Debat

DI Digital og Digital Dogme: Danmark står overfor et AI-drevet erhvervseventyr – hvis vi har den uddannelsespolitiske vilje

Medarbejdergruppen 'digitale integratorer', der kan forbinde ny teknologi med forretningsstrategier, bliver i stigende grad efterspurgt af det danske erhvervsliv. Finder vi den politiske vilje til at ændre uddannelsestilbudene og skabe flere digitale integratorer, står Danmark på tærsklen til et nyt AI-drevet erhvervseventyr, skriver Mette Beck-Nielsen, administrerende direktør i Digital Dogme, og Camilla Ley Valentin, direktør i DI Digital.

For at realisere det fulde potentiale af nye teknologier som AI er vi nødt til at sikre, at medarbejdere på alle niveauer
har de fornødne digitale kompetencer, skriver Mette Beck-Nielsen og Camilla Ley Valentin.
For at realisere det fulde potentiale af nye teknologier som AI er vi nødt til at sikre, at medarbejdere på alle niveauer har de fornødne digitale kompetencer, skriver Mette Beck-Nielsen og Camilla Ley Valentin.Foto: Pressefoto/Digital Dogme og Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Mette Beck-Nielsen
Camilla Ley Valentin
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Anvendelsen af kunstig intelligens buldrer af sted i de danske virksomheder og kan blive en drivkraft for øget digitalisering. Nøglen til at lykkes med det ligger i hænderne på de digitale integratorer, der kan bygge bro mellem det tekniske og forretningen.

Når vi besøger virksomhedsledere og bestyrelser rundt om i landet, er det tydeligt, at der er sket et stort skred i forhold til anvendelsen af AI.

Flere og flere går i gang med at eksperimentere, især med ChatGPT-lignende teknologier – eller generative AI, som det også kaldes. Og med god grund. Generativ AI kan spare os tid og hjælpe os med mange klassiske opgaver, såsom kundesupport, produktion af tekst og besvarelse af forespørgsler.

Et studie fra Harvard Business School viser for eksempel, at managementkonsulenter, der har adgang til GPT-4, udfører 12,2 procent flere opgaver i gennemsnit, løser dem 25,1 procent hurtigere og har mere end 40 procent højere kvalitet i opgaveløsningen sammenlignet med en kontrolgruppe, som ikke anvender AI.

De digitale integratorer

Men for at realisere det fulde potentiale af de nye teknologier er vi nødt til at sikre, at vores medarbejdere på alle niveauer har de fornødne digitale kompetencer.

Der skal simpelthen være et bedre match mellem de offentlige uddannelsestilbud og det digitale kompetencebehov i virksomhederne

Mette Beck-Nielsen og Camilla Ley Valentin
Direktører i hhv. Digital Dogme og DI Digital

Vi får i stigende grad brug for flere af de såkaldte digitale integratorer, der kan forbinde den nyeste digitale teknologi med udviklingen af nye produkter, koncepter og forretningsstrategier. Dette viser en ny fælles undersøgelse, hvor vi har spurgt nordiske virksomheder om deres implementering af AI, forventninger til anvendelse af AI i fremtiden og kompetencebehov.

Her fremgår det tydeligt, at AI 'spiser' opgaverne nedefra, og at det stiller øgede krav til medarbejdernes digitale kompetenceniveau. Gruppen af digitale integratorer vokser markant på bekostning af de digitale generalister.

Digitale integratorer kan sætte sig ind i, hvad de tekniske løsninger kan og hvordan det understøtter forretningen. Digitale integratorer er medarbejdere, som allerede har en vis faglig viden og anvender forskellige digitale værktøjer og metoder, indimellem også på ganske højt niveau.

De taler så at sige to sprog – det forretningsmæssige og det tekniske – og kan derfor koble salg, kundepleje og efterspørgsel med udvikling, læring og implementering af nye løsninger, eksempelvis baseret på AI. Derfor er gruppen også i stigende grad efterspurgt bredt set i dansk erhvervsliv.

Læs også

I Vissenbjerg på Fyn ligger et dansk erhvervseventyr, der har et stort og stigende behov for digitale integratorer.

Virksomheden Australian Bodycare er gået fra at være en startup med klassiske marketing- og salgskanaler til at være en international virksomhed med trecifret millionomsætning på et hovedsageligt digitalt marked.

Dette eksempel illustrerer tydeligt, hvordan virksomheder, der omstiller sig til nye teknologier som AI, kan opnå betydelig vækst og succes. For Australian Bodycare var evnen til at tilpasse sig nye teknologier afgørende for deres internationale gennembrud.

Samfundsmæssig og politisk opgave

Den digitale udvikling, og ikke mindst udviklingen inden for AI, skaber et stort behov for løbende digital opkvalificering i alle virksomheder. Der skal være balance mellem den teknologiske udvikling og de menneskelige kompetencer, for at vi kan realisere potentialet og sikre ansvarlig anvendelse af AI.

Vores undersøgelse viser, at virksomhederne selv forventer, at dette løft i vid udstrækning vil ske gennem egne interne uddannelsesprogrammer, hvor opgaven bliver at identificere og oplære de potentielle digitale integratorer blandt nuværende medarbejdere.

Den digitale udvikling, og ikke mindst udviklingen inden for AI, skaber et stort behov for løbende digital opkvalificering i alle virksomheder

Mette Beck-Nielsen og Camilla Ley Valentin
Direktører i hhv. Digital Dogme og DI Digital

Det kræver en læringskultur omkring konkrete arbejdsfunktioner og en ledelsesstrategi for kompetenceudvikling, der motiverer til mere digital opkvalificering. Ledelsen spiller en helt afgørende rolle i at få det til at lykkes.

Men der ligger også en stor samfundsmæssig, politisk opgave i at få uddannet flere med digitale kompetencer på alle niveauer og at få lavet de rette rammer for livslang læring. Der skal simpelthen være et bedre match mellem de offentlige uddannelsestilbud og det digitale kompetencebehov i virksomhederne. Vi mangler stadig at se politisk vilje til at foretage de nødvendige justeringer og investeringer her.

Lykkes vi med både at højne det digitale kompetenceniveau og skabe flere digitale integratorer, står Danmark på tærsklen til et nyt AI-drevet erhvervseventyr, med vækst og velstand til følge. Den digitale opkvalificering vil gavne både den enkelte medarbejder, virksomhederne og samfundet generelt. Det er bare med at komme i gang.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Camilla Ley Valentin

Branchedirektør, DI Digital, iværksætter og investor, bestyrelsesmedlem, Danmarks Eksport- og Investeringsfond
MBA (Heriot-Watt Uni. 2003), shipping and management (Mise 1996)

Mette Beck-Nielsen

Adm. direktør, Digital Dogme
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00