URK: Krisen kalder på langsigtede partnerskaber

Af Mathilde Horn Andersen
Næstforperson, Ungdommens Røde Kors

Når det offentlige delvist lukker ned, har det alvorlige konsekvenser for mennesker, der lever i udsathed.

De institutioner, som de læner sig op ad, er der ikke i samme grad. Isolationen intensiverer ensomheden og forværrer angsten – både for hverdagen og fremtiden.

Børn, som nyder godt af skolens omsorgsfulde frirum, isoleres alene i hjem, hvor vold og misbrug erstatter timer med dansk og matematik. I krisen stortrives volden, uligheden og ensomheden. 

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Derfor har det været både nødvendigt og opmuntrende at se, at civilsamfundet meldte sig på banen. Danskerne trådte i karakter, da regeringens coronaforholdsregler på få dage lukkede offentlige institutioner, isolerede mennesker i "risikogruppen" og begrænsede vores mulighed for at komme hinanden ved.

Tusindvis af frivillige meldte sig til at bemande hotlines, købe ind for dem, der ikke kunne klare det selv og indgå i det frivillige beredskab i sundhedsvæsenet. "Samfundssind" kom på alle læber og spredte sig som løbeild.

Hvad skal vi gøre, hvis vi vil sikre, at fællesskaberne i fremtiden kan fortsætte med at påtage sig det ansvar, som vi har oplevet under krisen?

Mathilde Horn Andersen
Næstforperson, Ungdommens Røde Kors

Vi ville have fællesskabet igennem krisen med så få skrammer som mulig. 

Frivillige er trukket i arbejdstøjet
I Ungdommens Røde Kors er vi blevet kimet ned af frivillige, som har været klar til at give en hjælpende hånd til de børn og unge, der oplever krisen som svær.

I mangel på de klassiske fysiske fællesskaber blev der hurtigt skabt digitale. I partnerskaber med kommuner er de cirka 50 lektiecafeer, som vi normalt driver i sociale boligbyggerier, blevet erstattet med lektiehjælp over nettet.

Vores rådgivningstjeneste Ung på Linje genåbnede få dage efter karantænens start. Her chatter frivillige med børn og unge, der har brug for råd og vejledning – og fra dag ét var der tryk på linjerne. Antallet af henvendelser om vold og misbrug i hjemmet steg drastisk og fyldte pludselig hos hver fjerde, der tog kontakt.

Frivillige på hospitaler og psykiatriske afdelinger skabte digitale besøgstjenester og online frirum for indlagte børn og unge på alle hele landets sygehuse – en gruppe, der i høj grad også er hårdt ramt af tidens øgede isolation. 

Vores oplevelser og erfaringer står ikke alene. Mange andre organisationer er trukket i arbejdstøjet. Store organisationer og små lokale foreninger. Nye initiativer er blevet født, og iderigdommen har været enorm.

Samtidig har danskerne organiseret sig i lokalsamfundene og på sociale medier. Men det bærende har været et civilsamfund, som har observeret stigende behov og påtaget sig stort ansvar

Civilsamfundet viser eksistensberettigelse
For udfordringen er ofte, at den uformelle hjælp bliver i de netværk, som vi allerede har. Det er i lokalsamfundet og i de nære relationer, at man springer til og yder assistance.

Med civilsamfundets ekstraordinære adgang til de dele af samfundet, som normalt er isolerede, har vi derfor haft et kæmpe ansvar for, at det – groft sagt – ikke kun var dem, der allerede havde støtte og netværk, der fik tilbudt en hjælpende hånd.

Den medmenneskelighed, som danskerne viser, siden det offentlige lukkede ned, er stærk. Men det er endnu stærkere at have en frivillig sektor, der har formaliseret den hjælpsomhed i en grad, der har gjort det mulig at varetage vigtige funktioner for samfundet.

Det er svært at kunne love lektiehjælp til kommunen, uden at man allerede har de frivillige. Det er svært at få adgang til børnene på hospitalet, uden at man allerede kender sygeplejerskerne. Eksistensberettigelsen af civilsamfundets organisationer har aldrig været tydeligere.

Men et ambitiøst, mobiliseringsdygtigt og omstillingsparat civilsamfund er ikke en selvfølge. Kapaciteten i organisationerne skabes og plejes i de perioder, hvor krisen ikke hærger.

Det kræver dygtige medarbejdere, engagerede frivillige, en stærk organisationsstruktur og veletablerede samarbejder. Kort sagt kræver det tid til god, gammeldags organisering.