Mere velfærd kræver øget produktivitet

Af Jan Rose Skaksen
Direktør i KORA, medlem af Produktivitetskommissionen

Der er for tiden stor opmærksomhed omkring produktivitetsudviklingen i Danmark, hvilket blandt andet afspejles i nedsættelsen af Produktivitetskommissionen. Det skyldes ikke mindst, at en god produktivitetsudvikling er afgørende for udviklingen i danskernes velstand, og det er afgørende for finansieringen af velfærdsstaten.

For så vidt angår finansieringen af velfærdsstaten, er det produktivitetsudviklingen i den offentlige sektor, der for alvor betyder noget.

Produktivitetskommissionen har således beregnet, at hvis produktiviteten i den offentlige sektor øges med 10 procent, så svarer det til, at der kan frigøres 75.000 offentligt ansatte til at lave noget andet. De 75.000 "frigivne" kan så bruge deres tid på at forbedre servicen i den offentlige sektor, eller de kan bidrage ekstra til produktionen i den private sektor.

Det gode spørgsmål, som Produktivitetskommissionen også forventes at give nogle svar på, er selvfølgelig, hvordan produktiviteten kan øges, uden det går ud over kvaliteten.

Fremtidens serviceforbedringer koster
Et væsentligt spørgsmål er, om der er et reelt behov for at få mere ud af pengene i den offentlige sektor? De reformer, der er gennemført - ikke mindst tilbagetrækningsreformen - har i princippet sikret den langsigtede finansiering af den offentlige sektor. De beregninger, der viser, at det er tilfældet, er dog baseret på, at vi fastholder alle servicestandarder, som vi kender dem i dag. Spørgsmålet er, om vi i fremtiden vil være tilfredse med det?

Det gode spørgsmål, som Produktivitetskommissionen også forventes at give nogle svar på, er selvfølgelig, hvordan produktiviteten kan øges, uden det går ud over kvaliteten.

Jan Rose Skaksen
Direktør i KORA, medlem af Produktivitetskommissionen.

På sundhedsområdet opstår der for eksempel hele tiden nye behandlingsmuligheder. Nogle af disse er smartere og billigere måder at behandle på, men nogle er nye og dyre behandlingsmuligheder. De Økonomiske Råd illustrerede således tilbage i deres sundhedsrapport fra 2009, at hvorvidt velfærdsstaten fremover er finansieret eller ej er meget afhængig af udviklingen i sundhedsudgifterne. Et underliggende ønske om at forbedre servicen inden for sundhed og andre områder vil derfor hele tiden sætte de offentlige udgifter under pres. En øget produktivitet forekommer at være en "smart" måde, hvorved der kan skaffes ressourcer til at efterkomme dette ønske eller til at sænke skattetrykket.

Sværere at øge produktiviteten i det offentlige?
Vi ved en del om udviklingen i produktiviteten i den private sektor. Vi ved til gengæld ikke så meget om udviklingen i den offentlige sektor. Det er noget af det, Produktivitetskommissionen skal bidrage til at afklare. Der er dog en udbredt formodning om, at udviklingen i den offentlige sektor generelt set har været dårligere end i den private sektor. Nogle af de fremførte argumenter er:

• Mange offentlige serviceydelser har en karakter, hvor det er svært at øge produktiviteten.
• I den offentlige sektor er det ekstra svært at skabe en tilskyndelse til innovation, der ender med personalereduktioner.
• Den komplekse og delvist politiske bundlinje i den offentlige sektor "forstyrrer" fokus på produktivitet.

Relevansen af disse argumenter vil naturligvis afhænge af, hvilke dele af den offentlige sektor der betragtes.

Første skridt er at måle produktiviteten
Et vigtigt udgangspunkt for at forbedre produktiviteten er, at den bliver målt, så udviklingen kan følges. Da det er vanskeligt at måle produktiviteten korrekt, kan det være nødvendigt og nyttigt at ty til forholdsvis simple benchmarkingmål eller lignende. Sådanne simple mål kan være rigtig nyttige til at identificere muligheder for forbedringer, ikke mindst hvis de suppleres med mere dybdegående analyser af, hvorfor nogle gør det bedre end andre. De kan også være vigtige styringsredskaber til for eksempel at udpege indsatsområder. Men benchmarkingmålene rummer også faldgruber. De kan for eksempel give anledning til et uhensigtsmæssig fokus på det, der bliver målt.

Til syvende og sidst er det ikke et spørgsmål om, hvor mange operationer der bliver gennemført, men hvor mange patienter der bliver raske, og det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt arbejdsløse bliver aktiveret, men hvorvidt de efterfølgende får en god og lang tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er derfor vigtigt, at simple produktivitetsmål suppleres med målinger af, hvorvidt en indsats eller service har den ønskede effekt og kvalitet.