Debat

Regionsdirektør: Forfejlet kritik af business cases

REPLIK: Velfærdsteknologiske business cases er blevet kaldt alt fra teoretiske misfostre til ren feberfantasi. Men kritikken er både forfejlet og misforstået, skriver Dorte Stigaard, direktør i Region Nordjylland.

Kritikken af de velfærdsteknologiske business cases er forfejlet og misforstået, skriver Dorte Stigaard, direktør i Region Nordjylland. 
Kritikken af de velfærdsteknologiske business cases er forfejlet og misforstået, skriver Dorte Stigaard, direktør i Region Nordjylland. Foto: Region Nordjylland
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Dorte Stigaard
Direktør i Region Nordjylland

"Vi har ingen mål, ingen retning, og vi forventer ikke nogen bestemte resultater. For vi har ikke forholdt os til, hvordan telemedicin kan bidrage til det sammenhængende sundhedsvæsen".

Den indgangsreplik havde næppe været befordrende for arbejdet med at samle alle nordjyske aktører omkring det fælles tværsektorielle projekt TeleCare Nord, som i en hel landsdel afprøvede hjemmemonitorering til borgere med KOL. Og lige præcis derfor var tilgangen helt modsat.

Business casen - et fælles kompas
Hvilke resultater lå der i forvejen, som kunne sætte retningen for vores forventninger? Hvad var præmisserne for disse resultater? Og kunne de omsættes til de rammevilkår, der er, når man arbejder med telemedicin i ordinær drift? Alle aspekter blev kritisk analyseret og diskuteret. Både realismen bag de økonomiske potentialer, som mindre pilot- og forskningsprojekter påviste, værdien for borgeren og de pårørende, som lever livet med en kronisk sygdom, eventuelle sundhedseffekter og den mulige påvirkning af det tværsektorielle samarbejde.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Og ud af det voksede business casen – det fælles kompas for, hvad det var for resultater og effekter vi forventede, forfulgte og ikke mindst ønskede at afprøve, om vi kunne genskabe inden for rammerne af ordinær drift. Business casen satte rammen for hvilke data, der skulle samles op undervejs for at følge projektets kurs og evne til at komme i mål.

Forfejlet kritik 
Jeg kan være enig med kritikerne af de økonomiske business cases så langt, at de på ingen måde kan eller bør stå alene. Men jeg finder det helt unødvendigt at trække uforsonlige fronter op. Der er ingen tvivl om, at det er svært at styre store projekter med business cases, men det er ikke nemmere uden. Men når udgangspunktet er, at business casen netop ikke er en facitliste, men en del af et styrings- og prioriteringsinstrument, synes jeg, retorikken omkring feberfantasier og teoretiske misfostre er både forfejlet og misforstået.

Jeg kan være enig med kritikerne af de økonomiske business cases så langt, at de på ingen måde kan eller bør stå alene. Men jeg finder det helt unødvendigt at trække uforsonlige fronter op.

Dorte Stigaard
Direktør i Region Nordjylland

Brugen af business cases blokerer ikke for arbejdet med implementering af telemedicin som et sundheds-og forandringsprojekt, derimod bidrager den til at fastholde fokus på omkostnings- og investeringssiden.

Telemedicin er også it
Og nej - telemedicinske projekter er ikke it-projekter. Det er projekter, som skal bidrage til at udvikle og styrke vores sundhedsvæsen. Det er forandringsprojekter i forhold til introduktion af nye måder at levere sundhedsydelser på. Men det er også, uanset om man som sundhedsøkonom forsøger at underspille det, eller måske bare ikke ved bedre, projekter som forudsætter en velfungerende it-infrastruktur, telemedicinsk udstyr, der i design og funktionalitet matcher behovet hos både borgere og sundhedsprofessionelle, og et modent marked for telemedicinske serviceydelser. Og derfor er telemedicinske projekter også it-projekter. Erfaringerne fra TeleCare Nord viser med al tydelighed, at det er naivt at påstå det modsatte.

At mange telemedicinske projekter, når de møder en verden uden for forskningslaboratorierne, langt fra kan leve op til de forventninger, som pilot- og forskningsprojekterne har skabt, er faktisk ganske tankevækkende. Det sætter en streg under, at der er indbyggede begrænsninger i forskningsprojekterne, som vi i arbejdet med at vurdere den reelle værdi inden for rammerne af ordinær drift, skal være langt dygtigere til at tage højde for. Så er det måske her, i overgangen mellem forskning, pilot og virkelighed, der er brug for et endnu mere kritisk filter.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dorte Maarbjerg Stigaard

selvstændig konsulent og ledelsesrådgiver, associeret strategisk rådgiver Silverbullet / IQVIA
cand.mag. i tysk og humanistisk datalogi (Aalborg Uni. 1986)

0:000:00