Debat

IDA: Alle faggrupper skal have indsigt i kunstig intelligens

Vi kan bruge kunstig intelligens, algoritmer og digitalisering til at gøre store fremskridt på alle områder i den offentlige sektor, hvis alle faggrupper har indsigt i kunstig intelligens. Men vi skal ikke skynde os mere, end at teknologien faktisk kan følge med, skriver Thomas Damkjær Petersen.

Vi kan bruge kunstig intelligens, algoritmer og digitalisering til at gøre store fremskridt på alle områder i den offentlige sektor, skriver Thomas Damkjær Petersen.
Vi kan bruge kunstig intelligens, algoritmer og digitalisering til at gøre store fremskridt på alle områder i den offentlige sektor, skriver Thomas Damkjær Petersen.Foto: IDA/Pressefoto
Thomas Damkjær Petersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er rigtig positivt, når digitaliseringspartnerskabet er kommet ud med en vision om at accelerere den offentlige sektors anvendelse af kunstig intelligens ved at støtte udvikling af nye løsninger.

Men endnu vigtigere er det, at forudsætningen er klare etiske retningslinjer for, hvordan og hvornår data kan og bør anvendes og at der er fokus på kompetenceudvikling.

I Siri-kommissionen har vi brugt de sidste seks måneder på at stille skarpt på kompetencer i en verden med kunstig intelligens. Der sker store ting i uddannelsessystemet, men for alle os, der er på arbejdsmarkedet, går det noget langsommere.

For vi kan jo rigtig meget. Men hvad er det, man skal kunne mere for at blive ved med at være attraktiv og kompetent på et arbejdsmarked, der hele tiden handler mere om algoritmer og måske også lidt mindre om det, vi lærte på erhvervsskolen eller universitetet?

Kompetencerne skal være plads

Vi skal alle vide mere om, hvad algoritmer er og hvad vi kan gøre med dem. Vi skal blive meget bedre til at se, hvad konsekvenserne er af de systemer, vi bygger op. Digitaliseringspartnerskabet har sat specifikt fokus på socialområdet.

Inden man sætter gang i brugen af kunstig intelligens i det offentlige, skal man sikre, at alle kompetencer er inddraget, og at der er en vis grad af fælles sprog og forståelse.

Thomas Damkjær Petersen
Formand, IDA, formand, Siri-kommissionen

Det er bestemt ikke det letteste område at begynde på. Det kræver for eksempel at de systemer, man vil bruge, har helt skarpe grænser mellem beslutningsstøtte og afgørelser, og at der er fuld fokus på respekten for borgernes retssikkerhed og ikke mindst personfølsomme data.

Vi har allerede set forsøg i flere kommuner, der er sat i gang af et godt hjerte og et reelt ønske om at hjælpe sårbare børn. Men i flere tilfælde er vi endt i en situation, der enten har været stærkt grænseoverskridende i forhold til respekten for borgernes retssikkerhed, eller også har systemerne simpelthen været umodne og for dårligt udviklet og givet anledning til usikkerhed og risiko for fejl.

Det er derfor vigtigt at understrege, at kompetencerne skal være plads. For de it-professionelle handler det for eksempel om ikke kun at tænke i effektive og brugervenlige systemer, men også at kunne forholde sig kritisk reflekterende til algoritmisk generet viden og digitale værktøjer. Det vil sige, at man skal kunne gennemskue samfundsmæssige og personlige konsekvenser af de it-systemer, man indkøber eller udvikler.

Teknologien skal følge med

Omvendt bør man som chef eller sagsbehandler i en kommune, der står på tærsklen til at indføre brug af kunstig intelligens klædes ordentligt på til at kunne agere med sin faglighed i en digital verden.

Man skal vide, hvad en algoritme er, og man skal have et relativt overblik over både muligheder og begrænsninger ved kunstig intelligens. Man skal ikke bare på kursus i hvordan systemet virker, men også ud fra sin faglighed kunne bidrage til at sætte rammer op for, hvad der kan behandles automatisk, og hvad der skal behandles med fokus på det unikke menneske, man har med at gøre.

Inden man sætter gang i brugen af kunstig intelligens i det offentlige, skal man derfor sikre, at alle kompetencer er inddraget, og at der er en vis grad af fælles sprog og forståelse. Det gælder ikke om at skynde sig mere, end at teknologien faktisk kan følge med, men mere om at sikre et solidt fundament, for kun på den måde kan vi bruge kunstig intelligens, algoritmer og digitalisering til at gøre store fremskridt på alle områder i den offentlige sektor.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00