Roger Buch: Danmark lider af en demokratisk tilfredshedskrise

KRONIK: Aldrig har den demokratiske tilfredshed været højere i Danmark, og alligevel skyller en bølge med demokratiske udviklingsprojekter ind over landet. Erkend tilfredskrisen for projekternes skyld, skriver kommunalforsker Roger Buch.

Af Roger Buch
Kommunalforsker og forskningschef i statsvidenskab, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Danmark lider lige så meget af en demokratisk tilfredshedskrise som af en utilfredshedskrise.

Den offentlig debat har de seneste år været fyldt med bekymring for manglende tillid til politikerne og demokratiet. Der er imidlertid ikke mange grundlæggende tegn i undersøgelserne, som viser, at det er rigtigt.

Når partier, interesseorganisationer og offentlige myndigheder oplever, at borgerne ikke er aktive og ikke vil være med, så handler det formentlig lige så meget eller mere om tilfredshed end utilfredshed.

Er alt så godt? Nej, selvfølgelig kan og skal demokratiet udvikles og forbedres, men før det sker, er det nødvendigt at se realistisk på problemerne.

De danske problemer er meget begrænsede sammenlignet med de fleste andre lande i verden.

Mange tegn på oprør, opløsning og krise
Internationalt ses der mange politiske oprørs-, opløsnings- og krisetegn. Der er uroligheder på gaderne i så forskellige lande som Iran, Libanon og Hong Kong, men også i demokratier som Chile, Frankrig og Spanien.

Der er landespecifikke årsager, men også fællestræk. Arbejdsløshed, miserable sundheds- og uddannelsessystemer, korrupte politikere og offentlige myndigheder er nogle af fællestrækkene.

Øget ulighed og en voksende kløft mellem på den ene side eliten og de øvre dele af middelklassen – og på den anden side bunden af middelklassen og de fattige – er også vigtigt brændstof for utilfredsheden.

Meget af det, som sker i verden i øjeblikket, er altså drevet af elendige forhold og håbløshed på grund af ringe udsigt til fremskridt.

Men er det så den samme baggrund for de seneste års danske debat om tillidskrise og demokratiske udfordringer? Og er det – i næste skridt – så også forklaringen på, at man i Folketinget taler om bedre debattonen, om mindre spin og mere ærlighed og om at ville indskrænke gamle privileger som tidlig pensionsalder, lempelig orlov og eftervederlag.

Hvad er baggrunden for, at man i mange kommuner arbejder med projekter, som skal udvikle demokratiet?

Forklaring på syn på politikere er helt overset
I Folketinget er hovedgrunden til politikernes bekymring formentlig, at målingerne af borgernes syn på politikerne ved folketingsvalgene i 2011 og 2015 viste kraftige fald i tilliden.

Desværre er det stort set helt overset i debatten, at faldet ikke var et fald til et nyt lavpunkt, men derimod blot et fald tilbage til det normale niveau af tillid.

Det ses tydeligt af tabellen herunder. Det afvigende var ikke 2011 til 2015, eller at tilliden steg i 2019. Det afvigende var den usædvanligt høje politikertillid i 2001, 2005 og 2007.

Under den økonomiske fremgang og bobleøkonomien – dot-com-boblen i 2001 og bolig- og aktieboblerne i 2007 til 2008 – havde borgerne stor tillid til politikerne.

Den tillid forsvandt efterhånden, som boblerne brast en efter en, og det blev tydeligt, at politikerne ikke havde håndteret opgangen optimalt – ja, ligefrem havde det fremmet bobleskabelsen med skattelettelser, afdragsfrie lån og flexlån.

Den anden hovedkilde til den faldende tillid er selve krisen, krisepolitikken og dens ofre: Borgere, som mistede jobs eller blev ramt af nedskæringer på for eksempel dagpenge eller kontanthjælp.

Højeste demokratitilfredshed i Danmark målt i 2019
Tilliden til politikerne faldt altså tilbage til et normalt – lavt – niveau.

Det betød imidlertid ikke, at danskerne vendte ryggen til demokratiet som helhed. Der var et svagt fald i tilfredsheden med demokrati i de første kriseår, men derefter steg tilfredsheden med demokratiet til nye rekordhøjder.

I 2019 målte eurobarometeret den højeste demokratiske tilfredshed nogensinde i Danmark. Det samme gælder tilfredsheden med demokratiet i de øvrige EU-lande, som også ligger på et rekordhøjt niveau – dog langt, langt under den danske tilfredshed.

Og det er ingen selvfølge. Som det ses i figuren, lå Danmark i starten af 1970'erne på niveau med resten af EU. Nu ligger Danmark 35 til 45 procentpoint over EU-gennemsnittet.

Politikerne leverer velfærdsvaren
Når politikerne på Christiansborg i øjeblikket kigger kritisk på debattonen og egne privileger, så er det altså ikke med udgangspunkt i et vaklende demokrati, men formentlig mere under indtryk af protesterne og valgresultaterne i andre lande.

Christiansborg vil minimere alt det, som kan skabe politikerskepsis, og som kan bruges som ammunition for populistiske eller direkte antidemokratiske partier og politikere. Det er prisværdige initiativer.

En væsentlig del af forklaringen på den demokratiske succeshistorie over de seneste 50 år er uden tvivl, at Danmark – i modsætning til mange lande – netop i høj grad leverer varen i form af sundhed, uddannelse, socialt sikkerhedsnet og velfærd i bredeste forstand.

Den vigtigste garanti for fortsat demokratisk tilfredshed er, at danske politikere fortsat leverer "velfærdsvaren".

Bølge med udviklingsprojekter er ikke ny
Velfærden leveres dog ikke af staten, men i det store hele af kommunerne, der har ansvaret for stort set alle velfærdsopgaver, hovedparten af de offentligt ansatte og velfærdsmilliarderne.

I kommunerne er der også gang i diverse demokratiske udviklingsprojekter. Borgerforslag, borgersamlinger, borgerrådgivere, borgerråd, opgaveudvalg, nærdemokratimodeller og folkemøder. Listen er næsten uendelig.

Og det er ikke noget nyt. I 1970'erne skyllede en tilsvarende bølge over landet. Baggrunden var den samme: En kommunalreform, som skabte større, mere fjerne og mere bureaukratiske kommuner.

Begge reformer i 1970 og 2007 udløste en oplevelse hos politikere og borgere af manglende viden, dialog og fællesskab.

I 2019 er denne oplevelse suppleret med sociale medier, hvor politikerne oplever de kritiske borgeres nådesløse angreb og den overdrevne debat om politikerlede.

Kommunalpolitikerne lytter til en offentlig debat om demokratisk krise og politikerlede og oplever det også på egen krop.

Stabil valgdeltagelse skaber misundelse
På den anden side oplever kommunalpolitikerne en høj og stabil valgdeltagelse, som kommunalpolitikerne i de fleste lande misunder de danske politikere.

Kommunalreformen udløste et lille fald i valgdeltagelsen i 2013, som dog blev genvundet i 2017 – helt på samme måde, som kommunalreformen førte til et fald i 1974, som blev genvundet i 1978.

Interesse, subjektiv og objektiv viden og politisk selvtillid faldt også efter kommunalreformen, men kun marginalt.

Den grundlæggende tillid til kommunale og regionale myndigheder blev dog ikke udfordret af kommunalreformen og den økonomiske krise, som det ses i figuren.

Siden 2015 har der været fremgang i borgernes tillid til lokale/regionale myndigheder både i Danmark og EU som helhed – og igen ligger Danmark milevidt over EU-gennemsnittet.

Ikke muligt at nedskære meget mere
Borgernes tilfredshed og deltagelse er altså næppe det største problem for det kommunale demokrati.

Afslutningsvis skal der peges på tre andre problemer, som på vidt forskellige måder udfordrer det kommunale demokrati.

For det første: Økonomi. Kommunernes økonomiske rammer fra regering og folketing er efterhånden så stramme og har været det i så mange årtier, at kommunalpolitikerne får sværere og sværere ved at få økonomien til at hænge sammen. Samtidig med at de skal levere en høj eller blot anstændig service til borgerne.

Efter årtiers nedskæringer er der ikke meget mere at skære i. Som en borgmester udtrykte det i 2017: "Vi har længe skåret ind til benet, nu skærer vi i benet".

Hvis kommunerne ikke får rammerne til at levere "velfærdsvarerne" til borgerne, risikerer vi i løbet af et eller to årtier at stå i samme situation, som de kriseramte lande gør i 2019.

Arbejdsvilkår presser kommunalpolitikere
For det andet: Kommunalpolitikeres arbejdsvilkår. Kommunalreformen i 2007 halverede antallet af kommunalpolitikere, hvilket i runde tal har fordoblet arbejdsbyrden for kommunalpolitikerne til omkring 20 timer om ugen.

Kommunalpolitikere skal klare dette ved siden af et arbejde som skolelærer, landmand eller bankansat. Samtidig har kommunalpolitikere slet ikke de støttesystemer, som de fuldtidsansatte folketingsmedlemmer har som kontor, sekretær, faglige medarbejdere og kommunikationsfolk.

Det er helt uforståeligt, at Folketinget accepterer de elendige arbejdsvilkår for kommunalpolitikerne, der har ansvaret for 60 procent af de offentligt ansatte og de offentlige budgetter. De vigtigste politikere har de dårligste arbejdsbetingelser.

Lokalmedier har trange vilkår
For det tredje: De lokale mediers svækkelse. Lokale aviser har gennem de seneste 20 år mistet store dele af deres abonnenter og annoncører, hvilket har ført til sparerunde efter sparerunde.

Mange steder er ressourcerne nu så begrænsede, at god, kritisk og undersøgende journalistik har trange – grænsende til umulige – vilkår. Den for borgerne vigtigste politik får slet ikke samme omfattende og kritiske dækning som national politik. 

Disse tre problemer er formentlig større demokratiske udfordringer end borgernes deltagelse. Borgerne er i mange former aktive, og mange af de inaktive er passive – ikke på grund af apatisk opgivelse, men derimod på grund af basal tilfredshed.

Tilfredskrisen – at tilfredshed skaber passivitet – er formentlig en lige så stor udfordring, som utilfredsheden. Hvordan inddrages de tilfredse passive? Det er blot ét dilemma: At give plads både til de tilfredse og de utilfredse.

Forkert at starte ved myten om utilfredshed
Et andet dilemma er, at når kommunerne prøver at inddrage de marginaliserede grupper i lokalsamfundet, så myldrer Tordenskjolds soldater frem. De hyperengagerede, som stiller op igen og igen i de forskellige initiativer.

Et tredje dilemma er, at reformforsøgene i meget høj grad er forvaltningsbårne, samtidig med at målet er borgernes initiativ. Hvor reelt bliver et demokrati, som er drevet af de kommunale forvaltninger?

Ja, dilemmaerne er mange, og svarene er ikke enkle. Men erkendelsen af demokratiets styrke og tilfredskrisen er et vigtigt startpunkt for alle de demokratiske udviklingsprojekter.

Det forkerte sted at starte er ved myten om grundlæggende demokratisk utilfredshed, krise eller sammenbrud.

Forrige artikel Borgmester: Involver borgerne i Københavns byudvikling Borgmester: Involver borgerne i Københavns byudvikling Næste artikel Egmont Fonden: Efterlevelse af regler om 'good governance' kan give ngo'er legitimitet Egmont Fonden: Efterlevelse af regler om 'good governance' kan give ngo'er legitimitet
Ny fond skal udvikle bedre velfærd gennem sociale investeringer

Ny fond skal udvikle bedre velfærd gennem sociale investeringer

GODE INVESTERINGER: Fonden for Sociale Investeringer skal hjælpe udsatte grupper på markedsvilkår. Det er nødvendigt at tænke nyt, når de offentlige midler ikke rækker, siger direktøren. Tuborgfondet og Bikubenfonden har skudt penge i den nye fond.