Ungdomsbureauet: Vi spænder ben for os selv, når vi ikke tager tech-politik alvorligt

En undersøgelse fra Razorfish viser, at omtrent halvdelen af unge i dag i højere grad føler sig autentisk repræsenteret igennem tech-platforme end i deres fysiske virkelighed. Konkret betyder det, at dagens unge føler, at de kan være dem selv, udtrykke sig selv og finde autentiske fællesskaber online. Det behøver ikke være en udfordring, tværtimod er unges forhold til tech-platforme en unik mulighed, som vi desværre overser i den danske tech-politik.

Den danske tech-politik er grundlæggende paradoksal. På den ene side er der en politisk ambition om fortsat at ville digitalisere større dele af vores offentlige sektor. Samme politikere langer imidlertid hårdt ud efter en techindustri, som de mener er blevet for altdominerende.

Vi kommer ikke uden om, at vores teknologiske virkelighed er blevet kritisk infrastruktur, og af samme årsag er det på tide, at vi højner ambitionerne og vedtager grundlæggende principper og rammer for tech – og lige netop her spiller ungdommen en kernerolle.

Politiske handlinger skal afspejle virkeligheden

Oftest betones det, hvordan tech kan komplimentere vores fysiske samfund og infrastruktur, men den forståelse afslører, hvordan vi stadig betragter de fysiske og digitale rum som noget adskilt. Men alt imens vi politisk fortsat betragter rummene som adskilt, så navigerer industrien og ungdommen i en virkelighed, hvor fysiske og digitale liv er uadskillelige og sammensmeltende.

Sammensmeltningen ser vi blandt andet i den tiltagende brug af og interesse for Extended Reality-teknologier – populært kaldet metaverset. Børn og unge har kommercielt interageret med Augmented Reality (AR) ved at spille Pokémon Go siden 2016, ligesom AR-filtre i højere grad er blevet genstand for kampagnearbejde og politisk kommunikation.

Det er udemokratisk, når vi ikke i fællesskab forsøger at gøre tech-spørgsmål tilgængelige

Oliver Anton
Ordfører, Ungdomsbureauet

Selvom eksemplerne kan virke små, banale og legende, så blotlægger de nærtforstående fremtidig virkelighed, som vores politiske handlinger bør afspejle. Derfor er ungdommen selvskrevet til at blive inddraget i den politiske samtale, fordi vi formår at forholde os til og navigere i fortsat nye teknologier.

Alternativt risikerer vi i bedste fald, at vores tiltag i dag bliver forældet om et år, og i værste fald at vi overser fundamentale infrastrukturmæssige spørgsmål. Når den politik, vi skaber, ikke tager udgangspunkt i sammensmeltningen af det digitale og det fysiske, så risikerer vi, at vores politik simpelthen ikke afspejler vores virkelighed.

Unge i dag står i en enestående position, fordi vi er vokset op simultant med udviklingen af platformene og teknologierne. Vi navigerer på platformene som en naturlig forlængelse af den fysiske verden.

På den måde kan vi spotte forbindelser, udfordringer og mulighederne på tværs af vores fysiske og digitale liv, og derfor føler unge i højere grad end ældre, at de har kendskab til deres digitale rettigheder såvel som forståelse for dataindsamling.

Vi spænder ben for os selv

Derfor er det et problem, når unge mødes af et system, som ikke styrker unges teknologiske selvtillid. Når vi på Ungdomsbureauet arbejder med unge, tech og demokrati, så oplever vi en generation, som har taget stilling til og kan forholde sig til tech, men selvsamme unge mødes af en forståelse, hvor techpolitiske spørgsmål alene handler om kodning og back-end systemer.

Politisk bør vi spørge, hvorfor vi endnu ikke for alvor har forsøgt at skabe grundlæggende rammebetingelser for tech

Oliver Anton
Ordfører, Ungdomsbureauet

Det betyder, at hovedpartens selvtillid overfor at engagere sig daler, fordi de ikke oplever mulighed for at inddrage mere humanistiske og samfundsvidenskabelige blikke.

Når vi politisk diskuterer tech, som noget, der primært er styret af en oversøisk industri, så glemmer vi at italesætte og aktualisere den indflydelse, som vores demokratiske regulering kan have. Vi spænder ben for os selv gennem den måde, vi omtaler, dyrker og lever med teknologier.

For vi har det med at gøre tech til noget fjernt, som man ikke kan tage og føle på, og det er udemokratisk, når vi ikke i fællesskab forsøger at gøre tech-spørgsmål tilgængelige. Det er ikke kun et problem for unges teknologiske selvtillid, det er slet og ret et problem for vores techpolitiske ambitioner.

Politisk bør vi spørge, hvorfor vi endnu ikke for alvor har forsøgt at skabe grundlæggende rammebetingelser for tech. For vores fremtidige virkelighed bliver fortsat mere kompleks, og det bliver ikke mindre af de fysiske og digitale rums uadskillelighed. Men det er på tide, at vi tager tech og digitalisering lige så alvorlig, som den tager os.