandler det som en serviceleverandør på linje med den offentlige- og private sektor.

Hermed har man udraderet de særlige kendetegn, som historisk og forhåbentlig stadig er civilsamfundet adelsmærke: Uafhængighed af magten.

Det danske velfærdssamfund er blevet til, fordi helt konkrete mennesker med værdier så konkret nød. Folkebørnehaverne af 1915 blev starten, fordi afskaffelsen af børnearbejde i 1913 havde ført til, at børn var henvist til at leve et usselt dagligliv i de københavnske baggårde.

Det fik Vesterbro lægen Richard Kjer-Petersen og den senere pædagogiske frontløber på Frøbelseminariet Anne Wulf til at starte en ordning, hvor kirkerne stillede lokaler til rådighed og hvor man lejede arealer på Fælleden til udeleg. Det civilsamfundsinitiativ blev til de første danske børnehaver.

Det karakteristiske ved initiativet og ved andre civilsamfundsinitiativer er, at det ikke er båret af egeninteresse fra initiativtagerne. Det er derimod båret af medmenneskelighed som værdi.

Et uafhængigt civilsamfund er i sin kerne en forudsætning for den kritiske røst i forhold til magten og af et ønske som social innovation.

Herudover rummer civilsamfundet også et engagement og en demokratiudfoldelse gennem mangeartede fællesskaber, som er med til at holde vores samfund sammen. Den værdi må ikke glemmes.

Det handler om mennesker – ikke systemer

For det handler om mennesker. Hvis de statslige, regionale og kommunale sociale indsatser løser problemerne for mennesker i nød, vil der ikke umiddelbart være behov for sociale civilsamfundsorganisationer.

Men sådan ser det danske velfærdssamfund ikke ud. Lad os se på et par eksempler.

Vi har i Danmark knap 6.000 hjemløse. Det er et højt tal og det er der flere initiativer som forsøger at løse, hvilket Lars Skov også nævner.

Når de bliver syge, formår kommunerne og regionerne ikke at sikre en sådan behandling, at den enkelte faktisk kan klare sig som hjemløs, når de bliver udskrevet fra sygehuset.

Kommunerne ved ikke, hvad de skal stille op. Derfor ender de ofte alt for hurtigt på gaden igen og helbredelsen bliver det så som så med, hvorfor der er stor risiko for genindlæggelse.

Læs også

Det er den konkrete anledning til, at Røde Kors har taget initiativ til etablering af omsorgscentre flere steder i landet. Her kan hjemløse komme sig og blive mødt af sundhedspersonale samt frivillige.

Det initiativ er ikke båret af nogens egeninteresse og det giver et lille bidrag til at mindske ulighed i sundhed.

På samme måde har Røde Kors etableret et projekt for løsladte fra kriminalforsorgen, som kombinerer indsats af frivillige mentorer fra tre måneder før løsladelse til et år efter. Målet har været at nedbringe antallet af mennesker, som falder tilbage i kriminalitet – den såkaldte recidivprocent.

Det er lykkedes overordentligt positivt. Igen et projekt båret af et uegennyttigt ønske om at hjælpe medmennesker ud af en ofte håbløs situation.

For begge eksemplers vedkommende gælder, at de adresserer kendte sociale problemer, som kommunerne, regionerne og staten har prøvet at løse i mange år og hvor de har fejlet gentagne gange.

Alene antallet af kommunale projekter med overskriften ”Den gode løsladelse”, vidner om problemets omfang.  

Presset på kommunerne og skævvridningen

Når Lars Skov taler om, at kommunerne har en opgave i ikke at slippe de frivillige aktører fri, fordi det presser en økonomisk uansvarlighed frem, der er vanskelig at forene med de knappe ressourcer i den decentrale velfærdsstat, så er det et helt uforståeligt perspektiv for os.

Vi ser netop, at kommunerne i erkendelse af de begrænsede ressourcer selv entrerer med frivillige på blandt andet plejehjem. Vi oplever, at kommunerne selv i stort omfang ansøge fonde for at skaffe midler til afprøvning af nye indsatser.

Vi ser netop, at kommunerne i erkendelse af de begrænsede ressourcer selv entrerer med frivillige på blandt andet plejehjem

Jette Runchel og Knud Aarup
Røde Kors

På den måde skaffer de sig midler på bekostning af civilsamfundsorganisationerne til projekter, som efter udløb af fondsmidlerne skal finansieres inden for den ordinære drift.

Vi kan således ikke genkende billedet af, at det er civilsamfundsorganisationerne, som presser en økonomisk uansvarlighed frem i forhold til kommunerne.

Tværtimod stiller vi os som civilsamfundsorganisationer til rådighed for at understøtte den lokale velfærd – også dér hvor pengene ikke rækker.

Så når Lars Skov taler egeninteresse og skævvridning, burde han måske have set bredere på hvilke interesser, der er på spil i disse år - også i kommuner, regioner og i staten.

Han skal huske det perspektiv, at civilsamfundsorganisationerne ikke er ”underleverandører” til kommunerne, men selvstændige og ligeværdige partnere i at sikre velfærden i trængt tid.

Partnere som kan noget særligt i kraft af deres uafhængighed og deres evne til at engagere og skabe fællesskaber – også for de mest udsatte af vores medborgere.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jette Runchel

Præsident, Røde Kors, formand, Vestegnen HF & VUC
MPP (Roskilde Uni. 2003), cand.phil. i nordisk litteratur (Københavns Uni. 1986)

Knud Aarup

Debattør, hovedbestyrelsesmedlem, Røde Kors Danmark, faglig leder, Altingets socialpolitiske netværk, fhv. direktør, Socialstyrelsen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1981)

Lars Skov Henriksen

Professor, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1989), ph.d. i samfundsvidenskab (Aalborg Uni. 1995)









0:000:00