Ngo for udsatte drenge: Prioriter forebyggelse over signalpolitik i kampen mod bandekriminalitet

“Vi strammer grebet og skruer massivt op for straffen, når der bliver begået kriminalitet”, sagde vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensen (V), da regeringen præsenterede sin nye bandepakke.

En pakke med 39 tiltag, der skal sætte en stopper for bandekriminaliteten i Danmark.

De fleste af tiltagene følger hammerens logik. Det handler om hårdere straffe og flere redskaber til politiet. Det er politiske budskaber, der er til at forstå – men det er ikke nødvendigvis indsatser, der virker. For der findes stadig ingen dokumentation for, at straf i sig selv får kriminalitetsraterne til at falde.

Alligevel har der fra politisk hold med bandepakkerne i 2009, 2013 og 2017 været et stort fokus på skærpede straffe og flere beføjelser til politiet.

Samt indførslen af et ungdomskriminalitetsnævn under politiet, der betyder, at børn ned til 10 år, der begår kriminalitet, skal have behandlet deres sag af en dommer, en fra politiet og en sagsbehandler fra kommunen.

Hvis vores politikere for alvor gik op i at stoppe bandekriminalitet, skulle de begynde et helt andet sted.

Forebyggelse

Nemlig med at investere massivt i at forebygge gennem indsatser, der skaber en positiv forandring for de unge, der er i risikozonen for at ende i kriminalitet.

Derfor er det også glædeligt, at der trods alt er et enkelt forslag ud af de 39, der handler om, at de 13-17-årige unge. De skal have hjælp til at få et lommepengejob ud fra forståelsen af, at unge, som har et fritidsjob, efterfølgende klarer sig bedre i uddannelse og i beskæftigelse.

Der findes stadig ingen dokumentation for, at straf i sig selv får kriminalitetsraterne til at falde

Maria Kavita Nielsen
Direktør i Mind Your Own Business og formand for Integrationsrådet

Men kunne det ikke være interessant, hvis vi turde tænke, at løsningen lå et andet sted end hos landets kommuner, som ifølge regeringens oplæg skal have til opgave at finde jobs til de unge.

Hvis vi som samfund i stedet troede på, at de unge lærer mere af selv at skrive en ansøgning og selv gå ud og banke på døren hos mulige arbejdsgivere. Kommunerne kan og skal ikke fikse alt.

Der er brug for at tænke i nye løsninger, hvor kommunerne i højere grad trækker på civilsamfund, erhvervsliv og private leverandører.

Unge i udsathed har været i kontakt med ’systemet’ i mange år og har i flere tilfælde mistet troen på, at der er hjælp og støtte at hente. Og hvorfor ikke trække på ekspertise i civilsamfundet, der har udviklet metoder og dygtiggjort sig i at løse sociale problemer for specifikke målgrupper?