Røde Kors: Vores erfaringer peger ikke på en national model, Mercado

Af Marie-Louise Gotholdt
National chef, Røde Kors i Danmark

Hvordan får vi skabt et tættere samarbejde mellem det offentlige og det frivillige Danmark? Det spørgsmål er blevet flittigt debatteret her på portalen, siden børne- og socialminister Mai Mercado (K) for et par uger siden gav bolden op til en diskussion om, hvordan vi skaber et tættere samarbejde og mere synergi på tværs.

Det er en debat, vi hilser velkommen i Røde Kors. Vi og mange andre frivilligorganisationer er nemlig allerede godt i gang. For skal vi for alvor lykkes med at få løftet den unge hjemløse eller den udsatte familie ind i fællesskabet, er der brug for at nå hele vejen rundt om deres livssituation.

Det skal vi gøre ved at koordinere og samstemme vores indsatser, så vi supplerer og ikke forvirrer hinanden – og ikke mindst de mennesker, der har brug for vores hjælp.

Derfor er det også positivt, at børne- og socialministeren nu vil nedsætte en arbejdsgruppe, der skal arbejde med at styrke frivilligforeningernes rammevilkår og finde nye modeller, der kan mindske bureaukratiet og fremme handlekraft.

Men hvad ved vi allerede om det gode samarbejde, når det er bedst? Vi har samlet et par erfaringer.

One size doesn’t fit all
En vigtig erfaring, som de fleste frivilligorganisationer sikkert vil kunne nikke genkendende til, er, at samarbejde på tværs hverken er eller bør være én størrelse.

Civilsamfundet er, som børne- og socialministeren påpeger, en af de vigtigste nøgler til at løse de sociale udfordringer herhjemme.

Marie-Louise Gotholdt
National chef, Røde Kors i Danmark

For både frivillige, kommuner, regioner og de mennesker, der har brug for vores hjælp, er forskellige fra Rønne til Randers. Samtidig spiller det ind, hvilken indsats der er tale om.

Vi oplever overordnet set tre typer af samarbejde:
1. Den nationale infrastruktur, for eksempel på integrationsområdet, hvor den frivillige indsats ofte er et centralt supplement til den offentlige – eksempelvis når vi hjælper med lektier til sprogskolen, taler sammen over middagsbordet i kontaktfamilien eller hjælper med CV forud for praktik. Her skal vi som frivilligorganisationer i spil tidligt i integrationsforløbet, og det kræver tæt samarbejde og koordinering.

Derfor er vi – sammen med Dansk Flygtningehjælp – i gang med at sikre samarbejdsaftaler i alle kommuner for projektet "Venner viser vej". Aftalerne beskriver nøjagtig rollefordeling og fælles arbejdsgange for, hvordan vi sikrer, at hver eneste flygtning, der flytter ud i kommunerne, systematisk tilbydes en frivilligven.

2. Den strukturerede samskabelsesproces, hvor det at samle lokale foreninger, frivillige og kommunen om samme bord i sig selv kan booste dialog, netværk og samarbejde.

Et eksempel kunne være Røde Kors' arbejde i henholdsvis Furesø og Hedensted Kommune, hvor vi med støtte fra Egmont Fonden brugte metoden ’Collective Impact’ til at samle og samstemme alle parter på socialområdet på tværs af sektorer, som sammen fik udpeget behov og gode løsninger for udsatte familier.

3. Enkeltsagssamarbejdet, som er det, vi har mest af, er, hvor vi indgår samarbejde om en enkelt type indsats.

Det er eksempelvis samarbejdet med Region Hovedstaden om omsorgscentret for hjemløse, der ellers udskrives direkte fra hospitalet til gaden, barselscaféen for flygtningemødre i Faurskov, hvor frivillige samarbejder med sundhedsplejen, eller de mange andre lokale samarbejder mellem plejehjem, skoler, hospitaler, psykiske bosteder og så videre – og frivillige, hvor vi enten henviser til hinanden eller samarbejder i hverdagen.  

Uanset hvordan man vælger at skære kagen, er pointen, at samarbejdet mellem det frivillige og det offentlige antager mange forskellige former afhængigt af hvor, med hvem og om hvad, vi samarbejder.

Samarbejdet skal prioriteres i sig selv  
En anden læring er, at tværsektorielt samarbejde er komplekst og kræver tid og organisatorisk knofedt hos både offentlige organisationer og frivilligforeninger for at lykkes.

Der er brug for ressourcer, viden og tålmodighed for at opbygge og vedligeholde et bæredygtigt samarbejde med offentlige sagsbehandlere, forvaltninger og institutioner – særligt hvis det skal række udover de ildsjæle, der ofte starter projekterne op.

Det kan være en stor opgave at løfte – især i de mindre lokale frivilligforeninger, hvor det, at man brænder for relationen til sin besøgsven eller de udsatte børn, ikke nødvendigvis betyder, at man brænder for strukturer, processer og finansiering.

Civilsamfundet er, som børne- og socialministeren påpeger, en af de vigtigste nøgler til at løse de sociale udfordringer herhjemme. Potentialet kan boostes yderligere ved at bringe den offentlige og civile sektor endnu tættere på hinanden – så længe vi sikrer klare roller og tydelig ansvarsdeling.

I Røde Kors er vi godt i gang, og vi vil gerne bidrage til mere. Her er det, ifølge vores erfaringer, vigtigt at have et godt lokalt gehør både hos os selv og hos myndighederne.

Fordi der ikke findes en enkelt god løsning, skal og bør konkrete samarbejder og løsninger udvikles fra område til område. En national model vil ikke virke.