Af Ivar Havsteen-Mikkelsen
Specialkonsulent i Københavns Kommune

Hvorfor går det så langsomt?

Dette spørgsmål stiller virksomhedsledere og andre fra den private sektor ofte til kommunale repræsentanter på konferencer om velfærdsteknologi.

Der er en tydelig frustration over, at der ikke sker mere på området. Og samtidig er der udarbejdet en række rapporter fra nationalt niveau og KL, som viser, at kommunerne kan spare penge, hvis de investerer i velfærdsteknologi.

Er kommunerne bare langsomme, nu når virksomhederne har løsningerne, eller har virksomhederne overset en vigtig opgave i forbindelse med salg af velfærdsteknologi?

Borgere og medarbejdere bliver tabere
I mine øjne er i hvert fald en del af forklaringen det sidste. Jeg mener, at nøglen til at få gang i flere investeringer og understøtte den potentielle vækst, er, at flere virksomheder i langt højere grad retter fokus mod implementering og forudsætninger frem for at aflevere løsningen ved døren.

Er kommunerne bare langsomme, nu når virksomhederne har løsningerne, eller har virksomhederne overset en vigtig opgave i forbindelse med salg af velfærdsteknologi? 

Ivar Havsteen-Mikkelsen
Specialkonsulent i Københavns Kommune

Hos flere kommuner vægter man implementering i langt højere grad end tidligere, fordi man har set konsekvenserne af mangelfuld implementering. Det kræver systematisk fokus på organisationens behov og kompetencer at få velfærdsteknologien til at fungere i praksis og give en gevinst for borgere og medarbejdere.

I sidste ende er det dem, der bliver taberne, hvis ikke implementeringen fungerer.

Salgsprocessen er blevet længere
Kommunerne i Danmark har inden for sundheds- og omsorgsområdet i de sidste 10 år investeret i velfærdsteknologi med henblik på at opnå en effektivisering. Mange af disse investeringer er sket på baggrund af mere eller mindre teoretiske business cases, hvor fokus på selve implementeringen og gevinstrealiseringen har været begrænset.

Den ukritiske begejstring for velfærdsteknologi og de business cases, der blev udarbejdet, er i de sidste par år blevet afløst af en mere tilbageholdende tilgang, når der skal investeres.

I takt med at man har opnået erfaringer med investeringer i velfærdsteknologi og de usikre gevinster, er risikoprofilen og usikkerheden ved investeringer i velfærdsteknologi steget. Derfor bruges der nu, i forhold til tidligere, flere ressourcer på at undersøge og teste løsninger i den enkelte kommune, inden der investeres i dem. Dette oplever virksomhederne som frustrerende, fordi ”salgsprocessen” forlænges væsentligt.

Hvad kan virksomhederne gøre ved de ”langsomme kommuner”?

Ikke meget, vil mange hævde – de bureaukratiske og politiske beslutningsprocesser kan ikke ændres, og kommunernes budgetter vokser ikke, så lysten til at kaste sig ud i ”risikable” investeringer falder. Hvad kan virksomhederne så gøre for, at der kommer flere investeringer?

Mit bud er, at virksomhederne – sammen med de kommunale embedsmænd – ”genopretter” noget af tilliden til, at investeringer i velfærdsteknologi kan skabe reelle effektiviseringer.
 Det kan ske ved:

1. At flere virksomheder bliver eksperter i implementering og forudsætninger for, at deres løsning virker godt, og hvor den virker mindre godt. Denne ekspertviden skal være til stede lige fra præsentationen af løsningen, til løsningen er fuldt implementeret. 


2. Det er den kommunale part, der tager en risiko, når de investerer i velfærdsteknologi, i forhold til, om investeringen rent faktisk giver den gevinst, som virksomhederne hævder. Noget, der kan rykke området, er, hvis virksomheder i højere grad tør at lægge hånden på kogepladen i forbindelse med investeringer i velfærdsteknologi, således at der opstår en fælles interesse i, at det lykkes at implementere løsningen i bund og opnå de forventede gevinster, og at betalingen til virksomhederne delvist afhænger af dette.


3. At flere virksomheder bliver mere systematiske og fokuserede på at forstå og indsamle data, om hvordan deres løsninger virker i ”driften”, og hvilke forudsætninger der skal være til stede for, at implementeringen lykkes. Dette er forudsætning for 1 & 2.

Hvis man kikker mod medicinalverdenen, som har visse ligheder med det velfærdsteknologiske område, er der i langt højere grad fokus på systematik og opsamling af viden, om hvordan løsningerne fungerer og under hvilke forudsætninger.

Der er allerede enkelte virksomheder, som har arbejdet systematisk med ovenstående og af den årsag formår at blive en medspiller og aktiv partner, som kan understøtte implementeringen og dermed gevinstrealiseringen.

Fælles interesse i at udvikle området
Både kommunerne og virksomhederne har en klar fælles interesse i at ”optimere” implementeringen af velfærdsteknologi, men begge parter har stadig meget at lære. Kommunerne er ved at finde deres ben i forhold til at arbejde systematisk med alle led i en investeringsproces i velfærdsteknologi og særligt i forhold til implementeringsprocessen.

Den nye udbudslov giver nye spændende muligheder for, at virksomheder og kommuner kan komme ”tættere” på hinanden og ad den vej blive skarpere på at implementere, men det er stadig nødvendigt, at der ved den store pulje af indkøb i velfærdsteknologi er et større fokus på implementeringen.

Virksomhederne har muligheden for at blive eksperter på implementeringen af deres løsning, fordi de kan arbejde med den i forskellige kommuner. Ligeledes opnår virksomhederne en uvurderlig viden, om hvordan løsningen rent faktisk fungerer i praksis, og hvordan den kan optimeres, så løsningen giver endnu større værdi.

Samtidig vil kommunerne få en højere grad af gevinstrealisering og motiveres dermed til at investere i mere velfærdsteknologi.

Artiklen er baseret på forfatterens erfaringer fra ansættelse i Københavns Kommune. Artiklen er udtryk for forfatterens egne holdninger.