Politikerne klager over Facebook, men spiser direkte af Mark Zuckerbergs hånd
Statsminister Mette Frederiksen kritiserer med rette den nådesløse debat på de sociale medier. Men de politiske partier har selv gjort sig dybt afhængige af tech-giganternes platforme, skriver Thomas Larsen.
Thomas Larsen
Politisk kommentatorFor få dage siden delte Mette Frederiksen (S) flere af de kommentarer, som hun har fået på de sociale medier, og det var mildt sagt en serie rå og nedladende fordømmelser, som statsministeren kunne lægge frem:
"Slå dig selv i hovedet med noget af støbejern og hold din kæft. So," lød et angreb, mens en anden bruger havde sendt denne svada: "Føj hvor er du bare ækel at se på. Glæder mig til den dag, hvor du ikke skal repræsentere den danske befolkning".
En tredje mente, at Mette Frederiksen var "Danmarks største eskortluder."
Med offentliggørelsen af kommentarerne var regeringschefen efter eget udsagn ikke ude efter at vinde sympati eller fiske stemmer. Hendes ærinde var at gøre opmærksom på, at den skånselsløse og intimiderende debat på blandt andet Facebook og Instagram er med til at undergrave den demokratiske samtale og skade folkestyret.
"Et demokrati lever af samtalen. Af at vi kan diskutere med hinanden. Fremføre vores argumenter. Lytte. Også til dem, vi er uenige med," skrev Mette Frederiksen.
Hun pegede på, at den rå retorik kortslutter samtalen og afholder mange fra at deltage. De tør simpelthen ikke af frygt for at få hældt en verbal skidtspand i hovedet eller ligefrem blive truet.
Statsministeren er ikke ene om at rette kritik mod de sociale medier og tech-giganterne bag dem.
I den seneste tid er flere kendte mennesker – blandt andet tv-journalisterne Kim Bildsøe Lassen fra DR og Divya Das fra TV2 - blevet misbrugt i falske artikler og annoncer på Facebook. Historierne har været grænseoverskridende og totalt usande.
Midt i den voksende kritik af Zuckerberg & Co. er det tydeligt at se, at politikerne ofte kommer til kort og dermed blot udstiller deres afmagt.
Thomas Larsen
Politisk kommentator
Kim Bildsøe Lassen er blevet fremstillet som voldsmand, og der har været vist manipulerede fotos af en forslået Divya Das, der ligger i en sygeseng, angiveligt fordi hun er blevet banket af sin mand.
Når de to forsøger at protestere ved at rette henvendelse til Meta, der er ejet af multimilliardæren Mark Zuckerberg, får de intet svar.
Også tv-værten Mette Bluhme Rieck har gentagne gange været offer for falske artikler og annoncer.
Hun har fortalt, hvordan hun har følt sig magtesløs, når hun klager.
"Når man kæmper mod Meta og de andre store tech-virksomheder, er det et ansigtsløst system, man bliver mødt af. Så det ender tit med, at man bare bukker nakken og giver op, for de svarer simpelthen ikke," har hun sagt.
Oven i dette advarer eksperter i stigende grad mod den bølge af misinformation på de sociale medier, som blandt andet Rusland og Kina står bag, og som er designet til at skabe uro i Europa og USA. Også i dette tilfælde kritiseres tech-firmaerne for at gøre alt for lidt for at stoppe de skadelige kampagner.
Igen og igen har danske, europæiske og amerikanske politikere krævet handling fra tech-giganternes side. Men midt i den voksende kritik af Zuckerberg & Co. er det tydeligt at se, at politikerne ofte kommer til kort og dermed blot udstiller deres afmagt.
Statsminister Mette Frederiksen får næppe stoppet de rå indlæg. Kim Bildsøe Lassen og Divya Das må formentlig fortsat finde sig i at blive udnyttet. Og misinformation fra fjendtlige magter vil givetvis fortsætte med uformindsket styrke, mens milliarderne ruller ind til tech-giganterne.
Herhjemme har tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt spillet en ikke særlig glorværdig rolle som medlem af Facebooks såkaldte tilsynsråd.
Her har hun fået millioner for at give Facebook - eller Meta - råd om, hvordan de skal agere mere ansvarligt.
Hun peger selv på, at Meta bruger mange ressourcer på at rydde op i misinformation. Men kritikerne ser hende snarere som et blikfang, der er købt og betalt af Meta for at forbedre selskabets blakkede image.
Når det kommer til stykket, har hverken danske, europæiske eller amerikanske politikere for alvor været i stand til at kontrollere virksomhederne, og samtidig er de fleste partier i Vesten selv blevet dybt afhængige af at være på de sociale platforme.
I takt med, at vælgerne er søgt ud på de sociale medier, og i takt med at de traditionelle medier - herunder især aviserne - er blevet svækket, har partierne fulgt efter.
Mange politikere begræder udviklingen og advarer mod de sociale medier. Men i realiteten spiser de af Mark Zuckerbergs hånd.
Thomas Larsen
Politisk kommentator
For få år siden var det afgørende for politikere at være til stede i aviser, radio og tv. Men i dag er de optaget af at kommunikere direkte med vælgerne på de sociale medier, og på de sociale medieplatforme har de efterhånden opbygget deres egne digitale "mediehuse".
Dermed er de med til at undergrave de journalistiske medier, som ironisk er underlagt en lang række forpligtelser, de skal leve op til.
De er også med til at skabe de ekkorum, som opstår, når vælgere kun får information fra én side og via algoritmer fodres med ensidig information, der konstant bekræfter dem i deres verdensbillede og gør dem mere uforstående overfor andres holdninger.
Mange politikere begræder udviklingen og advarer mod de sociale medier. Men i realiteten spiser de af Mark Zuckerbergs hånd, og med deres massive tilstedeværelse på de sociale platforme fodrer de selv det monster, de gerne vil bekæmpe.