Debat

SF: Civilsamfundet skal give uledsagede flygtningebørn en god start

DEBAT: Familier, venskaber, mentorordninger og det frivillige foreningsliv er nøglen, hvis vi skal integrere de sårbare uledsagede flygtningebørn, skriver integrationsordfører for Socialistisk Folkeparti, Jacob Mark.

Hvis danske børn fra starten af deres liv bliver venner med uledsagede flygtninge, kan de udvikle hinanden, fordi de kan bidrage med forskellige livssyn og verdensbilleder, skriver Jacob Mark.
Hvis danske børn fra starten af deres liv bliver venner med uledsagede flygtninge, kan de udvikle hinanden, fordi de kan bidrage med forskellige livssyn og verdensbilleder, skriver Jacob Mark.Foto: Folketinget
Ida Routhe
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jacob Mark (SF)
Integrationsordfører

Fakta
Fra 3. december og et stykke ind i det nye år tager Altinget: civilsamfund integrationen af flygtninge og indvandrere og civilsamfundets rolle heri op til debat.

Et debatpanel vil løbende bidrage med indlæg, og derudover er det muligt at deltage i debatten ved at skrive til [email protected].

Følg debatten her.

I disse måneder kommer der historisk mange flygtninge til Danmark. Vi snakker meget om, hvordan vi skal bremse tilstrømningen, men meget lidt om, hvordan vi kan integrere de personer, som allerede er kommet til Danmark og har fået asyl.

En stor del af dem, der kommer, er uledsagede flygtningebørn. Det er voldsomt sårbare børn og unge, der er flygtet alene op igennem Europa. Det er børn og unge, der har efterladt alt, og som nu er kommet til Danmark alene uden netværk.

Dem skal vi give en god start på livet. Vi skal bekæmpe deres ensomhed og give dem et netværk, så de kan få et godt liv.

Nu handler det om, at vi på Christiansborg giver de bedste rammer for, at civilsamfundet bliver brugt til gavn for dem, der har det sværest.

Jacob Mark
Integrationsordfører for Socialistisk Folkeparti

Civilsamfundet skal aktiveres
Først og fremmest skal vi aktivere civilsamfundet, fordi civilsamfundets muligheder og styrke er lige præcis dét, der skal til, hvis vi skal lykkes med integrationen.

Først og fremmest har alle børn og unge brug for tryghed. En familie giver tryghed. Derfor skal vi i langt højere grad understøtte mulighederne for at få uledsagede unge og flygtningebørn ude i "plejefamilier" hurtigere. Det vil sikre, at de unge bliver en naturlig del af samfundet hurtigere og finder tryghed i den pågældende familie.

Staten behøver ikke indblandes for meget i den del. Der findes mange mennesker, som frivilligt vil tage ansvaret for et sårbart barn.

Dernæst skal vi etablere langt flere venskabsordninger og mentorordninger, hvor de uledsagede flygtningebørn "parres" med et dansk barn og voksne værger.

Netværk og tryghed
Venskaber og voksenbekendtskaber er afgørende for børn og unges udvikling. Red Barnet, Red Barnet Ungdom og Røde Kors kan i samarbejde med civilsamfundet sikre særlige venskabsordninger og mentorordninger for at forhindre ensomhed og manglende netværk.

Jeg forestiller mig, hvordan danske børn allerede fra starten af deres liv bliver venner med uledsagede flygtninge, og hvordan de udvikler hinanden, fordi de kan bidrage med forskellige livssyn og verdensbilleder.

Samtidig kan voksne værger være med til at give de unge tryghed, fordi de voksne kan fungere som den støtte, som alle unge kan have brug for, når de oplever kriser.

Politikerne skal sikre rammerne
Afslutningsvist skal vi også sikre, at de unge kan komme ud i det frivillige foreningsliv, hvor nye venskaber kan opstå, netværk kan skabes, og hvor de unge kan opleve sejre og nederlag i fællesskab med andre danske unge.

Vi foreslår, at alle uledsagede flygtningebørn skal have et fritidspas, som de kan bruge til frit at starte til den sport eller til det fritidstilbud, som de vil.

Samlet set mener vi altså, at civilsamfundet spiller en helt afgørende rolle for integrationen af uledsagede flygtningebørn – nu handler det om, at vi på Christiansborg giver de bedste rammer for, at civilsamfundet bliver brugt til gavn for dem, der har det sværest.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Mark

MF, gruppenæstformand (SF)
bachelor i journalistik, politik og administration (Roskilde Uni. 2017)

0:000:00