Kronik

Kaptajn: Offentlig-privat samarbejde kan sikre krudt og kugler til Forsvaret

Genopbygningen af det danske forsvar og beredskab vil stille store krav til Danmarks menneskelige, materielle og økonomiske ressourcer. Der er derfor behov for at tænke forsvarsområdet ind i et offentlig-privat samarbejde, skriver Nicolai C. B. Jensen.

Nicolai C. B. Jensen

Kaptajn, Forsvaret

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det danske forsvar står over for milliardstore investeringer i de kommende år. Men selv med tilførsel af store milliardbeløb frem mod 2030, vil Forsvaret sandsynligvis fortsat skulle vælge mellem de mange forskellige områder, som efter flere års underfinansiering har kraftigt behov for tilførsel af nye midler.

Et af disse er ammunitionsområdet, hvor samarbejde mellem offentlige og private er oplagt for at opnå tilstrækkelig forsyningssikkerhed inden for dette kritiske område.

Læren fra Ukraine

Ammunitionsområdet er på grund af krigen i Ukraine igen blevet et omtalt område i relation til særligt forsyningssikkerhed. Behovet for ammunition af alle typer har vist sig at være langt større, end særligt de vestlige landes ”just in time” tilgang har kunnet understøtte.

Således har Rusland og Ukraine dagligt anvendt så meget artilleriammunition, at det normale britiske lager af artilleriammunition havde været brugt på få dage henholdsvis uger.

Det forholder sig næppe anderledes i det danske forsvar, hvorfor konklusionen for det danske forsvar må være klar – der skal opbygges meget større lagre, således at man igen kan understøtte en langvarig konflikt mod en ligeværdig modstander.

Rusland og Ukraine har dagligt anvendt så meget artilleriammunition, at det normale britiske lager af artilleriammunition havde været brugt på få dage
Nicolai C. B. Jensen
Kaptajn, Forsvaret

Samme konklusion er man også ved at nå i Tyskland, hvor man i de kommende år skal investere mere end 150 milliarder kroner alene i genopbygning af ammunitionslagrene.

Nu har Danmark naturligvis ikke samme forventede forbrug som Tyskland, men der venter fortsat investeringer i milliardklassen. Investeringer i den størrelsesorden kan, hvis der også skal være råd til flere fly, helikoptere, skibe, flere soldater og ikke mindst bedre forhold til soldaterne, hurtigt presse økonomien i Forsvaret og fortsætte de udfordringer, som allerede eksisterer i dag.

Når pengene er for få bliver moderniseringer af kaserner udskudt, materielindkøb sat på pause eller annulleret, og reservedelspakninger skåret til et minimum. Det er derfor oplagt at se på, hvordan man i endnu højere grad kan sikre den nødvendige forsyningssikkerhed inden for ammunitionsområdet, samtidig med at man sikrer, at Forsvaret fortsat har råd til at gennemføre de nødvendige materiel- og anlægsinvesteringer på andre områder.

Offentlig-privat samarbejde

Et bud på en mulig løsning, er inddragelse af eksempelvis én eller flere danske pensionskasser til indkøb af ammunition, der så lagres i Danmark. En sådan aftale vil kunne sikre Forsvaret overholdelse af Nato krav, samt en stabil leveringssikkerhed for den daglige drift, der kan øges med få dages varsel i tilfælde af krise eller krig, samtidig med at pensionskasserne får en sikker og stabil forrentning af deres kunders pensionsopsparinger.

Ammunition egner sig godt til netop denne type samarbejder, da mange ammunitionstyper kan opbevares flere år på lager, uden at det forringer kvaliteten. Samtidig er Forsvarets forventede forbrug over tid forudsigeligt, hvorfor der fremstår en god sikkerhed i forrentningen af den investerede kapital.

Læs også

Nu kan alle besøge bunkeren, hvor de få skulle sikre demokratiets overlevelse

Ingen gør noget gratis, men i dette tilfælde kan det måske endda være billigere for Forsvaret, idet indkøb via denne type samarbejde sandsynligvis kan gennemføres uden krav om modkøb.

Dette er typisk ikke muligt for Forsvaret i dag og resulterer typisk i en højere pris. Denne potentielle besparelse gør det således muligt at sælge det videre til Forsvaret med fortjeneste, uden at ammunitionen nødvendigvis bliver dyrere for Forsvaret i forhold til i dag. Dertil kommer Forsvarets besparelse ved ikke at binde et milliardbeløb i opbygning af ammunitionslagre.

Kan Forsvaret ikke bare selv producere ammunition?

Forsvaret har ikke selv produceret håndvåbenammunition siden Forsvaret frasolgte sin ammunitionsfabrik i 2008. Særligt i forbindelse med krigen i Ukraine, har flere efterspurgt muligheden for, at Forsvaret igen kan producere ammunition.

Blandt andet blev der i foråret 2022 fremsat forslag til folketingsbeslutning om genetablering af produktion ved en statslig virksomhed under Forsvaret. Forslaget blev ikke stemt igennem, hvilket efter min mening er rigtig godt, da dansk produktion af ammunition har flere og særligt tre store svagheder.

Det vil tage år, før man igen kan producere den nødvendige mængde ammunition, som Forsvaret i dag anskaffer via rammeaftaler
Nicolai C. B. Jensen
Kaptajn, Forsvaret

For det første har Danmark ikke længere kompetencerne til at producere ammunition. Det vil sandsynligvis tage år, før man igen kan producere den nødvendige mængde i den Nato-certificerede kvalitet, som Forsvaret i dag anskaffer via rammeaftaler.

For det andet vil det kun skubbe eventuelle forsyningsproblemer ud i næste led af forsyningskæden. De sidste par år, har der været global mangel på fænghætter, der er en central del af håndvåbenammunition, hvilket har ført til meget hård konkurrence på en afgørende del af markedet. Etablering af egen produktion i Danmark, vil altså betyde, at man skal ud og konkurrere på verdensmarkedet mod nogle meget store internationale konkurrenter.

For det tredje vil prisen forventeligt være markant over markedsprisen på tilsvarende ammunition, blandt andet på grund af den globale mangel på enkelte råvarer, behov for anskaffelse af både produktionsfaciliteter og nye maskiner, samt produktion baseret på danske lønninger. Da den danske ammunitionsproduktion lukkede for år tilbage, skyldtes det blandt andet høje omkostninger i et marked med konkurrence fra producenter i lavtlønslande.

Dansk produktion vil således levere ammunition i, indledningsvis, dårligere kvalitet, til for høje priser – uden at vi nødvendigvis har løst udfordringen med forsyningssikkerhed inden for ammunitionsområdet.

Det mest anvendte argument imod ovenstående er oftest, at ønsker man forsyningssikkerhed, må man ”betale hvad det koster”. Dette kan være korrekt, hvis prisforskellen er realistisk, eller det ikke er muligt at have produkterne på lager i længere tid.

Det er et argument, man kunne anvende ved vaccineproduktion, hvor produkterne hurtigt bliver dårlige, eller hvor der opstår behov for ændringer i produktionen. Men i forhold til forsyningssikkerhed for noget mere simpelt som ammunition, så giver det næppe stor værdi at producere ammunition i Danmark.

Stigende forsvarsbudget

På trods af et stigende forsvarsbudget frem mod 2030, vil der fortsat være behov for prioritering af investeringerne inden for Forsvaret. Derfor bør mulighederne for offentlig-privat samarbejde afsøges.

Både for at minimere behovet for prioritering af store investeringer i ammunition, og for samtidig at sikre forsyningssikkerheden på et af de kritiske områder for dansk forsvar. Derfor bør man hurtigst muligt afdække mulighederne for etablering af denne type samarbejde, herunder de juridiske muligheder eller begrænsninger.

Holdningerne i ovenstående er skribentens egne og er således ikke udtryk for hverken Forsvarets eller Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses officielle holdning.

Politik har aldrig været vigtigere