Debat

DI: Det skal være tydeligt, hvem der omfattes af nye EU-regler for digital konkurrence

Den tidligere regulering af den digitale økonomi har vist sig ineffektiv, og det er positivt, at EU vil stramme op. Men det skal tydeliggøres, hvem der påvirkes af nye regler, skriver Rikke Hougaard Zeberg.

DI ser normalt sig selv som aftalefrihedens bannerfører, men der er også et væsentligt hensyn i at værne om alle virksomheders gode adgang til den digitale økonomi, skriver Rikke Hougaard Zeberg.
DI ser normalt sig selv som aftalefrihedens bannerfører, men der er også et væsentligt hensyn i at værne om alle virksomheders gode adgang til den digitale økonomi, skriver Rikke Hougaard Zeberg.Foto: DI
Rikke Hougaard Zeberg
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det var formentligt årtiets mest kontroversielle retsakt på det digitale område, da EU-Kommissionen, med Margrethe Vestager i spidsen, præsenterede forslag til ny konkurrenceregulering af de store tech-giganter – den såkaldte Digital Markets Act (DMA).

Det har nemlig vist sig ad flere omgange, at EU’s eksisterende konkurrenceregler ikke har været effektive i den digitale økonomi og vi har været vidne til meget langvarige konkurrencesager.

Særligt mindre virksomheder oplever diskriminerende adgangsbetingelser, uberettiget lukning af erhvervsbrugerkonti eller uklare grunde til at fjerne produkter fra lister.

Markedsandele, kan ikke længere opgøres som man plejer, netværkseffekter, forskelle i standarder og software har ført til situationer, hvor erhvervsbrugere ikke har mulighed for at skifte til en konkurrerende online handelsplatform – de såkaldte lock-in effekter.

Derfor støtter DI en europæisk indsats på området.  

Skruen strammes om tech-giganterne
Lad os lige se nærmere på, hvad der konkret foreslås i Kommissionens udspil.

I udspillet lægges der op til en nyskabelse inden for konkurrencereguleringen, der er baseret på en to-trins raket. Først identificeres de såkaldte gatekeepere – det er primært de største tech-giganter, der er omfattet af definitionen.

Reglerne er vagt beskrevet, og de efterlader et indtryk af, at en hvilken som helst platformsvirksomhed kan være i risikozonen for at blive udsat for denne betydelige indskrænkning af aftalefriheden.

Rikke Hougaard Zeberg
Branchedirektør i DI Digital
Dernæst – og nu kommer det nye – indebærer udspillet en meget konkret og detaljeret liste med do’s and dont’s – det vil sige noget man som gatekeeper ikke må, og noget gatekeepere omvendt skal.

Et eksempel: En gatekeeper må på sin platform ikke udnytte en erhvervsbrugers data til at konkurrere imod samme erhvervsbruger, for eksempel udnytte viden om priser, omsætning mv. 

DI støtter en meningsfuld liste med do’s and dont’s
Selv om listen kan forekomme at være micromanagement af kommerciel praksis og derfor i DI’s øjne ikke er tillokkende, bakker vi alligevel op om dens mål om at skabe bedre konkurrence på en effektiv måde – for listen skaber en høj grad af regulatorisk forudsigelighed.

Det er dog DI’s anbefaling, at der i alle tilfælde kommer en dialog mellem EU-Kommissionen og den gatekeeper, der anklages for at overtræde listen for at se om et forbud giver mening i den konkrete situation og ikke forhindrer den dynamik, som digitaliseringen netop også skaber.

Det er en konkurrencemæssig nyskabelse med den slags detaljerede regler for kommerciel praksis, og for så vidt et betydeligt indgreb i det vi normalt vil kalde den kommercielle hellige gral – nemlig aftalefriheden.

Læs også

DI ser normalt sig selv som aftalefrihedens bannerfører, men der er også et væsentligt hensyn i at værne om alle virksomheders gode adgang til den digitale økonomi.

Når DI derfor ender med at bakke op, skyldes det som nævnt, at konkurrencereguleringen har vist sig ineffektiv på det digitale område. Der er alt for mange erhvervsbrugere, der er kommet i klemme over for tech-giganterne.

Det hæmmer digitaliseringen af samfundet og det brede erhvervslivs gevinster ved den digitale økonomi.

Der skabes ny usikkerhed for platformsvirksomheder
Det er ikke kun de helt store gatekeepere, der ser ind i en strammere regulering. Kommissionen forbeholder sig mulighed for at udpege gatekeepere, som ikke bare er de største tech-giganter, men langt mindre virksomheder, hvis de har en konkurrenceforvridende adfærd.

Det er for så vidt rimeligt nok, hvis der konstateres problemer. Men reglerne er vagt beskrevet, og de efterlader et indtryk af, at en hvilken som helst platformsvirksomhed kan være i risikozonen for at blive udsat for denne betydelige indskrænkning af aftalefriheden.

DI anbefaler derfor også, at det bliver præciseret i DMA’en hvilke gatekeepere, der kan risikere at blive fanget i nettet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00